Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Sandheden er måske derude

Filosofi og idéhistorie. To beslægtede fag, som for udenforstående er næsten det samme. ”To fag frem” har sat en filosof og en idéhistoriker stævne, og det viser sig, at de er grundlæggende uenige om: sandheden.

Filosoffen Morten Dige (t.v.) ønsker fast grund under fødderne. Idéhistorikeren Mikkel Thorup lever fint med en vis grad af faglig skizofreni. Foto: Lars Kruse | AU Kommunikation

For få uger siden dræbte amerikanske specialstyrker Osama bin Laden. Men var det egentlig moralsk rigtigt eller forkert at slå den verdensberømte terrorist ihjel? ”Det er et svært spørgsmål”, siger filosof Morten Dige og idéhistoriker Mikkel Thorup samstemmende. Så langt er de enige. Men filosoffen og idéhistorikeren har forskellige faglige tilgange til spørgsmålet om, hvorvidt drabet på Osama bin Laden var retfærdigt.
– Der er mange faktuelle omstændigheder omkring begivenhederne, som stadig er uklare. Men hvis bin Laden var en direkte trussel, så kan mordet på ham være retfærdigt ud fra normative paradigmer om retfærdig krig, siger Morten Dige, lektor i filosofi.
Mikkel Thorup, lektor i idéhis-torie, vil derimod ikke besvare spørgsmålet – i hvert fald ikke som idéhistoriker. Spørgsmålet om, hvorvidt mordet på bin Laden kan retfærdiggøres eller ej, er nemlig ikke et idéhistorisk spørgsmål.

Sandhed eller sandhed

– Vi kommer ikke med normative udsagn. En idéhistorisk behandling af mordet på bin Laden ville bestå i en rekonstruktion af det forestillingsunivers, vi bruger til at fortolke mordet. Er det retfærdig krigstraditionen, tyranmords-traditionen eller snigmordstraditionen, vi tager fat i? En filosof vil være optaget af at bestemme sandhedsværdien af udsagn, hvor vi som idéhistorikere vil være optagede af at finde ud af, hvordan forskellige sandhedskonstruktioner opstår, bliver opretholdt og afløst af andre, siger Mikkel Thorup.
Netop spørgsmålet om sandhed er afgørende for at forstå den filosofiske og den idéhistoriske tilgang. Ifølge filosoffen Morten Dige er filosofien altid på jagt efter idéer, som er sande – til alle tider.
– Engang troede folk, at jorden var flad. En idéhistoriker vil undersøge, hvorfor de troede det. En filosof vil sige: Det kan godt være, de troede det, men det er falsk, og det var det også dengang, siger Morten Dige, inden Mikkel Thorup tager over:
– Det er meget muligt, men det er ikke så interessant. Som idéhistorikere er vi optagede af de historiske sandheder. I øvrigt er kriterierne for et godt argument også historisk foranderlige, siger han.

Forskel på temperamenter

Morten Dige fastholder, at de gyldige idéer er dem med de gode argumenter. Om det er den evige sandhed, ved vi strengt taget ikke, men vi kan altid undersøge, hvilke synspunkter der har de bedste argumenter for sig – og holde fast i dem. Det er ikke spor historisk, siger han.
– Når man i det gamle Grækenland sagde, at det var i orden at undertrykke kvinder, fordi kvinder ikke var rigtige fornuftsvæsener, så var det falsk – også dengang. Selvom tankerne blev gjort gældende, var de ikke gyldige. Kvindeundertrykkelse er altid forkert, og i denne sammenhæng vil jeg opfatte det meste af det, idéhistorikerne kommer med, som en lang bortforklaring, siger han.
Mikkel Thorup erkender, at idéhistorikere på nogle punkter bliver nødt til at være lidt skizofrene.
– Jeg er sådan set enig i, at kvindeundertrykkelse altid er forkert, men jeg har ikke noget behov for at hænge det op på en eviggyldig sandhed. Man kan godt indse sandheders historiske relativitet og alligevel tro på dem og kæmpe for dem, siger han.
”Irrationelt”, lyder Morten Diges dom over denne holdning. Han lufter dog også tanken om, at der simpelthen er forskel på idéhis-torikeres og filosoffers temperament.
– Måske hører det det filoso-fiske temperament til, at vi gerne vil finde noget, som faktisk holder – ikke bare fordi, jeg mener det. Er det sandt, fordi jeg mener det, eller mener jeg det, fordi det er sandt? Vi tager ofte fejl, men det er ikke desto mindre et frugtbart ideal at have, siger Morten Dige.

Større arbejdsrum

Idéhistorien ønsker ikke på samme måde fast grund under fødderne. Det giver en større frihed, mener Mikkel Thorup.
– Det er selvfølgelig et problem, at vi ofte får spørgsmål, vi ikke kan svare på som idéhistorikere, men vores tilgang giver større arbejdsrum og giver os mulighed for at sætte ting sammen på en noget mere usystematisk facon, end mange filosoffer ville bryde sig om. Desuden har vores konklusioner ikke den samme endelighed som filosoffernes. Nogle gange tænker jeg, at jeg slet ikke turde være filosof, for jeg ville være nervøs, hver gang jeg skulle lave en konklusion – det skal jo angå det universelle!
Denne nervøsitet kender Morten Dige godt, og det maner til forsigtighed, siger han. 
– Filosoffer ved godt, at mange filosoffer før dem har taget fejl. Det er uhyre vigtigt at have en bevidsthed om sine egne forudsætninger. Det er et integreret element i filosofien at have denne selvkritik, siger Morten Dige.

Medietække

En helt afgørende forskel på filosofi og idéhistorie er valget af kilder. Hvor filosofien typisk beskæftiger sig med de store, ofte døde, filosoffer, beskæftiger idéhistorien sig i princippet med alle idéer. Mikkel Thorup har for eksempel beskæftiget sig med Osama bin Ladens taler – dem ville Morten Dige som filosof ikke kaste sig over. Filosoffen mener, at idéhistorikernes materiale ofte har mere medietække end filosoffernes.
– Idéhistorikeren behandler ofte emner, som er velkendte og eksponerede. Hvis du siger, du forsker i Osama Bin Laden eller X-Factor, så ved alle, hvad det er. Ikke mange kender de amerikanske retsfilosoffer, jeg beskæftiger mig med, siger Morten Dige.
Mikkel Thorup tilføjer:
– Men når journalister gerne vil vide, om noget er rigtigt eller forkert, er det nok mere filosoffer, der leverer den vare, der forventes. Det idéhistoriske svar vil ofte være så langt, at journalisterne forlader os – uden at være sikre på, at de egentlig fik svar på det, de spurgte om.