Aarhus Universitets segl

Kandidat med stil

Uanset hvad du læser, dumper eksamensbeviset ind ad din brevsprække et par måneder efter, du har bestået din afsluttende eksamen og er blevet kandidat fra Aarhus Universitet. Men hvordan du bliver fejret, ser forskelligt ud alt efter, hvor du kommer fra.

Illustration: Louise Thrane Jensen

Boggave spejler fagspecifikhed

Det er meget forskelligt, hvornår på året de studerende bliver færdige på Antropologi og Etnografi. Det kommer an på, hvornår de har skrevet specialekontrakten under. Når dimittenden kommer ud fra det afsluttende forsvar, får vedkommende overrakt en gave af sin vejleder. Det er et antropologisk værk, så boggaven afspejler den specifikke faglighed. Det forlyder, at en officiel fejring er i støbeskeen. Instituttet er ved at stable en alumneforening på benene, og hvis det lykkes, baner det måske vej for et samlet arrangement.

Taler og dimittendnål

På det tidligere Handelshøjskolen er alle studerende til et afsluttende mundtligt forsvar. Dimittenderne fejres ved et formelt arrangement to til tre gange om året. Her er taler, et let traktement og musikindslag. Hver nyuddannet får en dimittendnål til at sætte i jakken og håndtryk af dekanen. Det er en større begivenhed, hvor familie og venner bliver inviteret med. Handelshøjskolen har en stor og aktiv alumneforening, der er med til at arrangere dagen.

Højtideligt lægeløfte

Kandidatafslutningen på medicin er en højtidelig dag. Alle dimittender og deres pårørende inviteres til et arrangement, hvor dekanen, en udvalgt studerende og en særligt indbudt gæst holder taler. Det kan for eksempel være chefen for Århus Sygehus eller formanden for Diabetesforeningen. Folk møder op i stiveste puds. En ad gangen kaldes dimittenderne op til dekanen for at aflægge deres lægeløfte. Efterfølgende er der lidt musik og vin til de indbudte. De studerende arrangerer selv en stor fest senere for alle kandidater.