Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Hvorfor har håndværkerne så store hænder?

Spørgsmål: Har håndværkere som tømrere og murere større hænder end andre mennesker?

Illustration: Louise Thrane Jensen

Svar:

Peter Holm-Nielsen, lektor på Institut for Biomedicin

– Store, høje mennesker har store lemmer. Dermed også store hænder. Jeg er rimelig høj, derfor har jeg også store hænder. Det, som håndværkere kan have, er en mere fyldig hånd. En, der ser større ud. Hvis man har et arbejde, hvor man for eksempel løfter tunge ting, får man en øget muskelmasse samt en øget mængde væv i under- og overhuden. Man får simpelthen mere fylde i sine hænder. Jeg kan for eksempel huske landmænd fra min barndom med rigtig store hænder. Det havde de på grund af deres tunge manuelle arbejde. Når man bruger sine hænder meget, giver det større håndmuskler, mere fedt- og bindevæv i underhuden og tykkere hud. Hvis man slider meget på sin hud, ordner organismen det sådan, at man får tykkere og mere modstandsdygtig hud. Folk, der arbejder med tunge ting i hverdagen, har derfor mere fyldige hænder end andre. Ikke nødvendigvis større hænder – fordi med større hænder mener jeg sådan en ordentlig lab. Håndværkerhænder er muligvis bredere, men ikke længere.
Man har en stor hånd, hvis man kan holde en basketball, når den vender nedad. Det kan en lille hånd ikke klare. Det kræver en lang hånd med lange fingre. På den måde kan man teste, om man har en stor hånd.

Kan der blive strakt i knoglerne, når man løfter meget i hverdagen?
– Nej. Måske ændrer knoglestrukturen sig en lille smule, men de bliver ikke længere, derimod kan de blive tykkere.
Hvis man løfter meget i hverdagen, træner man de muskler, der sidder i hånden. De ligger hovedsagelig omkring tommel- og lillefingerbalden, og der ligger også nogle muskler inde i hulhånden. Disse muskler kan godt blive større, hvis de bliver brugt meget i det daglige.