Aarhus Universitets segl

Sådan bor de nye studerende ...

Der er mange måder at bosætte sig på som studerende, alt efter hvad pengepungen giver grønt lys til. UNIvers har set på nogle af de forskellige måder at bo på – fra campingvogn til lejlighed.

Charlotte Møss Nielsen: Bor i campingvogn på Ajstrup Strand Camping. Foto: Lars Kruse
Niels Moeslund: Bor hjemme ved sine forældre i Stautrup. Foto: Lars Kruse
Kristian Kristiansen: Er lige flyttet i lejlighed i Aarhus N. Foto: Lars Kruse
Anne Bisgaard: Bor i kollegiet Vilhelm Kiers i Aarhus. Foto: Lars Kruse

Chalotte Møss Nielsen er 20 år og bor i campingvogn på Ajstrup Strand Camping 20 kilometer syd for Aarhus. Hun er lige begyndt på første semester på fysik.

Hvorfor bor du, som du gør?
Fordi jeg ikke kunne få en bolig i Aarhus før midt i september. Jeg kommer fra Vestjylland, så det var ikke så oplagt at tage toget. Så fandt jeg ud af, at min kærestes forældre havde en rigtig fin
campingvogn, og så var det problem løst. 

Hvordan har du det med at bo sådan?
Det er lidt ligesom at være på ferie. Indtil videre har det været fint, så jeg er ikke blevet træt af det endnu.

Hvad er fordelene ved din boligform?
Vi bor lige ved stranden, så man kan altid lige gå derned. Det er faktisk også lækkert at komme lidt i kontakt med naturen. Der er også en kæmpe græsplæne lige ude foran vores dør, hvor vi kan
nyde det gode vejr.

Hvad er ulemperne ved din boligform?
Det er selvfølgelig, at man skal gå lidt langt for at komme op at tisse. Man skal også lige vænne sig til at dele bad og køkken med andre.


Niels Moeslund er 21 år og bor hjemme ved sine forældre i Stautrup. Han skal til at starte på andet semester på medicin.

 

Hvorfor bor du, som du gør?
Jeg bor i Aarhus i forvejen, så jeg bliver rykket bagud i boligkøer. Det spiller også ind, at jeg er lidt kræsen, så jeg flytter ikke lige til Gellerup eller Skjoldhøjkollegiet.

Hvordan har du det med at bo sådan?
Jeg har det lidt ambivalent med det. På den ene side er det fantastisk at bo hjemme og ikke skulle tænke over alle de praktiske ting, men på den anden side er det også lidt pinligt.

Hvad er fordelene ved din boligform?
Jeg har mere tid til at dyrke ting i min fritid, fordi mine forældre står for husholdningen. Samtidig bor jeg gratis, så jeg har også lidt mere økonomisk råderum end mange andre.

Hvad er ulemperne ved din boligform?
Jeg bor otte kilometer fra centrum, så det kan godt være besværligt, når man skal hjem fra byen. Det er helt klart også sjovest at bo ude, når man har en pige med hjemme, så man slipper for de snagende forældre.

 


Kristian Kristiansen er 20 år og er lige flyttet i lejlighed i Aarhus N. Han skal til at begynde på HA-international med engelsk.

 

Hvorfor bor du, som du gør?
Jeg bor i lejlighed, fordi det var det mest oplagte for mig som nytilflytter fra Horsens.

Hvordan har du det med at bo sådan?
Rigtig godt. Min storebror har boet lige i nærheden, så jeg føler en kæmpe tryghed ved stedet. Da han boede her, var det lidt som et ”home away from home”, så det har ikke været særlig barskt at flytte herop.

Hvad er fordelene ved din boligform?
Jeg sætter pris på muligheden for at være herre i eget hus. Når man bor i lejlighed, skal man ikke stå til regnskab over for andre. Hvis jeg føler for at lade opvasken stå en dag, kan jeg gøre det. Jeg kan gøre, hvad der passer mig.

Hvad er ulemperne ved din boligform?
Der er et stykke vej til centrum, så jeg kan ikke lige spontant lave en aftale med én om at mødes nede i byen. Hvis jeg skal derned, skal jeg til at tage en bus. Det er også lidt irriterende, at jeg er omringet af pensionister her i opgangen.

 


Anne Bisgaard er 24 år og bor på kollegiet Vilhelm Kiers i Aarhus V. Hun studerer nordisk og samfundsfag på snart niende semester.

Hvorfor bor du, som du gør?
Jeg havde søgt alle mulige mærkelige steder. Jeg fik det her sted, da jeg begyndte at studere på universitetet, og nu er jeg blevet rigtig glad for at bo her. Til at starte med havde jeg nok ikke regnet med at skulle bo her i fire år.

Hvordan har du det med at bo sådan?
Jeg har det rigtig godt med at bo her. Det er perfekt for mig at bo sådan, for vi har det rigtig hyggeligt. 

Hvad er fordelene ved din boligform?
Det er det sociale samliv. Man har et dejligt uforpligtende forhold til hinanden sådan et sted. Vi hygger os rigtig meget sammen. Vi ser fjernsyn sammen om aftenen, fester i weekenderne, og om sommeren griller vi. Vi har det rigtig godt sammen og passer på hinanden.

Hvad er ulemperne ved din boligform?
Jeg synes ikke rigtig, at der er nogen. Måske er det lidt for langt fra byen, men så lang tid tager det heller ikke at cykle derned.