Forandringsprocesser


I forbindelse med de administrative forandringer på Aarhus Universitet har jeg søgt om at måtte blive på mit institut. Men fra ”Enevældens Højborg” har jeg via min ”stedfortrædende leder” fået at vide, at ”det bliver, som ledelsen har bestemt, og det bliver der ikke lavet om på. Du bliver flyttet som planlagt og bliver der, hvor de sætter dig”!
Hvad, jeg skal flyttes til, ved jeg ikke og jeg kan heller ikke få det at vide endnu.
Men jeg bliver specialist!

I bund og grund har jeg bare ikke lyst til at sidde med samme arbejdsopgave fra otte til seksten. Så kunne jeg jo sidde på en fabrik og lodde ledninger.
Nej, jeg holder af afvekslingen i min arbejdsdag og at være til stede for VIP’erne o.m.a. Men pist borte er nu alt det, vi HK’ere har kæmpet for: indflydelse på egen arbejdssituation, selvplanlægning og selvorganisering, tværfagligt samarbejde og meget mere.
Jeg er absolut ikke mod forandringer! Forandring har præget hele mit liv, men undervejs har jeg også fået lov til at vælge, hvad jeg gerne ville. Aldrig før er jeg blevet sat ind i en kasse uden tale- eller bevægelsesfrihed eller -ret. Det gør bare så pokkers ondt.
Mine tillidsfolk bliver heller ikke hørt, og det undrer mig meget. Det synes, som om vi alle skal makke ret. Og her tænker jeg så, at Louise Gades brev til TAP’erne i foråret måske går i opfyldelse for nogle: ”at kan man ikke lide lugten i bageriet, må vore veje skilles,” som LG så klart skrev det.
Er vi tilbage til DDR? Her på AU tør ”man” jo heller ikke tale Roma midt imod! Men jeg vover pelsen, fordi det næppe kan blive værre for mit vedkommende!

Der synes ikke at være nogen form for menneskelige hensyn. Selv føler jeg mig utryg, usikker og ulykkelig. Det stresser mig vildt meget, og jeg er dybt ulykkelig over slet ikke at blive respekteret som menneske og medarbejder og ikke at være værdsat så meget, at man synes, man skal spørge mig, hvad jeg gerne vil arbejde med i fremtiden. (På trods af, at der i LG’s brev stod, at ”ALLE” kunne vælge og ønske!) Men så kom kasseopdelingen: ikke berørt, berørt og særlig berørt. Absurd!

Tænk på alle de kvalifikationer, der bliver kastet i grams på AU, fordi mange medarbejdere nu skal være specialister!
Fremover skal jeg ikke bruge alle de kvalifikationer, jeg ved, jeg har og er god til. Det eneste ”sikre” i mit liv er revet væk under mig, nemlig det arbejde, jeg hver eneste dag har glædet mig til at udføre for kendte kollegaer, som værdsætter de funktioner, jeg har (snart havde). Det fylder mit liv, dag og nat, og medførte knap 3 ugers sygemelding her i sommer. Er det sådanne medarbejdere, ledelsen ønsker?
Jeg har hørt, at mange af mine kollegaer på campus går ned med ”stress”. Det kan vel ikke være meningen, eller kan det? Er det for at presse folk ud fra AU, er det skjulte besparelser eller lignende?

Nogle har spurgt, hvorfor jeg dog ikke bare holder op med at arbejde? Og ja, jeg er jo ”gammel”, netop fyldt 65 år. Men det gør jeg ikke, dels fordi jeg ikke har råd, dels og især fordi jeg altid har villet arbejde, til jeg ikke ”må” mere, når jeg fylder 70 år!
Selvfølgelig skal man ikke tage hensyn til alder, hvad man jo i øvrigt ikke gør på AU. Heller ikke i forandringsprocessen. Men nogle er åbenbart mere værd end andre? Så derfor kan nogle af os rokeres og flyttes rundt med som et stykke ”inventar” uden menneskelig hensyntagen.
Jeg er kun ”berørt”, men føler mig uendelig meget svært og særlig berørt!

AU skal være blandt det største og bedste i verden?!? Hvordan? Med en utryg og usikker medarbejderstab uden taleret? Men det skal jeg nok ikke røre mere ved. Kritik af en ledelse og dens handlinger er jo ikke velset, for ”alt hvad fatter gør, er det rigtige”! Det er pinligt, men også uforståeligt i 2011.
Hvad mon en undersøgelse af psykisk ”arbejdsmiljø og trivsel” på AU aktuelt ville resultere i? Selv kan jeg ikke genfinde min arbejdsglæde nu, hvor jeg er ulykkelig, angst, har dårlig søvn og mangler koncentration!
Hvor mange her på AU mon har det som jeg? Og hvad siger VIP’erne til, at deres daglige administrative støtte reduceres/bortfalder i nærmiljøet?

---

Svar

Af Jørgen Jørgensen,               
universitetsdirektør

Kære Kirsten.

Tak for din åbenhjertige kritik af din aktuelle arbejdssituation – den er altid velkommen. Vi har i universitetsledelsen stor forståelse for den frustration, du og andre udtrykker i øjeblikket, hvor vi er i fuld gang med at afklare arbejdssituationerne rundt om på de forskellige institutter og enheder.
Jeg vil gerne understrege, at denne store reform af forskningen og administrationen på hele Aarhus Universitet ikke er gennemført, fordi vi er ude i besparelser eller indskrænkninger i personalet. Vi har lavet omlægningen af administrationen, fordi det er vores overbevisning, at den – når den er endelig gennemført – sikrer en optimal løsning af de administrative opgaver på universitetet. Vi er meget bevidste om, at de igangværende ændringer får konsekvenser for mange medarbejdere og deres jobfunktion.

Derfor har vi bestræbt os på at inddrage medarbejderne i processen, og derfor er det ekstra ærgerligt, at du har en oplevelse af, at du er sat ned i en kasse uden taleret eller bevægelsesfrihed. Jeg kan ikke diskutere personsager i UNIvers, men det har helt klart været vores ambition, at vi så vidt muligt skulle lytte til den enkelte medarbejder og så vidt muligt opfylde de forventninger, den enkelte havde, hvis vedkommende skulle skifte funktion eller arbejdssted. Jeg kan ikke ændre på, at du skal skifte funktion, men der skal ikke herske tvivl om, at den uafklarethed om dit kommende arbejde, som du beskriver, ikke er tilfredsstillende. Du har naturligvis krav på svar for at kunne bevare dit stærke engagement, som vi sætter stor pris på.

Der er i øvrigt taget initiativ til, at administrationscheferne på de fire hovedområder skal fungere som en slags helpdesk i denne turbulente overgangsfase.

På vegne af universitetsledelsen
Jørgen Jørgensen, universitetsdirektør.