Fra OL til AU
For mindre end en måned siden løb hækkeløber Sara Slott Petersen rundt på et fyldt olympisk stadion i London. Nu sidder hun bøjet over bøgerne på idrætsstudiet på Aarhus Universitet. Kontrasten er til at tage at føle på, men samtidig er det universitetsstudierne og SU’en, der gør det muligt for hende at være atlet på eliteplan. Foto: Lise Balsby
Den 25-årige hækkeløber fra Aarhus, Sara Slott Petersen stiller sig klar på den røde løbebane. Rundt om hende blitzer mere end 80.000 tilskuere løs, og stjerneatleter som den jamaicanske løber Usain Bolt varmer op til deres discipliner. Sara Slott Petersen er parat. Det her har hun trænet op til i fire år. Nu gælder det. Hun er i semifinalen og har dermed mulighed for at kvalificere sig til OL-finalen i kvindernes 400 meter hæk. Hendes navn bliver råbt op, hun vinker til publikum og til de mange millioner tv-seere, der følger med hjemme i stuerne. To baner fra Sara Slott Petersen står den engelske atlet Perri Shakes-Drayton klar. Hun er på hjemmebane, og da hendes navn bliver råbt op, bryder publikum ud i vild jubel.
– Dér fik jeg gåsehud, man kunne mærke det her tryk fra publikum. Det var så meget større, end da mit eget navn blev råbt op. Det var virkelig en stor oplevelse at være i heat med en af de lokale løbere, fortæller Sara Slott Petersen og beskriver øjeblikket som sit personlige højdepunkt ved OL.
Blot et par minutter senere er OL overstået for Sara Slott Petersen. Det blev ikke til en finaleplads.
Ramt af tomhed
Dagen efter er hun høj over det, hun trods alt præsterede, og til flere danske medier lover hun, at vi ser hende i finalen til OL i Rio om fire år. Men allerede i dagene efter, mens hun stadig opholder sig i OL-byen, kommer følelsen af tomhed snigende.
– En aften ude på stadion, hvor vi var ude at se nogle af de andre atleter, slog det mig, at det var det. Nu er det sket. Hvad så nu? Og i dagene efter var det virkelig svært at stå op for at træne, fortæller hun.
– OL har været mit hovedmål i fire år, og der er uoverskuelig lang tid til næste gang. Så det var lidt af et vakuum at komme hjem til Danmark igen. Min motivation var lig nul, og jeg blev også syg, fortæller hun.
Studierne er nødvendige
I slutningen af august begyndte Sara Slott Petersen på kandidatuddannelsen i idræt på Aarhus Universitet. Og det har faktisk været helt rart at lave noget andet end OL-træning, forklarer hun.
– Jeg har været rigtig glad for at have noget andet at gå op i. Jeg er endnu ikke mentalt klar til en ny fireårig træningscy-klus frem mod det næste OL, så det har været rigtig dejligt at starte på studierne igen.
Sara Slott Petersen blev i maj færdig med sin bachelor i ernæring og sundhed, og for hende er det en naturlig ting at kombinere uddannelse med idræt på eliteplan.
– Jeg blev færdig med min bachelor næsten på normeret tid, og før det gik jeg på gymnasium og i skole, så det er helt naturligt for mig. I Danmark kan man ikke leve af at være professionel inden for min sportsgren. Jeg er nødt til at få SU og have et job ved siden af træning og studie for at få det til at løbe rundt, forklarer hun.
Træningen kommer i første række
Sara Slott Petersen træner nogle gange op til ti gange om ugen af varierende intensitet, så det kan undre, at hun både får tid til at træne op til OL, tage en universitetsuddannelse og til at bijobbe ved siden af.
– Jeg har jo ikke prøvet andet, siden jeg var 14. Jeg kan da også godt undre mig over, hvordan folk får tid til at læse hele pensummet. Men min prioritet er klar, jeg prioriterer træningen højest; omvendt gider jeg heller ikke komme ud med et dårligt resultat på studiet, så jeg prøver at balancere det. Men jeg ville aldrig droppe en træningslejr for en forelæsning, slår hun fast.
Indtil videre har hun kun mødt forståelse for den prioritering både fra lærere og medstuderende og også fra sin læsegruppe, der dog har markeret, når det var vigtigt, at hun dukkede op.
Selvom prioriteten er klar, slår Sara Slott Petersen fast, at studierne også er vigtige for hende. De giver hende noget at falde tilbage på, når karrieren som topatlet er ovre, men de udfordrer hende også på det mentale plan.
– Det er godt at få noget andet ind i hovedet, så det hele ikke bare går op i mellemtider og løbesko. Det er dejligt også at blive udfordret intellektuelt, når nu jeg bliver udfordret så meget fysisk. Det skaber en følelse af at have en komplet hverdag. Jeg gider ikke bare være en sportsbums, fortæller Sara Slott Petersen, der håber, at hun kan få sin kandidatgrad i hus inden næste OL i 2016.