Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Politikere er sjove for alvor

Obama gør det. Romney gør det. Og vores egen statsminister gør det. Krydrer deres politiske taler med mere eller mindre humoristiske elementer af fiktionalisering.

Eksempel på fiktionalisering: Da Obama stærkt presset af Donald Trump fremlagde sin fødselsattest, nævnte han, at han også gerne ville spille et klip fra sin fødselsvideo, hvorefter tegnefilmen Løvernes Konge rullede hen over skærmen. Foto: Colourbox

Da Obama 18 dage før valget med et humoristisk glimt i øjet forsøgte at fremstille sin modkandidat Romney som en vendekåbe ved at opfinde diagnosen ”Romnesia” (afledt af det engelske ord for hukommelsestab, amnesia, red.), var det et skoleeksempel på, hvordan politikere benytter fiktive elementer i deres taler.
– Man siger noget, der ikke er tilfældet, men man gør det så åbenlyst, at det ikke får karakter af at være en løgn, forklarer Henrik Skov Nielsen, der er centerleder på Aarhus Universitets nye Center for fiktionalitetsstudier. Sammen med kollegaen Stefan Iversen beskæftiger han sig blandt andet med fiktionalisering af tekster, der ikke traditionelt opfattes som fiktive, for eksempel politiske taler.
– Fænomenet er ikke nyt, men det er et teoretisk nybrud, der gør, at vi nu er i stand til at beskrive og diskutere fænomenet, fortæller Henrik Skov Nielsen.

Alvorligt ment

Både Romney og Obama benytter fiktionalisering i den igangværende amerikanske valgkamp. Især Obama er sluppet godt fra at bruge det retoriske greb, og her spiller troværdighed og publikums opfattelse af taleren en central rolle.
– Obama er god til det, fordi han har en stærk etos. Han trækker blandt andet på sin selvbiografi, der iscenesætter ham som en globaliseret verdensborger, siger Stefan Iversen.
– Det er også typisk for Obama at levere et budskab som dette med humor. Men det står ikke i modsætning til, at det er alvorligt ment, understreger Henrik Skov Nielsen.
– Fiktionalisering er et retorisk valg, der gør det muligt for taleren at sige ting, som man ellers ikke ville kunne slippe af sted med. Det kan lade sig gøre, fordi budskabet leveres på en måde, som har stor underholdningsværdi, forklarer Stefan Iversen.

Medierne modererer

Underholdningsværdien gør også, at budskaberne egner sig til medierne, blandt andet YouTube. Eksemplet i indledningen er set af knap en halv million på nettet, og denne eksponering er ikke uinteressant for politikerne.
Men medierne udgør også en risiko. Det har et par danske politikere mærket på den hårde måde, fordi den danske presse ikke kun viderebringer, men ivrigt tjekker politikernes påstande.
– Et eksempel er Anders Samuelsen, der endte i en offentlig forhandling om, hvorvidt han var løgner, fordi han i skattedebatten brugte et fiktivt eksempel, hvor han foregav at have fået lavet en håndvask, fortæller Henrik Skov Nielsen.
Da Helle Thorning-Schmidt til Folketingets åbning opfandt den fiktive skoledreng Emil, vakte det også kritik, at hun ikke havde valgt et eksempel fra virkelighedens verden, forklarer de to forskere.

Den offentlige debat

Brugen af fiktionalisering i politiske taler kan samtidig få konsekvenser for den offentlige debat.     
– Det er svært at imødegå fiktionaliseret argumentation med fakta, fordi den foregår på et så åbenlyst fiktivt niveau. Det betyder, at det er vanskeligt at diskutere påstanden på et faktuelt niveau, forklarer Henrik Skov Nielsen.   
– Det kan blive et problem for den offentlige debat, hvis folk ikke har tid til at opsøge den mere faktuelle og saglige logos-argumentation som modvægt til de sjove YouTube-klip med fiktionaliserede budskaber. Det stiller derfor store krav til medierne om at balancere budskabet, siger Henrik Skov Nielsen. Han understreger, at fiktionalisering er et retorisk værktøj, der som sådan ikke kan siges at være hverken godt eller dårligt.