Museet der skulle starte nyt fakultet
Det var dengang:Da jorden skulle gødes for Aarhus som universitetsby, blev et naturhistorisk museum et af de trumfkort, byen spillede ud.
Naturhistorisk Museem blev en realitet i 1921, syv år før universitetsundervisningen i Aarhus begyndte, og fejrer således i år 90-års jubilæum.
Samtidig er det i denne måned 70 år siden, Naturhistorisk Museum blev en del af Universitetsparken efter at have holdt til i otte lokaler på øverste etage af Læssøesgades Skole i de første 20 år. Museet rykkede den 10. maj 1941 ind i den bygning, som arkitekt C.F. Møller fik lov at stå for trods udbredt modstand mod hans første bygninger i Universitetsparken.
Stammen til den naturhistoriske samling blev for en stor del anskaffet med private midler bl.a. fra direktør Frederik Lausen fra Aarhus Oliefabrik. Han donerede i 1919 100.000 mark til indkøb af zoologiske præparater og videnskabelig litteratur fra Tyskland og stod også klar med en donation, da det kneb med penge til den første universitetsbygning, som blev indviet i 1933.
En anden bidragyder til det unge museums samling var den aarhusianske digter Hans Hartvig Seedorff Pedersen. Fra en større rejse til bl.a. Sydamerika hjembragte han bl.a. pindsvinefisk samt ”Rene zoologiske Vidundere (...): Sværdfisketænder saa lange som en Vognstang og Skildpaddeskjolde fra Kysterne af Galápagos”.
Den naturhistoriske samling var tænkt som grundlag for et naturvidenskabeligt fakultet, men det kom først i 1954 som det sidste af de fem fakulteter i Universitetsparken.
På den naturmuseale front byder året i øvrigt på endnu et jubilæum. Det er nemlig 100 år siden, Naturhistorisk Forening for Jylland blev stiftet. Med økonomisk støtte fra Århus Byråd var foreningen drivkraften i opbygningen af en samling til belysning af den danske fauna, som siden blev en del af Naturhistorisk Museum.