Racisme! Racisme!
Hvordan omsætter man hardcore teori fra universitetet til konkrete ændringer i et samfund? Det er overvejelser, studerende Troels Primdahl tumler med i eksamensopgaver og feltstudium – og nu også i en nyetableret forening mod racisme.
Det hele startede med et ganske almindeligt praktikforløb.
26-årige Troels Primdahl læser æstetik og kultur på 9. semester, og ligesom mange andre studerende valgte han at krydre sit studie med en praktik inden specialet.
– Jeg valgte Indvandrerrådgivningen i Aarhus. Jeg fik til opgave dels at rådgive indvandrere i familiesammenføring, opholdstilladelser og så videre, dels at starte et projekt, der skulle undersøge den herskende racismeproblematik i Danmark og resten af Europa, siger Troels Primdahl.
Hos Indvandrerrådgivningen så han, hvordan selv små stramninger i udlændingepolitikken kan få helt store konsekvenser for eksempel for dem, der søger om at få deres familie til Danmark. I november kom en ny indvand-ringsprøve for ikke-EU-borgere. Fremover skal potentielle indvandrere kunne forklare det danske samfundssystem, og det skal ske på dansk.
– Det er absurd, at man skal tilegne sig det danske sprog, inden man overhovedet kan få lov til at ansøge. Og derefter venter krav om bankgaranti, tilknytningsforhold og så videre. Undtagen hvis man er på regeringens positivliste, selvfølgelig, hvor nogle grupper af højtuddannede får lettere adgang. Det vil udelukke størstedelen af alle ansøgere på forhånd.
Perker og perle
– Når vi i Danmark snakker om racisme, kommer det hurtigt til at handle om paragraffer. Det er politisk ukorrekt at sige neger og perker. Hvis nogen gør det, bliver de mødt af den typiske løftede pegefinger. Det var i store træk det, som kom ud af perker/perle-sagen, siger Troels Primdahl.
Han mener, at den eksisterende modstand mod racisme har fat i den gale ende. Det ender med overfladisk symptombehandling i stedet for at se på de bagvedliggende årsagssammenhænge.
– Det er nærmest blevet et forventet ritual, at venstrefløjsaktivister reagerer med en skinger fordømmelse af den onde højrefløj, mens de gør en række etniske minoriteter til de stakkels ofre. Så hedder det flødebolle i stedet for negerbolle, og begreber som mangfoldighed og integration bliver mere og mere banaliserede. Men politisk korrekthed ændrer tilsyneladende ikke noget ved den højredrejning, vi ser blomstre op overalt i Europa, eller ved de voldsomme stramninger i udlændingepolitikken.
Etisk overdrivelse
Umiddelbart kan det være svært at se den naturlige kobling mellem den teoritunge uddannelse og så indvandrerrådgivning. Men i løbet af årene på universitetet har Troels Primdahl læst mange radikale samfundstænkere, som han kalder dem. Tænkere, der undersøger nye måder at udøve samfundskritik på. En af tendenserne er, at denne gentænkning netop er mulig i kunsten.
– Især sidste halvdel af mit studium har jeg rettet fokus på forholdet mellem det æstetiske og det politiske. Herunder på nogle af kunstens undergravende potentialer. Og nu også på, hvordan man gennem kulturel praksis kan skabe ny opmærksomhed på nogle af samfundets konflikter, forklarer han.
– ”The Yes Men” er et godt eksempel på den type kunst, der kaster et kritisk lys over samfundets skyggesider, siger Troels Primdahl.
Kunstnerduoen The Yes Men udgiver sig for at være talsmænd fra etablerede organisationer som blandt andet verdenshandelsorganisationen WTO. Men de udtalelser, de sender ud, er absurde og overdrevne. For eksempel, at tredjeverdenslande frivilligt vil forsyne vestlige lande med slavearbejdskraft.
– Det er naturligvis en kritik af den kapitaliserede verden, vi lever i. Idéen er, at den absurde overdrivelse fremprovokerer refleksion, og at det så danner en god ramme for demokratisk debat.
Og det er nogle tilsvarende strategier, Troels Primdahl har trukket på i sit praktikarbejde. Blandt andet i forbindelse med etableringen af et nyt projekt NONAR, Nordic Network Against Racism.
Hvilken racisme?
NONAR er en sammenslutning af integrationsrelaterede interesseorganisationer, som arbejder på at skabe et kommunikationsnetværk i Norden. Troels Primdahl har desuden oprettet en aktivistisk underafdeling ved navn Racism Racism. Her arbejder frivillige med at udbrede en mere nutidig og nuanceret forståelse for racisme.
– Danmark erkender ikke, at vi udsætter bestemte grupper for racisme. Racismebegrebet er blevet tabuiseret og fejet af bordet som noget, der hører en svunden tid til, siger han.
Derfor har Danmark, til forskel fra vores nordiske naboer og andre europæiske lande, længe været bagud med antiracistiske initiativer.
– Det er noget af det, Racism Racism sætter fokus på. Vi har på ingen måde den endegyldige løsning på de aktuelle problematikker, men vi ønsker ganske enkelt at få folk til at tænke og tale om racisme med en fornyet undersøgende interesse.
Skrivebordskonstruktioner
Det er store tanker – tanker, som stadig i høj grad er på tegnebrættet. Noget, som Troels Primdahl også reflekterer over. For hvordan forbinder man årevis af teorilæsning, eksamensopgaver og et speciale, der snart banker på døren, med organisationsarbejde, som ender med at gøre en reel forskel?
– Vi forsøger med en anden tilgang end den, vi ser i dag. Det er for impotent bare at stille sig op og råbe, at nogen bliver diskrimineret, og at vi derfor vil af med alle racister, forklarer han.
Under Kulturnatten i november 2010 stod Troels Primdahl sammen med NONAR bag et større teaterevent: Fordommens Carnivalesque. Teatersekvenserne virkede stærkt provokerende på mange tilskuere, hvilket også var meningen. Derfor var der en tilstødende debatcafé med plads til, at publikum kunne snakke om og bearbejde stykket.
– Jeg har forelsket mig i at koble min teoretiske baggrund fra studiet med praksis. Det er en krævende udfordring at udkrystallisere de samfundskritiske strategier til noget konkret og konstruktivt. I længden bliver det for utilfredsstillende at sidde med næsen i en bog og bare skrive abstrakte skrivebordskonstruktioner, siger han.