Stikord til en historikerkrig:
Danske agenter i sovjetisk tjeneste, koldkrig, overvågning og røde lejesvende i Danmarks Radio. Blot nogle få eksempler, der kan udløse hed debat og gjorde det næsten forudsigeligt, da det nye leksikon Den Kolde Krig og Danmark landede på anmelderbordene i starten af april.
Især i Jyllands-Posten, Berlingske og Weekendavisen heglede kritikken ned over de fire redaktører. ”Makværk”. ”En ommer”. ”Lyserødt leksikon”, lød nogle af overskrifterne som startskud på flere ugers debat.
– Historie kan være politisk sprængstof, konstaterer professor Thorsten Borring Olesen fra Historisk Afdeling ved Aarhus Universitet. Han er en af de fire redaktører på det næsten 800 sider tykke leksikon, der forsøger at samle op på den omfattende koldkrigsforskning, som danske forskere har bedrevet i de seneste 10-15 år.

Selektiv historieskrivning

Professor Bent Jensen, der leder Center for Koldkrigsforskning og har forfattet nogle af leksikonets opslag, siger, at hans kritik af leksikonet først og fremmest gælder omtalen af den udredning om den kolde krig, som Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) udgav i 2005.
– Dengang kunne man konstatere, at tilgængeligt kildemateriale ikke blev inddraget i beskrivelsen og analysen af Sovjetunionens politik under den kolde krig. Og mange af dem, der var medarbejdere eller på anden måde involveret i udredningen, har også haft et stort ord at skulle have sagt i leksikonet. De citerer sig selv og hinanden i lange baner, men undlader at citere helt relevant litteratur, de ikke selv har skrevet.
Så de selekterer i kilderne, når de skriver historien om den kolde krig?
– Det sker nok altid, når man arbejder med historien. I hvert fald når det drejer sig om samtidshistorie, fordi kilderne kan være så overvældende. Men når man vil skrive om Sovjets politik i den periode, må man da anvende sovjetiske kilder og fremstillinger, og det blev i stort omfang negligeret i DIIS-udredningen. Så ja, der er virkelig tale om selektion, siger Bent Jensen.
Det afviser Thorsten Borring Olesen.
– Leksikonets opslag om DIIS-udredningen redegør detaljeret for de kritikpunkter, der har været rejst mod udredningens kontroversielle tolkninger, ligesom der naturligvis fremhæves den nye viden og de nye tolkninger, som udredningen også indeholder. I det hele taget fik  de 70 bidragydere til leksikonet nemlig at vide, at de ikke kunne skrive deres artikler, som om andre tolkninger ikke findes, siger Aarhus-professoren.
Han mener, at Bent Jensens og andres kritik af leksikonet primært er et produkt af, at leksikonets tilgang til den kolde krig ikke passer ind i en bestemt tolkning af historien.
– Leksikonet leverer en forskningsbaseret tilgang, hvor nogle gerne vil se en facitliste reproduceret. Det får de ikke, og så kritiserer de os, siger Thorsten Borring Olesen.

Forskning som følelser

En af leksikonets skarpeste kritikere er historiker og journalist Bent Blüdnikow fra Berlingske.
– En af mine pointer er, at vi ikke kan skrive en lille dansk his-torie om den kolde krig. Så har vi allerede skåret dele af virkeligheden væk, og det kommer til udtryk i leksikonet. For at fortælle om den kolde krig i Danmark mener jeg, at leksikonet i større grad burde inddrage den kamp mod undertrykkelse, der var i Sovjet. Men optikken i leksikonet er, at USA og Sovjet var lige slemme og Danmark en lille hvid kanin i urskoven, begrunder Bent Blüdnikow sin kritik.
Som han ser det, hviler al his-torieforskning på ideologiske, følelsesmæssige, selvoplevede holdninger.
– Den er et produkt af tiden og folks følelser og oplevelser. Mere videnskabelig er den ikke. Og når redaktørerne skriver deres samtidshistorie i leksikonet, strutter hver eneste sætning langt væk af deres sym- og antipatier, hvis man læser teksterne med ideologiske briller.
Thorsten Borring Olesen medgiver, at forskeren altid er med i processen.
– Men en god forsker prøver at være kritisk over for sit eget standpunkt og sætter sig så vidt muligt ind i problemstillinger i datidens kontekst. Det er eksempelvis vigtigt at etablere forståelse for, at historie skabes forlæns af aktører, der ikke har bagklogskaben som kompas.
Bent Jensen er enig i karakteristikken af historikerens forskningsbaserede arbejde. Alligevel betegner han Danmark som et særlingeland inden for historieskrivning.
– Det danske historikermiljø er altovervejende lidt lyserødt og baserer sig på venstreorienterede fordomme, men alle præsenterer sig som mainstream bortset fra mig, der bliver placeret langt ude til højre. Dog føler jeg mig faktisk beslægtet med Thorsten Borring Olesen. Vi tilhører som historikere den samme tradition, siger Bent Jensen.

Giver ikke køb

– Vi må holde hovedet koldt, siger Thorsten Borring Olesen på spørgsmålet om, hvordan man som forsker forholder sig til kritik, der beklikker ens faglighed. Han konstaterer, at der i disse år er en kamp om at definere historien.
– Den kolde krig og også besættelsen er væsentlige ingredienser i den kulturkamp, som dele af den borgerlige blok ikke lægger skjul på, at den fører. Som forskere kan vi ikke undslå os for at blive inddraget i den kamp, selv om vi ikke ønsker det. Vores arbejde bliver tolket ind i den kamp, og i den forstand er historie politisk sprængstof, siger Thorsten Borring Olesen.
Da Den Store Danske Encyklopædi udkom, blev den også kritiseret for at være venstreorienteret. Her tog forlaget kritikken til sig, lavede tillæg til opslag og også nye opslag. Sker det samme med Den Kolde Krig og Danmark? 
– Det sker ikke, kan jeg love. Vi står ved, hvad vi har lavet. Derfor har vi også svaret så systematisk på kritikken, fordi det er vigtigt at holde fast i den forsknnigsbaserede tilgang, som leksikonet repræsenterer. Ellers risikerer vi at havne samme sted som historiskrivningen i mellemkrigstidens Tyskland eller i det bolsjevistiske Sovjetunionen, hvor tilgangen var styret af følelser og facitlister.