Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Junior Fellows à la Harvard

Frie rammer og højt fagligt miljø skal lokke forskertalenter fra hele verden til Aarhus.

Aarhus Institute of Advanced Studies skal lokke forskertalenter fra hele verden til Aarhus. Foto: Jesper Rais | AU Kommunikation

Der er store forhåbninger til Aarhus Institute of Advanced Studies, som er et af de nye tiltag, universitetsledelsen og Aarhus Universitets Forskningsfond har afsat midler til.
Målet er, at unge topforskertalenter fra hele verden skal få lyst til at søge til netop Aarhus Universitet, fordi det er her, de får de bedste muligheder for at forfølge deres idéer – dels i form af et frit miljø, hvor de hverken er bundet af et bestemt institut, center eller hovedområde, dels i kraft en meget høj faglig sparring fra andre topforskere.
– Det er de bedste af de bedste, både nationalt og internationalt, vi vil tilbyde at blive Junior Fellows. Og håbet er, at de på sigt bliver så dygtige, at de kan gøre international forskerkarriere og på den måde bidrage til at gøre Aarhus Universitet kendt i verden for et sted med excellent forskning, fortæller Karl Anker Jørgensen, der er professor ved Kemisk Institut og medlem af forskningsfonden.

Ind i den globale kamp

De unge forskere tilknyttes universitetet som Junior Fellows, og deres idéer skal indgå i et både internationalt og interdis-ciplinært forskningsmiljø.
Inspirationen kommer blandt andet fra Harvards Junior Fellows-program, og her ser man eksempelvis en del nobelpristagere blandt de tidligere Junior Fellows.
– Det er den liga, vi skal op i. Det nytter ikke noget, at vi hele tiden bare siger, at vi er et universitet i verdensklasse. Hvis vi skal leve op til det, er vi nødt til at gøre noget for at komme op ad de globale rankinglister, og så må vi være nyskabende i kampen om at tiltrække de største talenter, siger Karl Anker Jørgensen.
Som Karl Anker Jørgensen ser det, går Aarhus Universitets nye satsning fint i tråd med de politiske udmeldinger om, at blandt andet universiteterne udgør en særlig motor i fremtidens muligheder for vækst i samfundet.