Hjælp til flytteramte studerende
Alle kanaler tages i brug for at få information ud til de studerende, der er flyttet i løbet af foråret eller sommeren og har første studiedag i deres nye lokaler.
Sommerferien på universitetet har været brugt til flytninger og it-omlægninger på især hovedområderne Business and Social Sciences og Arts, og det har efter de studerendes mening givet en række problemer. Skemaplaner, der ikke er på plads. Trådløst internet, som man ikke kan logge på. Medarbejdere, der er svære at finde.
Gitte Gade er formand for studenterforeningen Communication Council, der organiserer de studerende på Institut for Erhvervskommunikation på BSS. Sammen med sine medstuderende skal hun fremover vænne sig til at høre hjemme i Nobelparken ved Randersvej frem for på Fuglesangs Alle.
– Det er mit indtryk, at de studerende har vænnet sig til selve flytningen. Det er de små ting, der frustrerer. At vi ikke kan logge på computeren på biblioteket, at vi ikke kan printe, at vi ikke kan logge på det trådløse netværk. Det kan virke som detaljer, men de er helt centrale i hverdagen.
Tager imod information med kyshånd
Communication Council har forsøgt at gøre forvirringen lidt mindre ved blandt andet at indkalde til informationsstormøde sammen med Institut for Erhvervskommunikation og AU Kommunikation BSS. Selvom det blev afholdt en fredag eftermiddag i det største auditorium i Nobelparken en uge inden, de fleste studerende starter undervisningen, måtte de sidste tilhørere sidde på trapperne. Det ser Gitte Gade som et udtryk for, at behovet for information er enormt.
– De studerende tager imod ethvert tilbud om information med kyshånd. Det er mit indtryk, at de studerende ikke føler, at de bliver informeret, og at der er flere spørgsmål, som der simpelt hen ikke findes et svar på endnu. Det er meget frustrerende, fortalte Gitte Gade efter mødet.
På stormødet deltog også prodekan for uddannelse på BSS Peder Østergaard. Han forstår godt frustrationen hos de studerende.
– Det bekymrer også mig, at systemerne ikke spiller helt endnu. Den gode nyhed er, at de seneste udmeldinger lyder på, at de fleste udfordringer er løst til studiestart den 3.-5. september, men det har været en større omgang at få det hele på plads, siger han.
Har flyttekommunikeret siden april
Aase Bak er kommunikationschef i administrationscentret rettet mod BSS, og UNIvers fanger hende mandag morgen efter informationsmødet, hvor hun er i gang med at koordinere ophængningen af en ny informationsplakat i 186 undervisningslokaler på BSS og en række andre steder, hvor de studerende samles. Plakaterne skal synliggøre en ny studie-FAQ, som skal besvare de mange spørgsmål, både nye og gamle studerende har.
– Vi har haft to mand dedikeret til information om flytninger til medarbejdere og studerende siden april, men udfordringen har været, at de studerende både har skullet flytte fysisk og flytte informationskanaler samtidig, fordi vi har fået nye hjemmesider. Derfor har det været en udfordring at nå alle, fortæller hun.
På plakaten henvises til hjemmesiden bss.au.dk/studieFAQ, hvor en række af de informationer, som blandt andet Gitte Gade efterspørger, er tilgængelige – for eksempel, hvordan man logger på det trådløse netværk. Tidligere har kommunikationen også foregået på Facebook og en række af de hjemmesider, som de studerende besøger i forbindelse med undervisningen.
- Men i denne uge starter en hel årgang nye studerende, og samtidig er der dukket uforudsete problemer op i sidste øjeblik. For at nå bredt ud til de studerende bruger vi alle de kanaler og platforme, som vi har til rådighed.
Udnytter pladsen bedre
Peder Østergaard peger især på to områder som årsager til udfordringerne lige nu.
– Når vi skal dele lokaler med Arts, skal vores lokaleplanlægning også fungere sammen. Det har været en stor udfordring. Samtidig er der også dukket ting op på it-området, som vi ikke fuldstændigt havde forudset. Men den helt overordnede idé bag flytningen, at vi udnytter kvadratmeterne bedre og bruger penge på forskning og undervisning i stedet for mursten, synes jeg stadig er god. Flytningen frigør kvadratmeter på Fuglesangs Alle, som er meget tiltrængte, siger han.
BSS-studerende
Læs mere om, hvordan du logger på trådløst net, finder skemaer og printer på biblioteket på bss.au.dk/studieFAQ og giv linket bss.au.dk/studyFAQ videre til dine engelsk-sprogede medstuderende.
Arts-studerende
På studerende.au.dk/arts kan du finde information om blandt andet flytningerne. Samtidig kan du henvende dig i det nye fælles Studiecenter Arts i Tåsingegade 3, hvis du har spørgsmål om dit studium.
Læs på side 14 om den nye S-bygning på Fuglesangs Alle, som sammen med flytningerne giver flere tiltrængte studiepladser på den gamle handelshøjskole.