En professor i musikvidenskab på Aarhus Universitet har ifølge Dagbladet Information fået en påtænkt advarsel fra sit institut på Arts, hvor et af kravene ifølge avisen er, at hun ikke skal ”bryde fortroligheden”, men gå ind i den faglige dialog i ”en urban tone”.
Den påtænkte advarsel er blot det foreløbigt sidste skridt i en sag, der blandt andet har afstedkommet utallige læserbreve og kronikker og en massiv kritik i medierne, fordi universitetet, ifølge musikprofessoren selv, knægter hendes ytringsfrihed. Ledelsen på hendes institut siger derimod, at sagen i stedet handler om arbejdsklima og samarbejde.
Hvad der er op og ned, ved reelt kun dem, der har set sagens akter eller været en flue på væggen til de mange møder og forsøg på mægling. Men sagen rejser et vigtigt spørgsmål for alle medarbejdere på hele universitetet – og det stillede vi rektor Lauritz B. Holm-Nielsen.

Kan jeg kritisere ledelsen eller det faglige niveau på Aarhus Universitet uden risiko?
– Jeg vil gerne understrege, at jeg udtaler mig rent principielt og ikke vil gå ind i den konkrete sag, som handler om noget helt andet end frihed til at ytre sig. Alle medarbejdere kan selvfølgelig frit udtrykke det, de vil. Ytringsfrihed er en forudsætning for et universitet, og ingen medarbejdere skal være i tvivl om, at der både er plads til og forventning om, at man bruger den. I min tid som rektor er der mig bekendt heller ingen eksempler på, at aktiv deltagelse i debatten har haft negativ indflydelse på en persons karriere.

Er der forskel på, om jeg kritiserer ledelsen eller mine kolleger?
– Egentlig ikke. Men når man kritiserer kolleger, er det vigtigt, at kritikken bliver fremsat med respekt for individet, for faglig mangfoldighed og for det kollegiale fagfællesskab. Det er så afgørende, fordi et godt og konstruktivt kritisk fagfællesskab på universitetet er afgørende for dets udvikling. Det samme hensyn behøver man ikke tage, når man kritiserer ledelsen. Som leder skal man bekymre sig mindre om sig selv i den sammenhæng og være med til at sikre, at alle frit kan udtrykke sig, og at universitetets og medarbejdernes frihedsrettigheder er uantastede.
Men generelt om kritik vil jeg godt påpege to ting. For det første må man forudse, at det forventes, ikke mindst fra universitetsansatte, at kritikken står på et faktuelt korrekt grundlag og at kritikkens konklusioner kan debatteres. For det andet skal man selvfølgelig være klar til – uanset om man kritiserer ledelsen eller kolleger – at lytte til deres svar.
Jeg mener også, at det af og til overses, at der med de meget store frihedsgrader vi har på universiteterne også følger ansvar. Ansvar over for os selv som individer, for vores fag og for de mange ressourcer samfundet betror os. Men alt i alt mener jeg, at den enkelte medarbejder har ubegrænset frihed.

Det har været fremme i flere medier, at medarbejderne oplever en ”tavshedskultur” på AU, hvor man ikke tør sige sin kritik. Hvad siger du til det?
– Det har jeg godt lagt mærke til, men jeg mener, det er ubegrundet. Jeg har utallige gange opfordret til åben og kritisk debat, og jeg deltager gerne selv i den. Jeg har i flere ledende artikler i den tidligere universitetsavis Campus og Augustus, og i dagspressen gennem årene klart og tydeligt sagt, at jeg opfatter det som mit fornemste job at forsvare den enkeltes frihedsrettigheder. Så sent som til juletalen forsvarede jeg medarbejdernes ret til at kritisere mig – og jeg har ikke oplevet, at medarbejdere eller studerende har holdt sig tilbage. Og juletalen mundede da også ud i en rigtig spændende diskussion med de nye medarbejderrepræsentanter i bestyrelsen hvor der ikke blev lagt fingre imellem.
Jeg synes også, at jeg i både interne og eksterne medier ser, at medarbejderne og de studerende ytrer sig om forskellige ting eller for den sags skyld kritiserer ledelsen. Jeg gentager gerne, at sådan skal det være på et universitet.