Aarhus Universitets segl

På hold med eliten

Det betyder ikke så meget i dagligdagen, at uddannelsen er klassificeret som elite. Men det kan betyde noget for jobsøgningen i fremtiden, mener et par studerende fra to eliteuddannelser på Aarhus Universitet.

Alle stirrer på PowerPointen. Hvis man ikke ved det, er det svært at se, at billedet, der er fremvist, forestiller en ko. For uindviede ligner det mere en omgang grumset klatmaleri. Men når man først har grejet det, er det nemt at se. Lektor Peer Bundgaard uddyber, at det hele handler om, hvilken viden man har, når man kigger. Hvordan hjernen er indstillet. Eller ”adjusted”, som han siger.
– Vi har altid undervist på engelsk, fordi kognitiv semiotik tiltrækker studerende fra udlandet, så det har ikke ændret så meget, at vi er blevet en eliteuddannelse, forklarer Peer Bundgaard senere.
Et af kravene til en eliteuddannelse er nemlig, at undervisningen foregår på engelsk. Et andet er, at det kræver et højt snit fra bachelordelen at komme ind på de kandidatforløb, der er klassificeret som eliteuddannelser. Det betyder, at de på Kognitiv Semiotik sorterer næsten halvdelen af ansøgerne fra.
– Det betyder ikke noget for mig, at det hedder en eliteuddannelse. Til gengæld tror jeg, at kommende arbejdsgivere vil se det som noget positivt. Især, hvis man søger arbejde internationalt, siger Kenneth Dahl, der går på sit andet semester af kandidatuddannelsen.

Elite som blikfang

Også Peter Bojsen Jakobsen fra elitekandidatuddannelsen i økonomi mener, at en kommende arbejdsgiver vil lægge mærke til betegnelsen elite.
– Måske især, fordi de ikke ved, hvad der ligger i begrebet, kan det være blikfang. Det er stadig forholdsvis nyt, så muligvis skal man lige forklare det, siger han.
For Peter Bojsen Jakobsen betyder elitestemplet blandt andet, at han skal gå på sommerskole og undervejs på uddannelsen tage tre fag på ph.d.-niveau i stedet for de normale fag på kandidatniveau. Et af dem er han i gang med i øjeblikket.
– Jeg kan tydeligt mærke, at det er meget sværere end de almindelige kandidatfag, jeg tog på sidste semester. Læsemængden er større og forventningerne højere, forklarer Peter Bojsen Jakobsen.
Sammen med en del af de andre elitestuderende har han også fået en kontorplads.
– Det giver et rigtig godt miljø, og man kan tydeligt mærke, at alle går op i deres studier.
Og stort engagement er også noget, de kan genkende på Kognitiv Semiotik.
– Det er studerende, der virkelig vil studiet, der går her, og det er rigtig fedt. Men om det er på grund af faget, eller om det er fordi, det er en eliteuddannelse, ved jeg ikke, siger Kenneth Dahl.
Hverken han eller Peter Bojsen Jakobsen fra Økonomi har oplevet stigmatisering på grund af elitebegrebet.
– Jeg synes, ordet er lidt misvisende. Alle kandidatuddannelser på universitetet er jo på en måde eliteuddannelser. Og jeg valgte det ikke, fordi det hed en eliteuddannelse, men fordi de fag, der var udbudt, interesserede mig, og derfor følte jeg ikke, at jeg havde noget at tabe på det, siger Peter Bojsen Jakobsen.


AU’s to eliteuddannelser
• Elite Graduate Programme in Cognitive Semiotics: to-årig elitekandidatuddannelse på Center for Semiotik, Nordisk Institut.
• International Master of Science in Quantitative Economics: to-årig eliteuddannelse på Institut for Økonomi.