Aarhus Universitets segl

Gamle klæder i nye omgivelser

Studenterhus Århus har skiftet havnen ud med nærmiljøet på campus, og dermed har gamle succesarrangementer som Secondhand Bazaren ændret lokaler.

Alskens slags smag er repræsenteret ved Secondhand Bazaren, når primært unge kvinder sælger ud af deres garderober. Foto: Lars Kruse | AU Kommunikation


– Gider jeg sy den ind? spørger Anne Kathrine Bay-Mortensen, der er ved at prøve en højtaljet nederdel ud over sine bukser.
Nederdelen sidder ikke helt til.
– Ja, du er da sådan en kreativ én! svarer hendes veninde og medstuderende Maria Østerby. Begge er historiestuderende på 2. semester, og de er med til Secondhand Bazar i det nye Studenterhus Århus for første gang.
– Det er vildt hyggeligt, siger de i kor.
Det er lørdag over middag, og Stakladen summer af koncentreret snak. I dagens anledning er Stakladen fyldt med borde, hvor der flyder med tøj, sko, smykker og tasker.
Camilla Ginnerskov er en af dem, der sælger sine ting. Hun læser på sit sidste semester af kandidaten som cand.merc.sol. Hun har tidligere både solgt og købt, da Studenterhus Århus havde lokaler nede på havnen.
– Det var måske lidt hyggeligere i de gamle lokaler. Det var lidt mere tæt, men til gengæld er der bedre plads til, at folk kan gå rundt heroppe. Der kommer desuden helt klart flere herop, nok fordi det hænger bedre sammen med universitetet, siger hun.
– Hvad koster den her? spørger en potentiel køber, der står med et armbånd i hånden.
– Hvad vil du give for den? svarer Camilla Ginnerskov og smiler, og de diskuterer prisen lidt.

Stod på havnen

Det er kun anden gang, Studenterhus Århus afholder Secondhand Bazaren i Stakladen.
– Første gang var der ikke så mange, siger Laura Kruse, der er pædagogstuderende og deler stand på Bazaren med sin veninde Louise Wedel.
– Den her gang er der rigtig mange, og det er nok, fordi det ligger lidt bedre i forhold til resten af
universitetet. En af vores veninder har lige ringet. Hun stod nede på havnen og kunne ikke forstå, hvor vi var, griner Laura Kruse.
Laura Kruse og Louise Wedel, der begge har solgt før, synes, de gamle lokaler havde lidt mere charme.
– Det var mere kringlet. Der var lige en trappe og nogle forskellige ting ved indretningen, der gjorde, at man kunne bruge det til sin stand. På den måde er standene blevet lidt mindre, til gengæld er gangene blevet større. Men at det er her nu, giver bedre muligheder for at sælge, siger de.
Og det er jo det vigtigste ved arrangementet. At få solgt en masse.
Sahar Omer, der læser medicinalkemi på sit 6. semester, er stolt og smiler over hele femøren. Det er nemlig lykkedes hende at sælge sin tredje ting indtil videre, og der er stadig masser af tid tilbage. Hun har kun deltaget som køber før i tiden.
– Det er bedre, at det er heroppe ved universitetet, frem for nede ved havnen. Det har helt klart været med til at afgøre, at jeg skulle prøve at sælge selv, siger Sahar Omer, mens en kunde går glad fra arrangementet med en af Sahar Omers ting; en så godt som ny forårsjakke til sølle 120 kr.


 

Secondhand Bazar

  • Secondhand Bazar er et arrangement, hvor folk kan leje en stand og sælge deres brugte tøj etc. eller komme og købe.
  • Der er gratis entré.
  • Tjek hjemmesiden www.studenterhusaarhus.dk, eller bliv ven med Studenterhus Århus på Facebook.
  • Arrangementet afholdes første lørdag i hver måned fra 12.00 – 15.00.
  • Det koster 160 kr. at leje en stand.