Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Kulturvidenskaben får en ny platform

Forskerne på Arts skal fremover finde sammen i forskningsprogrammer. Det skal både styrke forskningen og tværfagligheden. Men nogle frygter, at den nye struktur vil gå ud over sammenhængen mellem forskning og uddannelser.

Illustration: Louise Thrane Jensen

Mere tværfaglighed og større fokus på forskning. Det er målet, når flere hundrede forskere på Arts nu skal organisere sig i forskningsprogrammer på tværs af faggrænser.
– Fakultetets forskningstyngde skal mere frem i lyset, som prodekan Anne Marie Pahuus udtrykker det.
– Kulturvidenskaberne lever i høj grad af deres uddannelser, hvor forskningen økonomisk set fylder meget mere på andre hovedområder på Aarhus Universitet, siger prodekanen for forskning og talentudvikling. Hun ser den nye organisation som en mulighed for, at forskerne bedre kan gribe politikernes invitation og opfordring til en mere praksisnær forskning, som også kan sikre kulturvidenskaberne en større del af de nationale og internationale forskningsbevillinger.
Selvom alle forskere nu deltager i forskningsprogrammer, betyder det ikke, at al forskningsaktivitet skal foregå i dem, understreger Anne Marie Pahuus.
– Programmerne er netværk, som skal fremme en kollektiv arbejdsform, der giver mening inden for de respektive fagligheder. Tanken er, at man i de enkelte programmer finder områder, hvor man har udbytte af at udveksle sit arbejde med andre forskere, forklarer prodekanen.
Hun ser også programmerne som en bedre integration af de ph.d.-studerende og juniorforskerne.
– Den har været forbilledlig nogle steder, mens den i andre miljøer har ladet mere tilbage at ønske, siger Anne Marie Pahuus.

Ikke på forskernes præmisser

Selvom tværfaglighed ikke er det eneste mål med forskningsprogrammerne, havde institutleder Bjarke Paarup på Institut for Kultur og Samfund gerne set flere fagligheder blande sig i nogle af de kommende ni programmer på dette institut.
– Jeg ville også ønske, at flere programmer rettede sig mere mod nogle af de udfordringer, som samfundet står over for. Men jeg er sikker på, at det kommer hen ad vejen, siger han.
Et program, der ikke signalerer tværfaglighed, kommer fra det tidligere Institut for Filosofi og Idehistorie. Her har seniorforskerne budt ind med et program, som foreløbig bærer titlen ”Program for filosofisk og idehistorisk forskning: Refleksion, perspektiv og kritik”.
De har valgt det fælles program for at undgå, at adskillelsen mellem forskning og undervisning bliver endnu større, som lektor Ole Morsing siger med henvisning til, at den nye struktur på Arts opererer med en dobbeltorganisering i forskningsprogrammer og uddannelsesfagudvalg (UFU) uden direkte sammenhæng.
– Det gør det næsten umuligt at opretholde en sammenhæng mellem forskning og undervisning, siger Ole Morsing. Han afviser, at programmet er udtryk for, at de to fag vil lukke sig inde eller forsøger at bekæmpe tværfagligheden.
– Tværtimod er det et forsøg på at fastholde den omsiggribende tværfaglighed, der udfolder sig hos os, uden at aktiviteterne skal puttes ind i en ramme, som kan komme til at skade mere end gavne. Risikoen er, at forskningen bliver a la de gamle østeuropæiske femårsplaner, hvor den skal passe ind i et program, så det ikke foregår på forskernes præmisser, siger Ole Morsing.
Han mener, at der på sigt kan blive tale om en fuldstændig ændring af universitetets fokus.
– Grænsen for pålagt og frivillig forskning – dvs. den forskning, der udspringer af alle de forskellige engagementer, man som universitetsansat er involveret i – flytter sig og gør det uoverskueligt, hvad der foregår, siger Ole Morsing.
Filosoffen Steen Brock er ikke enig med sine kollegaer på det gamle institut og er selv gået ind i et andet program.
– Filosofi er i forvejen et tværfag, og mine kollegaer mener åbenbart, at de en gang for alle har besluttet, hvor de hører hjemme. Jeg har mere tænkt på, hvad jeg gerne vil lave de næste tre år, siger filosofilektoren. Han ser det filosofiske og idehistoriske program som et desperat forsøg på at samle den forskning, der på det tidligere institut blev tvunget til at dele sig op i forskningsgrupper.
– Det ironiske er, at den opdeling nu bliver institutionaliseret, fordi de nye forskningsprogrammer skal opdeles i forskningsenheder. Det er et problem, fordi det ofte vil være enheder, der værner om forskellige typer fagligheder. Det er både forståeligt og legitimt, men mod ånden i processen, mener Steen Brock.

Vigtigt at bevare faglig identitet

For teologen, professor Svend Andersen, har det været vigtigt, at forskerne i de nye programmer kan bevare den traditionelle faglige identitet. Derfor er han også glad for, at institutledelsen har blåstemplet programmet ”Kristendom og teologi i kultur og samfund”. Det omfatter stort set alle teologiforskere fordelt på en række forskningsenheder, men åbner sig også mod andre fag.
– Omverdenen ændrer sig ikke efter AU’s ideer, så der er stadig noget, der hedder kirkehistorie, Gl. Testamente, systematisk teologi og så videre. Netop når AU lægger så stor vægt på at være synlig på det internationale landkort, må man tage et vist hensyn til, hvordan de faglige miljøer ser ud internationalt, begrunder han programmet, der skal sikre en sammenhæng i forskningen, så den også kan hænge sammen med undervisningen.
Svend Andersen tror, at forskningsprogrammet måske kan skabe en større sammenhæng mellem de forskellige teologiske discipliner, som på det tidligere Teologisk Fakultet havde tendens til at dele sig i grupper.
Også professor i Ny Testamente, Eve-Marie Becker, er tilfreds med resultatet.
– Det er generelt godt, at man fokuserer og synliggør forskningen i Aarhus. Mit eneste ønske har været, at vi kan fortsætte i de forskningsområder, vi hver især arbejder i, fordi de også er internationalt gældende. Men jeg vil gerne stå på to ben, hvor jeg i programmet kan arbejde kollektivt og mere eksperimenterende, siger Eve-Marie Becker. Hun regner med, at programmet også kan resultere i mere tværfaglige undervisningsforløb.
En af de forskere ”udefra”, der har meldt sig til ”Kristendom og teologi i kultur og samfund”, er historikeren Nina Koefoed. Hun fandt det oplagt at være med i forskningsenheden, der beskæftiger sig med reformationens virkninger i Danmark.
– Det passer utrolig godt ind i min aktuelle forskning i reformationens betydning for familierelationer. Og der, tror jeg, den ny struktur har lettet samarbejdet, siger hun.
Ideen om samarbejdet med teologerne spirede dog allerede for et års tid siden.
– Min primære forskning vil ligge i forskningsprogrammet, og den vil stadig hænge sammen med den undervisning, jeg varetager. Men jeg kan se en risiko for fællesskabet omkring undervisningen, når jeg ikke forsker sammen med dem, jeg deler gang med, siger Nina Koefoed.

Opdeling kan give problemer

Den organisatoriske opdeling af forskning og undervisning er et problem, mener kunsthistorikeren Camilla Paldam.
– Det er svært at se, hvordan det i praksis skal spille sammen, når lederne af de enkelte programmer har personaleansvaret for de tilknyttede juniorforskere, mens seniorforskernes personaleledelse ligger hos lederne af de undervisningsteam, der er tilknyttet uddannelsesfagudvalgene (UFU’er). Hvordan skal juniorforskerne så indgå i undervisningen? Og hvordan skal forskningen koordineres med UFU’erne? Vi har også en række discipliner, som direkte afspejler den aktuelle forskning og derfor skifter fra år til år. Så jeg håber, der bliver en koordination mellem de to grupper, siger Camilla Paldam.
Fra Institut for Æstetiske Fag har hun gode erfaringer med at arbejde i forskningsprogrammer.
– Det har været meget produktivt at arbejde sammen i større team, så længe forskningsfriheden er intakt. Og det ser den ud til også at være fremover, siger Camilla Paldam.
For lektor Peter Lauritsen er det tværfaglige samarbejde heller ikke nyt. Han forsker i it ud fra en humanistisk vinkel, og både det tema og mange samarbejdspartnere fortsætter i det ny forskningsprogram.
– Det bliver et åbent og inviterende program, men med større fokus på at kunne arbejde på tværs, siger Peter Lauritsen, der glæder sig over, at forskningen nu får mere opmærksomhed.
– Den har behov for bedre pleje. Og ud over penge kræver det også mere kollektive miljøer med bedre blik for de unge forskeres situation og mere dialog mellem forskerne om deres forskning.


FAKTA

Alle forskere på de tre store institutter på Arts og på det institutlignende Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier (CUDIM) skal fremover være med i et forskningsprogram. I hvert program oprettes et antal forskningsenheder.

  • På Institut for Kultur og Samfund er der ni programmer.
  • Institut for Æstetik og Kommunikation har oprettet otte programmer.
  • Ved CUDIM er det endnu ikke afklaret, om der skal være et eller to programmer.
  • Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) har haft programmer og enheder i flere år. Nye programmer er etableret ved at lægge nogle enkelte af disse sammen, således at der nu er ti.
  • Lederne af de tre institutter vil i løbet af de kommende uger udpege en leder for hvert enkelt program blandt de seniorforskere, der deltager i programmerne.
  • Størrelsen af programmerne varierer fra 15 til 40-45deltagere.
  • Programmerne skal løbe i tre til fem år med en evaluering efter to år.