Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvad nu, Egypten?

Uroen ulmer i Mellemøsten efter det egyptiske diktaturs fald. Det er meget usikkert, hvad egypternes oprør vil munde ud i, siger mellemøstforsker.

Demonstranterne på Tahrir-pladsen var enige om, at præsident Mubarak skulle træde tilbage. Hvad der nu skal ske, er de ikke enige om. Foto: Scanpix

Mellemøsten genlyder i denne tid af utilfredse råb. Demonstrationerne mod de forhadte diktatorer begyndte i Tunesien, nåede et foreløbigt højdepunkt med det egyptiske diktaturs fald og har spredt sig til flere andre lande i regionen. Aarhus Universitet afholdt for nylig en paneldebat om Mellemøstens fremtid. Her udtalte Morten Valbjørn, adjunkt ved Institut for Statskundskab, at vi er vidner til ganske usædvanlige begivenheder.
– Mellemøsten er ikke det samme i dag, som det var for en måned siden. Vi ved, der er forandringer, men vi ved endnu ikke til hvad, siger han.
Optimister sammenligner de egyptiske demonstranter på Tahrir-pladsen med de folkemasser, der i 1989 væltede Berlinmuren med en demokratisering af Østeuropa som resultat. Pessimister frygter derimod, at islamister nu overtager magten i Egypten og indsætter et præstestyre – som det skete i Iran i 1979.
Men der er mange andre mulige udfald af situationen i Egypten.

Militæret tager magten

– Vi skal ikke nødvendigvis tænke enten Østeuropa 1989 eller Iran 1979. Der er mange andre mulige historiske analogier at tage fat på. Man kunne for eksempel tænke på den franske revolution i 1789. Den revolution endte faktisk i et terrorregime. Det er langt fra sandsynligt, at det vil ske i Egypten, men det er ikke umuligt, siger Morten Valbjørn.
En anden oplagt analogi er militærkuppet i Egypten i 1952, hvor kongen blev afsat, og militæret tog magten. Militæret indsatte civilt styre og gik i gang med at lave en liberal forfatning, men alligevel endte man med et militærstyre, der varede tres år. Generalerne holdt op med at bære uniformer og begyndte at bære jakkesæt. Er det, vi ser i Egypten nu, blot et nyt militærkup?
– Militæret er loyalt i forhold til egne interesser, ikke i forhold til folket. En stor del af Egyptens økonomi er i dag styret af militæret, og hvis dette skulle under civil kontrol, ville det udfordre militærets interesser, vurderer Morten Valbjørn.

Demokrati en mulighed

Der er dog også mere positive historiske analogier, når vi skal gisne om udfaldet af oprøret i Egypten. I Tyrkiet har vi set en demokratisk udvikling og en voksende civil kontrol med militæret. I Indonesien, som havde militærstyre i 20 år, er der i dag sket en fredelig overgang til et demokratisk styre.
– Det indonesiske styre er karakteriseret ved at optage alle politiske kræfter, herunder islamistiske. I det indonesiske parlament sidder der fire islamistiske partier, men de har ikke stor støtte i befolkningen og er indbyrdes splittede. Så det at acceptere, at islamistiske partier stiller op til demokratiske valg, er ikke ensbetydende med et præstestyre, siger Morten Valbjørn.
Det er ellers lige præcis det, mange europæere er bange for. Helt konkret frygter mange i Ves-ten, at den egyptiske, islamiske bevægelse ”Det Muslimske Broderskab” for alvor får vind i sejlene i kølvandet på urolighederne.

De Muslimske Brødre

Det Muslimske Broderskab har spillet en stor rolle i Egypten som den eneste store organisation uden for Mubarak-regimet. Broderskabets vision er et islamisk samfund styret af sharia, og det har støtte fra mellem 10 og 30 procent af den egyptiske befolkning. Støtten har sin naturlige forklaring, mener Mark Sedgwick, lektor ved Arabisk- og Islamstudier.
– Mange støtter De Muslimske Brødre, fordi de i lang tid har været det eneste alternativ til Mubarak-regimet. Men hvis folk får alternativer, vil de også begynde at støtte andre partier. De Muslimske Brødre vil være en vigtig aktør i Egyptens fremtid, men jeg tror også, de vil blive en minoritet, siger Mark Sedgwick.
Det store problem i Egypten lige nu er, at demonstranterne ikke har en fælles ideologi og organisation, og at de politiske partier er svage. Der er et vakuum. Vesten kan hjælpe med at opbygge og rådgive reelle politiske partier, men ikke meget mere end det.
– Historien viser en lang række eksempler på mislykkede interventioner fra Vestens side. Vi skal indse, at vores indflydelse er begrænset, siger Mark Sedgwick.


 

Sagt i debatten:

Den 16. februar 2011 afholdt Aarhus Universitet paneldebat om Mellemøstens fremtid.
I panelet foran det propfyldte auditorium sad Morten Valbjørn, adjunkt ved Institut for Statskundskab, Mark Sedgwick, lektor ved Arabisk- og Islamstudier og Thomas Fibiger, ekstern lektor ved Afdeling for Antropologi og Etnografi.
Her er nogle citater fra debatten:

"Måske ender Egypten med ”Mubarakism without Mubarak"
Mark Sedgwick

"Man spørger måske sig selv: Kunne de  ikke bare indføre en europæisk model?"
Studerende

"USA har gode kontakter til det egyptiske militær"
Morten Valbjørn

"The hip-protestors på Tahrir-pladsen er unge, veluddannede og globa­liserede mennesker. De er faktisk mere globaliserede end mange af os."
Mark Sedgwick



Der har været demonstrationer i Golfen de sidste mange år. Bahrain er for ­eksempel det land i verden med flest demonstrationer målt efter indbyggertal
Thomas Fibiger