Munken fra Wittenberg var en meget forudseende mand. Den senere præst og professor i teologi Martin Luther indså nemlig, hvor stærkt et medie Gutenbergs bogtrykkerkunst havde frembragt. Med bogen kunne masserne nu nås og påvirkes, og Luthers lille katekismus var derfor et tilsyneladende fredeligt men træfsikkert våben i hans kamp for at fjerne autoriteten fra paven.
I 1537 blev tyskerens lille katekismus oversat til dansk, og indtil for bare et par generationer siden var det en bog, som alle i hele Nordeuropa havde måttet bøje nakken over. Det er derfor den bog, der, med professor i pædagogik Ove Korsgaards ord, har haft den allerstørste betydning for dannelsen i vores del af verden.

Fra kristne til nationale dyder

– Før vi fik almueskolen herhjemme, var det kirken, der påtog sig opgaven med at lære folk at læse. Men det skete jo ikke ud fra et fromt ønske om at hjælpe analfabeterne. Kirken var meget bevidst om, at bogen var vejen til opdragelse af folket i den kristne tro, så de blev lydige og tjenstvillige undersåtter, forklarer Ove Korsgaard.
Tidligere troede man ikke, at den almindelige befolkning kunne læse, før det blev lovpligtigt med skolegang, men både svenske og danske undersøgelser har vist, at en betragtelig del af befolkningen faktisk lærte at læse op igennem 1600- og 1700-tallet. Netop i kraft af kirken.
I 1814 overtog skolen så opgaven, og læsning blev et helt centralt fag i almueskolen. Det blev dog stadig set som et middel til den rette dannelse, som i begyndelsen af 1800-tallet var præget af oplysningstidens idealer om en mangesidet eller encyklopædisk form for viden og en livsførelse præget af borgerdyd.
– Der sker et afgørende skred med dét syn på dannelse i slutningen af 1800-tallet. På det tidspunkt er vi som nation stadig rystede oven på nederlaget til tyskerne i 1864, hvor vi mistede Slesvig og Holsten. Det er her, det store nationale dannelsesprojekt sætter ind, og i skolen får eleverne derfor et selvstændigt fag, der hedder dansk. Og samtidig bliver ordet almueskole skiftet ud med begrebet folkeskole, fortæller Ove Korsgaard.
Dansk bliver herefter opfattet som skolens vigtigste fag, vigtigere end religion. Og for poderne i både den stråtækte og i gymnasieskolen stod der Falkenstjerne på den fælles læsebog, hvor de obligatoriske dannelsestekster især var et udvalg af dansk litteratur – med Oehenschlägers digt Guldhornene som den centrale dannelsestekst.

Ønske om kanon i borgerdyd

Ideen om en fælles litterær kanon for dannelse begynder så småt at smuldre i løbet af 1970’erne. I 1975 indføres det såkaldte ”udvidede tekstbegreb” i folkeskolen, og den samlende bog i dansk litteratur bliver afløst af blandt andet løsrevne fotokopier, reklameeksempler og tekster fra triviallitteraturen.
– Det sker som et oprør mod det, man kaldte ”Falkenstjerne-tyranniet” i både folkeskolen og på gymnasierne. Og opgøret indgik selvfølgelig i de livs- og samfundsreformer, som ungdomsoprøret for alvor igangsatte, forklarer Ove Korsgaard.
Siden er samfundet blevet endnu mere varieret med flere forskellige kulturer, religioner og etniciteter, og det kalder ifølge Ove Korsgaard på en fælles dannelsesreference i folkeskolen.
Han er udmærket klar over, at man ikke kan samle alle tekster i en og samme bog. Men han er overbevist om, at læsning stadig er en vigtig vej til dannelse.
– Jeg mener, der er et behov for et dannelsesideal, som løfter sig over alle de forskelligheder, der er i samfundet i dag. Noget der samler os. Og jeg synes, skolen svigter sin dannelsesdimension ved ikke at have det. I dag kan det fag selvfølgelig ikke primært være en dansk litterær kanon; derfor er jeg fortaler for, at skolen indfører et fag i medborgerskab. At være medborger overskrider både kultur, etnicitet og religion – og det kunne være et fælles dannelsesideal, siger Ove Korsgaard. ?