Søg frit i forlagets bøger
Aarhus Universitetsforlag har som de første i Danmark digitaliseret alle udgivne bøger og gjort dem søgbare. På den måde kan forskere og studerende meget nemmere finde lige den tekst, de skal bruge.
Søger du efter ”Schrödingers kat”, bliver du sendt til bogen Naturerkendelse og videnskabsteori. Spørger du, hvorfor ”gode og slette rammes lige hårdt”, ender du i oversættelsen af Augustins mammutværk Om Guds Stad. Og taster du ”den hippokratiske ed”, kommer en artikel i Romantikkens verden frem blandt resultaterne.
Aarhus Universitetsforlag har som det første forlag i Danmark digitaliseret hele sit 260.000 sider store bagkatalog og i samarbejde med Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek gjort hvert enkelt ord i bøgerne søgbare online.
– Det passer med vores forpligtelse om at stille viden til rådighed. Det er en klar målsætning både for digitaliseringsprojektet og forlaget, siger forlagschef Carsten Fenger-Grøndahl.
Han forklarer, at det i sig selv var en stor opgave at scanne papirsiderne i de over 1.000 bøger, der er udgivet på forlaget fra begyndelsen i 1985, og derefter omdanne bogstaverne til søgbar tekst. Men en mindst lige så stor opgave har været at håndtere rettighedsspørgsmålet i forhold til bøgernes forfattere.
Stort perspektiv
– Dengang forlaget begyndte, var der selvfølgelig ingen, der havde tænkt på, at verden kunne blive digital, og derfor er det heller ikke nævnt i forfatterkontrakterne fra dengang. Derfor har projektet været en kæmpemæssig rettighedsmæssig udfordring, som det tog flere år at få løst.
Løsningen blev at indgå en kollektiv kontrakt med Copydan, der forvalter rettighederne for de mere end 7.000 forfattere.
Den kollektive kontrakt åbner også nogle muligheder for at gøre bøgerne tilgængelige i fuld tekst
– uden at krænke forfatternes rettigheder men her har økonomien indtil videre sat en begrænsning. For især de ældste titlers vedkommende skal man stadig bestille en papirbog, når man har fundet en interessant bog online.
– Det er selvfølgelig helt klart, at perspektivet i det her arbejde er, at vi gerne vil stille alle vores bøger til rådighed digitalt i fuld tekst for alle brugere. Allerede i dag kan man låne omkring 200 af vores nyeste bøger som e-bøger, og vi arbejder løbende på, at det bliver endnu flere. Men bare det, at bøgerne nu er fuldt søgbare, så interesserede ikke skal nøjes med de søgeord, som nogen har tastet ind i systemet, det er noget af et skridt, siger Carsten Fenger-Grøndahl.
Man søger automatisk i fuldtekstudgaverne af bøgerne fra Aarhus Universitetsforlag, når man bruger søgefeltet på www.statsbiblioteket.dk