Aarhus Universitets segl

Løb fra dine kolleger

Det er nu tid til at tilmelde sig DHL Stafetten 2011. Aarhus Universitet regner med igen i år at møde talstærkt op i Mindeparken.

I år kan medarbejderne selv bestemme, hvad der skal stå bag på t-shirten. Foto: Martin Gravgaard.

Du får sved på panden og god samvittighed. Du får frisk luft, smuk udsigt, pølser og øl. Og så får du ikke mindst en god mulighed for at hygge med dine kolleger. Aarhus Universitet deltager igen i år i verdens største motionsløb DHL Stafetten, og det er nu tid til tilmelding. Hele marts måned kan du tilmelde dig til løbet på atrium.au.dk. Det er gratis at deltage, og du bestemmer selv, om du vil løbe eller gå. Alle deltager i hold på 5 personer, så det handler bare om at samle en lille flok kolleger og finde et sjovt navn til holdet. Sidste år deltog næsten hver femte AU-ansatte i motionsløbet, og arrangørerne håber igen i år på stort fremmøde.
– DHL Stafetten er en oplagt mulighed for at mødes på tværs af universitetet, siger Iben Albæk Skrydstrup fra AU HR.

Find et slogan

Du kan være med til at bestemme, hvad der skal stå på ryggen af dine kolleger i DHL Stafetten 2011. Gå ind på Atrium og skriv dit forslag – konkurrencen varer til og med den 4. marts. Vinderen udpeges af AU HR og AU Kommunikation, og vinderen får sit forslag trykt på årets DHL t-shirt.
Information om tilmelding til DHL Stafetten sendes rundt til alle enheder den 2. marts, hvor tilmelding også åbner. Læs meget mere på atrium.au.dk.


 

 

AU i DHL

Aarhus Universitet deltager i DHL Stafet 2011 i:
•    Aarhus,
torsdag den 18. august
•    Odense,
torsdag den 18. august
•    København,
torsdag den 1. september