Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Pres på frie forskningspenge

En stor del af basismidlerne til universiteternes forskning er båndlagt til andre opgaver. Det truer også den forskningsbaserede undervisning, lyder konklusionen i en ny ph.d.-afhandling.

Undervisningen på universiteterne mister sammenhæng med forskningen på mange områder, fordi flere og flere af universiteternes egne penge til fri forskning bliver brugt til forskning, der kan tiltrække eksterne forskningsbevillinger. Arkivfoto: Roar Lava Paaske

Danske universiteter får årligt mellem syv og otte milliarder kroner til at sikre den fri forskning. Men næsten halvdelen af disse såkaldte basismidler er på forhånd båndlagt til udgifter, som især skyldes krav, der kommer udefra.
– Det betyder, at basismidlerne langsomt bliver udhulet, og dermed er den forskningsbaserede undervisning også under pres, konstaterer Kaare Aagaard fra Dansk Center for Forskningsanalyse. Han har i sin ph.d.-afhandling "Kampen om basismidlerne" blandt andet analyseret, hvordan politiske krav påvirker basismidlerne, der samtidig udgør en faldende del af det danske forskningsbudget.
Men universiteternes egen fordeling af basismidler er også under pres, fordi andre forskningspenge i stigende grad går til færre og større strategiske områder.
– Det tvinger universitetsledelserne til at kanalisere basismidler til den forskning, der kan få del i de penge. På mange områder bliver de basismidler, der skulle sikre sammenhæng mellem undervisning og forskning, dermed eroderet, siger Kaare Aagaard.

Penge til undervisning

– I politikernes optik er basismidler et plusord, og de vil gerne fremstille det som om, universiteterne kan bruge de penge, som de vil. Men jeg synes, man kan diskutere den udlægning, når man ser, hvad de 7,4 milliarder kroner, som universiteterne fik i basismidler i 2010, blev brugt til, siger Kaare Aagaard. Han peger på tre store indhug i basismidlerne.
På grund af for lave taxametertakster for beståede eksamener mangler universiteterne ifølge egne opgørelser årligt 1,2 milliarder kroner for at finansiere deres uddannelser. Det beløb tages fra basismidlerne. Samme pengekasse bidrager også med omkring 400 millioner kroner årligt til fordoblingen af ph.d.-uddannede fra 2005 til 2010, fordi universiteterne ikke kunne finde den forventede eksterne finansiering af den opgave.
Endelig skal universiteterne også bidrage til finansieringen af den forskning, som eksterne partnere støtter. Den medfinansiering anslog Akademikernes Centralorganisation i 2009 til 2,1 milliarder kroner. Beløbet er sandsynligvis mindre i dag, bl.a. fordi Det Frie Forskningsråd og Det Strategiske Forskningsråd nu kræver mindre medfinansiering end tidligere.
Kaare Aagaard ser også andre bindinger af basismidlerne, som dog kan være vanskelige at opgøre.
– Det var penge fra basismidlerne, der betalte universitetsfusionerne i 2007, fordi de skulle være udgiftsneutrale for staten. Og efter ledelsesreformen i 2003 går der også flere basismidler til den omdiskuterede voksende administration på universiteterne, påpeger han.

Ingen fast størrelse

I sin afhandling dokumenterer Kaare Aagaard også, at basismidler ikke er en konstant størrelse, men tager form både efter de øvrige kanaler, der finansierer forskningen, og den måde, universiteterne ledes på.
– Basismidler er med til at finansiere nye aktiviteter på universiteterne og bliver prioriteret internt for blandt andet at opbygge stærke miljøer med mulighed for at opnå store bevillinger. På Aarhus Universitet ser vi også, hvordan basismidler nu bliver samlet i ledelsespuljer, hvor forskerne så kan søge bevillinger, forklarer Kaare Aagaard og understreger, at det endnu drejer sig om relativt små beløb.
– Når man snakker om basismidler eller frie midler, er det vigtigt at skelne mellem forskellige niveauer internt på universiteterne. Det, der er fri midler på rektoratsniveau, er ikke det samme som på institutniveau. Nu tilfalder penge i et vist omfang universitetsledelsen, som så beslutter, hvordan de skal fordeles.

Udvisker grænsen

Kampen om basismidlerne drejer sig i høj grad også om, hvad der er basismidler, og hvordan de opgøres.
– Grænsen mellem basismidler og andre penge til forskningen bliver i stigende grad udvisket, fastslår Kaare Aagaard.
Han peger bl.a. på UNIK-midlerne,  Matchfonden, øremærkningen af basismidler til ph.d.-satsningen på udvalgte områder samt de basismidler, der knytter sig til myndighedsbetjeningen, som bevillinger, der politisk bliver defineret som nye basismidler.
– Disse bevillingstyper har basalt set en anden karakter end traditionelle basismidler og placerer sig alle enten i en gråzone mellem frie og strategiske forskningsmidler eller mellem basismidler og konkurrenceudsatte midler. Så grænsedragningen mellem basismidler og andre typer af bevillinger er således langt mindre entydig end tidligere og er dermed blevet mål for en politisk definitionskamp, mener Kaare Aagaard.


OM BASISMIDLER

Danske universiteter fik i 2010 ca. 7,4 milliarder kroner i basis-bevillinger. Det svarer til omkring 56 procent af det samlede forskningsbudget i Danmark. For bare seks år siden dækkede basismidler næsten 70 procent af forskningen. Historisk skal basismidler sikre den frie forskning på individniveau og være fundamentet for forskningsbaseret undervisning.