Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kort til nærmeste øl

Nu er det slut med at løbe tørstig rundt fredag eftermiddag. Det nye kort kan blandt andet hjælpe dig med at finde den nærmeste fredagsbar.

Kortfunktionen på au.dk har fået et nyt design. Kortet er for eksempel blevet integreret med Rejseplanen, så man kan planlægge sin rejse til og fra universitetets bygninger med tog og bus. Manden bag renoveringen er Thomas Riis Hansen fra AU Kommunikation.
– Jeg håber, at brugerne vil opleve, at det nye kort er væsentlig hurtigere end det gamle, og at det er nemmere at finde rundt. Som noget nyt har vi valgt at bruge Google Maps til kortet, fordi det er meget fleksibelt og hurtigt, siger han.
En ny service til tørstige sjæle betyder, at det nu også er muligt at finde frem til den nærmeste fredagsbar på kortet.
– Fredagsbarer spiller en stor rolle for nye studerende, der skal til at indgå i et fællesskab. Med den her funktion håber jeg at hjælpe dem lidt på vej, siger han.

Nye tiltag i støbeskeen

I fremtiden kan vi måske forvente os endnu mere hjælp fra kortet på hjemmesiden. Der bliver ifølge Thomas Riis Hansen kigget på, hvordan man kan forbedre kortfunktionen yderligere.
– Vi har også tænkt på, at kortet skulle vise forskellige aktuelle aktiviteter rundt omkring på universitetet som for eksempel konferencer, jubilæer eller studiemesser. Så man kan bruge kortet til at finde ud af, hvad der rører sig på AU. Men det ligger lidt ude i fremtiden, siger han.


Kortfunktionen på AU.dk

Kortet er stadigvæk ret nyt. AU Kommunikation vil derfor gerne vide det, hvis man falder over en fejl eller mangel, når man bruger kortet. Henvendelse kan rettes aukort@au.dk.

Find kortet på: www.au.dk/om/organisation/find-au

Her er både et overordnet kort over AU’s enheder rundt omkring i landet og et detaljeret bygningskort.