Inspirerende tidsfordriv
Blogs om mode og livsstil er kommet for at blive. De giver et hurtigt fix af inspiration, underholdning og hverdagshistorier, siger blogforsker.
Blogs er blevet mainstream. Ifølge Danmarks Statistik har en fjerdedel af alle danskere læst blogs, mens 10 procent selv har skrevet på en blog, for eksempel i form af kommentarer. Over 70.000 danskere har deres egen aktive blog. Der findes blogs om alt fra strikkeopskrifter til storpolitik, og en populær genre blandt især unge er mode-/livsstilsbloggen, hvor bloggeren viser sin personlige stil på billeder og giver tips om mode, mad og musik. Men hvorfor vil så mange læse, hvad ukendte unge har købt i H&M, hvad de har lavet til aftensmad, og hvilken koncert de har været til? UNIvers har talt med blogforsker Stine Lomborg, der er ph.d.-studerende ved Institut for Informations- og Medievidenskab.
Hvorfor læser folk mode-/livsstilsblogs?
– Mange læser disse blogs for at få inspiration til for eksempel tøjkøb, boligindretning eller madlavning. Og så er denne type blogs ikke mindst en kilde til afslapning og underholdning på linje med modeblade eller andre medier. Modemagasiner udkommer typisk på månedsbasis, mens bloggen opdateres hele tiden og dermed er en konstant kilde til noget nyt.
Hvad får bloggerne selv ud at have en mode-/livsstilsblog?
– Bloggen er en personlig udtryksform, hvor man kan tage udgangspunkt i sig selv, sin personlige smag og hverdagsoplevelser. Man kan afprøve og få feedback på sit selvudtryk, og man kan lege med sin identitet. Endelig kan man diskutere den interesse, man nu har, med andre ligesindede, som man måske ikke lige har i sin vennekreds.
Hvorfor bliver nogle blogs så store?
– Imellem mange personlige bloggere synes der at være en gensidig ”kompliments-kodeks”: Hvis man kan lide hinandens blogs, lægger man en kommentar i bloggens kommentarfelt, der viser, hvem man er, og hvilken blog man selv har. På den måde gør bloggerne hele tiden opmærksom på sig selv, tiltrækker besøgende og danner netværk af trofaste læsere. Hvis en blog er interessant nok, bliver læserne ved med at vende tilbage.
Det er ikke ligefrem raketvidenskab, disse mode-/livsstilsblogs beskæftiger sig med. Er det en overfladisk verden?
– Jeg synes ikke, man skal gøre sig til dommer over, hvad der er højpandet og lavpandet i den her sammenhæng. Mange af de bloggere, jeg har talt med i forbindelse med min forskning, tillægger bloggen stor betydning i deres hverdagsliv, og de bruger timer på den hver dag. De mødes af og til med andre bloggere i det virkelige liv. På den måde har mange personlige blogs en stor værdi for brugerne.