”Er I lovlydige borgere?” Højskolelærer Jens Horstmann kigger rundt på eleverne, der nikker. Han fortsætter: ”Men hvor mange har egentlig kørt uden cykellygter?” Alle rækker hånden op. ”Hvor mange har arbejdet sort?” En skov af hænder ryger i vejret. ”Hvor mange har kørt med bus eller tog uden billet?” Omkring halvdelen af eleverne rækker hånden op. ”Hvor mange har stjålet noget i et supermarked?” En enkelt hånd løftes tøvende i vejret. ”Hvor mange har stjålet noget fra et privat hjem?” Alle hænder bliver nu i skødet.
– Hvorfor er der forskel på lovovertrædelserne?, spørger Jens Horstmann.
– Det er umiddelbart svært at se, at man skader nogen, hvis man hopper på en bus uden billet, svarer en elev i hættetrøje.
– Præcis, råber Jens Horstmann: – Jo mere vi kan identificere os med offeret, jo mindre tilbøjelige er vi til at overtræde reglerne, siger han, inden gruppen går i gang med at diskutere, hvorfor der overhovedet er brug for regler i et samfund.

Skuespiller i maven

Regnen siler ned over Rødding Højskole, der har jura på programmet. Ti elever sidder i bløde, røde stole i et lokale, der ligner en krydsning mellem et gammeldags klasselokale og et privat hjem. Her er kogeplader, globus, tykke jurabøger på hylderne og billeder af Obama og
Kennedy på væggene.
Jens Horstmann taler højt. Tramper rundt i lokalet. Laver stemmer og fagter og får eleverne til at grine. Af og til henter han rekvisitter for at illustrere sine pointer, for eksempel et gevær. Han ligner ikke prototypen på en jurist. Det gjorde han heller ikke i studietiden.
– Jeg har altid haft en skuespiller i maven. Mens jeg læste, spurgte en af mine gode venner, der var gymnasielærer i Silkeborg, om jeg kunne tænke mig at underholde med jura til en juleafslutning på gymnasiet. Jeg skruede et foredrag, en quiz og et rollespil sammen til dem, og gymnasieeleverne syntes, det var skideskægt. Det var en kæmpesucces, så vi gjorde det igen, siger Jens Horstmann.
Der kom bud efter ham på efterskoler, og efterhånden var foredragsvirksomheden ”Jura for begyndere” en realitet. Mens han læste på kandidatuddannelsen, hoppede han efter eget udsagn ”energisk rundt som en hyperaktiv trold” på landets efterskoler og gymnasier. Kort efter han blev kandidat, fik han stillingen som højskolelærer på Rødding Højskole, hvor han står for fagene ”Politisk perspektiv og USA”, ”Jura med hættetrøje” og ”Fodbold for nørder”. Plus alt det løse: studieture, elevdebatter, morgensang og fester.

Grundlovsbordtennis

Det bedste ved at være højskolelærer er ifølge Jens Horstmann, at han har frihed til at tilrettelægge undervisningen fuldstændig, som han vil. På et tidspunkt opfandt han for eksempel ”Grundlovsbordtennis”.
– Der er ingen mennesker på 19 år, som synes, det er spændende at høre om Grundloven. Derfor fandt jeg på, at vi skulle spille ”rundt om bordet” i bordtennis, og hvis man døde, skulle man fremføre en af grundlovsparagrafferne som skuespil. Der var et par elever, der lavede opera om ytringsfriheden, og nogle, som mimede værnepligten. Det var i bund og grund et latterligt påfund, men det virkede, siger han.
Jens Horstmann møder af og til jurister, der ikke kan forstå, hvorfor en jurist vil være højskolelærer. Fordommene går typisk på, at Jens Horstmann enten har taget jobbet af nød, eller fordi han fik meget dårlige karakterer på studiet. Ingen af delene er sande.
– Hvis folk spørger, hvorfor en jurist i himlens navn bliver højskolelærer, så svarer jeg, at spørgsmålet snarere er: Hvorfor startede en, der gerne ville være højskolelærer, med at læse jura? Det mærkelige for mig er ikke, at jeg er højskolelærer, det mærkelige er egentlig, at jeg har læst jura. Og det var i virkeligheden lidt tilfældigt – jeg startede oprindeligt på historiestudiet, som ikke lige var mig, og derfor skulle jeg finde på noget andet, siger Jens Horstmann og afviser ikke, at hans forældre har spillet en lille rolle i valget: De er begge advokater.

Sjov med pensum

Sideløbende med jobbet som højskolelærer har Jens Horstmann både undervist og været eksaminator på Aarhus Universitet – både på jurastudiet og på cand.public.-uddannelsen, hvor han underviste i mediejura.
Når du træder ind på universitetet, kan du så godt lade være med at spille skuespil?
– Ikke helt. Jeg er ret sikker på, at de studerende på universitetet synes, jeg er en utraditionel universitetslærer. Og det selvom jeg dæmper mig meget. Men jeg ser ingen modsætning mellem at lære pensum og have det sjovt imens. Universitetet har stor fokus på forskning – man er en dygtig universitetslærer, hvis man har publiceret meget, mens der ikke er så meget fokus på, om man kan formidle sit stof. Jeg går meget op i den pædagogiske metode og tænker over, hvordan de studerende kan lære stoffet uden at kede sig ihjel imens.