Den 10. september: Et stenkast fra Obamas villa

Er på vej mod Chicago, hvor jeg skal tilbringe de næste fire måneder på University of Chicago. Jeg skal arbejde på min afhandling ”Håb”. I indledningen vil jeg blandt andet beskrive Obama som en af vores tids mest prominente håbsfigurer.
Jeg har aldrig tidligere været i USA, og allerede ved mellemlandingen i Helsingfors bliver det klart, at USA ikke er et hvilket som helst land at rejse ind i: Jeg bliver tjekket med ekstrem nidkærhed af en lavstammet, humorforladt finne.
Det hjælper på humøret at ankomme til et solbeskinnet Chicago. Ikke mindst, da det går op for mig, at min lejlighed på 1215 East Hyde Park Boulevard ligger et (ganske vist ambitiøst) stenkast fra den villa, som Obama-familien boede i, inden Barack fik arbejde i Washington, D.C. Familien er her stadig nu og da, og så spærrer Secret Service for gennemkørsel i de omkringliggende blokke, og almindelige mennesker skal fremvise gyldige legitimationspapirer blot for at komme hjem.     

Den 29. september: På kampagne for Obama

Har taget kontakt til Obama-kampagnens Field Office, der ligger midt i Chicago. Det er ikke et element i min afhandling, men jeg synes, det er oplagt, når nu jeg er her under valget og sympatiserer med Obama.
Er på vej til svingstaten Iowa sammen med en busfuld frivillige. Vi skal stemme dørklokker. Missionen er at få eventuelle støtter til at udfylde en formular, som giver dem mulighed for at brevstemme før valget den 6. november.
Obama vandt i høj grad valget i 2008, fordi det lykkedes ham at mobilisere en stor gruppe vælgere, der ikke plejer at nå til valgurnerne. Det er disse vælgere, vi vil have til at stemme per post, så der ikke kommer regnvejr, syge børn eller andre undskyldninger i vejen på valgdagen.
Folk er flinke i Iowa. Lard-familien inviterer på kaffe. Familiens ældste søn er i tvivl om, hvorvidt han overhovedet får lov at stemme efter at være blevet dømt for en lovovertrædelse for små 20 år siden. En kvindelig Romney-støtte er dog aldeles uinteresseret i at høre, hvad jeg har at sige om Obama og slår hurtigt kontra på min indledende kommentar med et: ”That’s nice – now get off my porch!”

Den 15. oktober: Desillusionerede ph.d.-studerende

En typisk dag på universitetet, hvor jeg er til undervisning hos filosofiprofessor Jonathan Lear, der har inviteret mig til Chicago i forbindelse med min ph.d.-afhandling. Efter forelæsningen snupper jeg en kop kaffe med et par af de øvrige ph.d.-studerende. Igen slår det mig, hvor desillusionerede mange af USA’s unge intellektuelle lader til at være over landets politiske tilstand. For nylig læste jeg et interview med forfatteren Jonathan Franzen, der uden omsvøb berettede, at ingen ordentlige mennesker længere kan holde ud at beskæftige sig med politik. Det er svært at vurdere politikerledens omfang for en udenforstående, men der er langt fra den håbefulde begejstring, jeg oplevede i bussen til Iowa, til den desillusionerede skepsis, jeg lægger øre til i selskab med de fleste af mine medstuderende. Det er som om, folk har tiltro til mennesket Obama, men ikke længere tør tro på, at politikeren Obama for alvor kan ændre på den mudderkast-kultur, der længe har plaget Washington.