Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Mus giver ny viden om livets begyndelse

Karin Lykke-Hartmann har lært teknikken til avanceret genteknologi hos årets nobelpristager i medicin.

Karin Lykke-Hartmann i laboratoriet, hvor mus lægger krop til kortlægningen af de allertidligste stadier af celleudviklingen i æg, der lige er blevet befrugtet. Fotos: Lars Kruse

Hvorfor bliver nogle kvinder ikke naturligt gravide? Og hvorfor udvikler fostre sig forskelligt?
Det er nogle af de gåder om livets begyndelse, som Karin Lykke-Hartmann søger at opklare på sit laboratorium midt i Universitetsparken, hvor masser af mus udgør en stor og vigtig del af hendes forskning.
For det er dem, der lægger krop til, når udviklingsbiologen kortlægger de allertidligste stadier af celleudviklingen i æg, der lige er blevet befrugtet, eller laver musemodeller med væv fra humane æg for at kunne undersøge, hvordan ubefrugtede æg modnes, og hvordan det påvirker fosterudviklingen.
Den type forskning er selvsagt dybt kompliceret, og den 41-årige Karin Lykke-Hartmann har da også brugt mange år på at lære at mestre de avancerede teknikker, den kræver.
Teknikken lærte hun i reproduktionsforskningens mekka: det institut i Cambridge, som er grundlagt af og bærer navnet på en af årets to vindere af nobelprisen i medicin, professor Sir John Gurdon.
– Min forskning har paralleller til hans arbejde. Men hvor jeg arbejder med, hvordan det mandlige og især det kvindelige dna i æg udvikler sig, har Gurdon påvist, at det er muligt at tage færdigudviklet dna for eksempel fra en tarmcelle og flytte det til et æg, hvor det så bliver omprogrammeret til at udvikle sig til et foster, forklarer Karin Lykke-Hartmann.

Fra planter til mus

At Karin Lykke-Hartmann kom til at arbejde med mus og menneskets dna, var lidt af en tilfældighed. For det var egentlig studier af planteproteiner, der var emnet for det ph.d.-projekt, som i 1998 førte hende fra Københavns Universitet til Yale University i USA.
– Men da jeg kom derover, havde de sat en svensk postdoc på projektet. Jeg var selvfølgelig skuffet, men der kom så et projekt med studier af mus, hvor de samme proteinkomplekser indgik, så om det var mus eller planter, betød nok ikke så meget, fortæller Karin Lykke-Hartmann.
Hun fik også hurtigt resultater i sit arbejde med de såkaldt transgene mus, hun skulle lave, og fandt ud af, at det var det, hun brændte for. Med en ph.d.-grad på cv’et søgte hun i 2002 en postdoc på Cambridge University. Her havde en af John Gurdons kolleger, Magdalena Zernicka-Goetz, kort forinden haft en artikel i Nature Cell Biology om nye metoder til at fjerne genfunktioner i helt nybefrugtede æg.
– Det var lige mig, siger Karin Lykke-Hartmann, der i de næste fire år lavede screeninger af alle stadier i fosterets udvikling med penge i ryggen fra Statens Naturvidenskabelige Forskningsråd og siden et Alfred Benzon-stipendiat.

Butikken skal passes

Forskningen i Cambridge førte hende på sporet af, at rigtig meget er på færde under de første celledelinger, efter at et æg er befrugtet. Interessen samlede sig især om, hvorfor nogle særlige proteiner fylder meget på et bestemt tidspunkt i cellens udvikling, men ikke senere.
– Proteinet øremærker de mange gener, hvor det enten kun er dem fra faderen eller moderen, der skal aktiveres i cellen. Og det må ikke gå galt, for så vil fosteret i de fleste tilfælde ikke være levedygtigt, forklarer Karin Lykke-Hartmann om sit projekt.
Arbejdsdage på mindst 12 timer var normen i Cambridge, også i weekenderne.
– Man kan jo ikke bare lukke butikken ned. Skal man have resultater af museforsøg på nogle bestemte stadier, er man nødt til at være der – også om natten. Det fantastiske ved at være sådan et sted er så, at der er dedikerede forskere fra alle mulige steder, og man får mange gode input til sin forskning og bliver mere åben over for andre måder at gøre tingene på. Og så giver det virkelig meget på det teoretiske niveau og mange gode kolleger, som jeg stadig har kontakt med, fortæller Karin Lykke-Hartmann om årene på både Yale og Cambridge universitet.
Her mødte hun også flere molekylærbiologer fra Aarhus Universitet, blandt andet lektor Ditlev Brodersen, der i de år var postdoc i Cambridge, samt professor Poul Nissen, der var postdoc på Yale University. De var begge to med i projekter, som i 2009 blev belønnet med en nobelpris.
– De mente, de kunne bruge mine kompetencer i Aarhus. Jeg var dog egentlig indstillet på at vende tilbage til København, men AU var en god mulighed for at møde andre, der også arbejder med udviklingsbiologi. Så jeg søgte et Steno-stipendiat, og hvis jeg fik det, så var det her, jeg skulle være, siger Karin Lykke-Hartmann.

Orlov med begrænsninger

Og sådan blev det. Efter otte år ved to af verdens førende universiteter blev Karin Lykke-Hartmann i 2006 ansat ved det daværende Molekylærbiologisk Institut, hvor professor Poul Nissen var i gang med at søge penge til at etablere grundforskningscentret PUMPKIN.
– Han spurgte, om jeg ville være med i centret og lave musemodeller på de samme proteiner, som centret skulle analysere med krystallografiske modeller. For mig var det en enorm chance for at komme med på noget stort, hvor der også var penge til min forskning, siger Karin Lykke-Hartmann, der på sin nye arbejdsplads mødte den mand, hun i dag er gift med.
– Jeg valgte selvfølgelig en mand, der også er forsker og kan forstå, at jeg gerne vil arbejde med det her, siger hun med et smil.
Karin Lykke-Hartmann er for tiden på sin tredje barselsorlov inden for fire år.
Det med orlov skal dog tages med et gran salt. For der er stadig undervisning at passe, forskning at overvåge, ansøgninger at skrive og livlig mailkorrespondance om de artikler, som den tidskrævende forskning afføder.  
Og barselsorlov gør det bestemt ikke nemmere, fastslår Karin Lykke-Hartmann.
– Vi har dog efterhånden publiceret en del artikler, og en hel del er på vej. Man siger jo, at det er i det femte år, det hele vælter ud, så det skulle være næste år. Og det bliver det også.