Ny kampagne skal sende studerende ud i verden
Alt for få danske studerende rejser ud med studiet. Det vil Internationalt Center nu lave om på med en ny kampagne, som stiller skarpt på udvekslingsopholdets mange muligheder.
Aarhus Universitet har allerede indgået udvekslingsaftaler med 100 forskellige universiteter i hele verden, og informationen om et semesters studier i udlandet – fra Barbados til Toronto – er derfor kun få museklik væk på Internationalt Centers hjemmeside.
Men på trods af de åbenlyst rige muligheder for at rejse ud er der imidlertid bemærkelsesværdigt få studerende, der benytter sig af dem. Internationalt Center har derfor netop iværksat kampagnen ”Dig + Verden”, som ifølge international koordinator Trine Høj Eriksen skal få de danske studerende ud i verden.
– Vi får rigtig mange udenlandske studerende til AU, men danskerne er ikke så gode til at rejse den anden vej. Med ”Dig + Verden” forsøger vi at etablere en balance i det regnskab og samtidig give vores studerende oplevelser for livet, siger hun.
Sværest med naturvidenskaberne
Trine Høj Eriksen fortæller, at kampagnens mål helt konkret er at få 150 flere udrejsende i 2012 end i det forgangne år.
– Det handler overordnet om at sætte tanker i gang hos de studerende og give dem inspiration. For når først de får øjnene op for deres mange muligheder, mener jeg ikke, målsætningen er helt urealistisk, siger hun.
Kampagnen henvender sig til alle AU’s studerende. Men der er dog især en bestemt gruppe, den forsøger at nå ud til.
– Naturvidenskaberne er helt klart de sværeste at flytte. Og det gælder ikke kun her på stedet, men også generelt, siger Trine Høj Eriksen og tilføjer, at ”Dig + Verden” derudover sætter fokus på de mange muligheder, som ligger uden for de engelsksprogede universiteter.
– Vi har rigtig mange gode aftaler i både Europa og Asien, som slet ikke bliver brugt nok, siger hun.
En på opleveren – og CV’et
Trine Høj Eriksen forklarer, at udlandsopholdet vil være en kæmpe gevinst for de studerende.
– De får en på opleveren af at rejse ud. Men derudover giver det også mulighed for at gøre CV’et lidt mere attraktivt og samtidig få en anden faglig profil, end man kan hjemme på AU, siger hun og understreger, at det slet ikke er så svært at rejse ud.
– På Internationalt Center stiller vi vores tid og viden til rådighed for de studerende og hjælper dem med alle de administrative procedurer, der er forbundet med at søge ud. Man behøver ikke at have nogen forhåndsviden for at komme og få sine udvekslingsmuligheder at vide, siger hun.