Du ligger alene i din seng og er ved at falde i søvn. Pludselig hører du en mærkelig knirken fra stuen. Din allerførste tanke er ikke, at gulvbrædderne giver sig. Din allerførste tanke er, om der er fare på færde. Om der er nogen eller noget i huset, som vil dig det ondt.
– Når mørket falder på, skal der ikke så meget til for at sætte hele det neurofysiologiske alarmberedskab i gang med forhøjet puls og svedige håndflader. Mennesket har i det meste af historien været jaget vildt, og det har sat sig spor i vores centralnervesystem. Vi er hyperopmærksomme over for trusler, siger Mathias Clasen, der i sin ph.d.-afhandling argumenterer for, at biologien kan være med til at forklare, hvordan skrækfiktion virker.
– Menneskets udviklingshistorie har resulteret i en særlig kognitiv struktur, som bestemmer, hvad vi bliver bange for. For eksempel monstre. Monstre som vampyrer eller varulve er i virkeligheden sofistikerede versioner af rovdyr med skarpe tænder eller kløer. Monstrene reflekterer på den måde en af de største trusler, mennesket stod overfor i fortiden, nemlig vilde dyr, siger han.

Vampyren er biologi og kultur

Vampyren spiller en vigtig rolle i Mathias Clasens afhandling. Vampyrskikkelsen som en levende død, der drikker blod fra mennesker, findes i stort set alle verdens kulturer og tyder dermed på en fælles kognitiv struktur for, hvad der skræmmer os. Men der er store kulturelle forskelle på vampyrens udseende og karaktertræk. I nogle kulturer har vampyren store hugtænder, i andre har vampyren i stedet overnaturlige evner som for eksempel evnen til at gøre sig usynlig.
– Vampyren er også et kulturelt fænomen. Kulturelle produkter er altid et produkt af deres samtid, men de skal også placeres i en større biologisk ramme. Vi har brug for en tværfaglig tilgang, derfor har jeg konstrueret en teori om skrækfiktion, der forbinder biologi og kultur. Det giver en mere fyldestgørende forklaring af horrorgenren, siger han.
Problemet med tidligere horrorforskning er ifølge Mathias Clasen blandt andet socialkonstruktivismen, der ikke ser mennesket som biologisk væsen, men udelukkende ser skrækfiktion som et spejl af samtidige strømninger i samfundet. Zombiegyseren ”Dawn of the Dead” fra 1978 blev i det lys tolket som et udtryk for de hjernedøde masser i forbrugersamfundet – og ikke som en angst for døde mennesker, der bliver levende. ”Eksorcisten” fra 1973 blev set som et billede på generationskløften mellem forældre og børn – og ikke som den dæmonbesættelse, der blandt andet fik en lille piges hoved til at rotere 360 grader.
– Der er lidt om snakken, for skrækfiktion fungerer også på et metaforisk plan. Men vi bliver nødt til også at have blik for de biologisk betingede strukturer i den menneskelige natur, som former og muliggør genren, siger Mathias Clasen.

Fascination af det farlige

Den biokulturelle tilgang kan forklare, hvordan og hvorfor horrorgenren virker. Men kan den også forklare, hvorfor vi er tiltrukket af skrækfiktion? Hvorfor i alverden vælger vi at se en gyserfilm, der kan resultere i søvnløse nætter og angst for at gå i vaskekælderen?
– En af forklaringerne er, at mennesket har en drift mod at udforske det farlige for på den måde at øve sig på farlige situationer. Kattekillinger er programmeret til at slås med hinanden, fordi det giver dem færdigheder, de kan bruge i kamp senere. På samme måde elsker menneskebørn lege, der er lidt skræmmende. Hvis man jagter børn gennem hele huset og brøler som et farligt monster, er lykken gjort, siger Mathias Clasen.
Horrorgenrens primære målgruppe er i øvrigt unge mennesker i alderen 16-25 år. Den alder, hvor man for alvor afprøver sig selv, fordi man er på vej til at skulle klare sig selv.

Når mennesker bliver monstre

Mathias Clasens biokulturelle teori om monstre kan også overføres til skrækfiktion med onde mennesker i hovedrollen. Og til vores generelle fascination og optagethed af morderiske galninge. Der dræbes omkring 45 mennesker i Danmark om året, så risikoen for at blive myrdet er meget, meget lille. Ikke desto mindre kan frygten for at blive myrdet virke meget reel.
– Der er en uoverensstemmelse mellem det, vi fascineres af, og det, som egentlig burde optage os. Det er den måde, vi er programmeret på. Vi har tilbragt det meste af vores udviklingshistorie i mindre grupper, hvor en af de største dødsårsager var at blive dræbt af et andet menneske, siger Mathias Clasen.
– I det evolutionære perspektiv er det ret nyt, at vi ikke behøver bekymre os om at blive dræbt eller ædt på vej hjem fra arbejde.