Aarhus Universitets segl

Identitet er kun for de voksne

Af Steffen Videbæk Petersen, fysikstuderende

Mailadresser

20063609@student.au.dk bliver efter alt at dømme det nærmeste, jeg kommer at have en identitet på AU med det kommende fælles mailsystem – intet om min faglige tilknytning eller mit navn. Det er ifølge en ledelsesbeslutning uvigtigt. Adressen vil stå som afsender på alle e-mails, jeg sender, for det valgte system understøtter ikke flere afsendere pr. bruger.

Som det er nu, er jeg heldig at have en mailadresse ved mit institut, spet@phys.au.dk, og af den ses min faglige tilknytning og (en del af) mit navn. Begge dele er jeg stolt af, begge dele fratages jeg. Min identitet som fysikstuderende og stolthed over at være det er tilsyneladende ligegyldig. Jeg reduceres til en generisk studerende med et numerisk id, et Bjørnebanden-nummer, noget, der kan udtrykkes som en stregkode.

Ved enhver systemomlægning foretages valg og fravalg. Det er naturligt og forståeligt. Det er til gengæld uforståeligt, at ingen blandt universitetets 45.000 studerende er blevet spurgt om deres ønsker i denne sag. Dialog skaber tillid og forståelse, men det har universitetsledelsen fravalgt her. Der er tale om at omlægge min identitet, og jeg finder det uanstændigt, at det gøres ved en enerådig ledelsesbeslutning.

Der er mange måder at håndtere identiteter og tildele mail-adresser på, hvilket kan ses på de vidt forskellige praksis på tværs af universitetet. Ønsket om at forene disse er rent ledelsesmæssigt også forståeligt, men at den bedste løsning skulle være ubetinget ensretning, er meget tvivlsomt. Vi er ikke ens, og vi deler ikke behov og ønsker. Det er mig derfor ubegribeligt, at der ensrettes efter laveste fællesnævner.

Alt dette gøres med henvisning til AU’s brandingstrategi. Universitetsledelsen har af flere omgange gjort det klart, at jeg ikke læser fysik ved Institut for Fysik og Astronomi, men ved Aarhus Universitet.

For det første har jeg min daglige gang på mit institut: Jeg er en del af det og det af mig. For det andet er det på instituttets hjemmeside ganske klart, at det er en del af Aarhus Universitet: en hjemmeside, som min mailadresse henviser til.

Debatten omkring mailadresser har tidligere verseret her i UNIvers. Her lagde universitetsledelsen op til, at alle VIP'er skulle have en @au.dk-adresse og dermed skulle miste tilknytningen til deres institut udadtil. Efter mange gode argumenter, særligt omkring betydningen af at repræsentere sit fag, sit institut og AU, gjorde ledelsen sin beslutning om og lod VIP'erne beholde deres tilknytning til institutterne og dermed til deres faglighed. Det er mig en gåde, hvorfor faglig tilknytning, stolthed og identitet skal forbeholdes VIP'erne.

At VIP'erne fik lov at beholde deres mailadresser ved institutterne, løste ud over tilknytningsproblemet et andet problem: Det var ikke muligt at give alle noget meningsfyldt foran @’et, hvis alle skulle dele @au.dk. Dette problem findes ottefoldigt, hvis studerende skal dele @student.au.dk, og vil efter alt at dømme resultere i brugen af årskortnumre, Bjørnebanden-numre eller batch-id’er fra pølsefabrikken AU.
Udadtil vil jeg kendes ved mit navn, jeg vil have lov til at være stolt af mit fag, og jeg vil ikke anonymiseres.


Svar

Af projektleder Jens Hørlück, AU IT
og brandingchef Svend Aage Mogensen, AU Kommunikation


Kære Steffen

Du kritiserer to punkter i den nye mailadresse:
•    Du savner tilknytningen til det institut, der udbyder undervisning.
•    Du vil gerne have et mere personligt præg på mail-navnet (det foran @).

Aarhus Universitet ønsker at skabe et indre uddannelsesmarked, der skal gøre det nemmere at kombinere uddannelser på tværs. Mange studerende læser allerede i dag en to-faglig bachelor, skifter studium eller kombinerer en bachelor i et fag med en kandidat i et andet fag. Det bliver meget omstændeligt, hvis mailadressen skal skifte, hver gang man kombinerer eller skifter fag. Og hvilken mailadresse giver vi til en studerende med en bachelor i historie, som studerer på kandidatuddannelsen i oplevelsesøkonomi?

På mange fag kommer underviserne også fra flere institutter og ikke kun fra det institut, som faget er organisatorisk forankret ved, og den tendens må vi forvente bliver stadigt tydeligere. Så der er en logik i, at maildomænet er ens for alle studerende.

Mailnavnet er en anden sag. Ud over de 40.000 nuværende studerende skal vi tildele over 10.000 mailnavne til nye studerende årligt, så det kan kun gøres ved automatisering ud fra det, vi kender: navn eller studienummer.

Om fire år har vi så 80.000 mailadresser, som skal være forskellige. Over 30.000 vil have de samme 20, mest almindelige, danske efternavne. Derfor bliver vi nødt til at sætte et løbenummer på dubletterne. Spørgsmålet er så, om det er mere personligt at hedde hanne.jensen.29@stud.au.dk end 20077887@stud.au.dk? Der blev oprindeligt foreslået studienummer, fordi det er enkelt, praktisk og kendt af alle studerende.

Vi har fået en lignende henvendelse fra Studenterrådet, som vi har inviteret til møde for at snakke sammen om behov og muligheder for udformningen af studerendes e-mailadresser.

Du kan læse om mailadresser til studerende på studerende.au.dk