Aarhus Universitets segl

Spillende networking

Driv et fiktivt firma gennem fem kvartaler med det bedst mulige overskud. Sådan lød udfordringen til virksomheder og studerende, da Business Fight Night 2012 blev afviklet i Stakladen. Målet var at give studerende og virksomheder mulighed for at lære hinanden at kende.

Louise Ølgaard og Kasper Elkjær Nielsen fra PwC dystede sammen med Jonas Sølvsten Khalili og Jonas Winther Kristiansen om at blive vinder af Business Fight Night 2012 på Aarhus Universitet. Anstrengelserne rakte til en fjerdeplads. Foto: Lars Kruse

-Vi har hørt, at I har for mange ansatte, er det rigtigt?
Studenterspilleren fra et af de andre hold kigger ned over den konkurrerende virksomheds-spilleplade med blokken parat, mens Kasper Elkjær Nielsen, der er statsautoriseret revisor fra PwC, sidder ved bordet med de blå og røde medarbejderbrikker og svarer med sit bedste forhandlingsansigt på.
– Ja, nu har vi jo hørt, at de blå medarbejdere er meget efterspurgte i denne tid, siger han næsten uden at grine. 
Seriøse studerende og pænt klædte erhvervsfolk kan godt spille brætspil – og gå op i det.
Det bliver ret hurtigt klart, da ti hold dyster om at kunne kalde sig ”Årets Business Fighter” i Stakladen den 2. maj. Aftenen er et netværksarrangement for studerende og erhvervslivet, som blandt andet Studenterhus Aarhus har stablet på benene.
Hver ”virksomhed” består af to studerende og to repræsentanter fra forskellige store aarhusianske firmaer, der også lægger navn til de forskellige hold. Spillet er bygget op, således at en virksomhedscase skal drives i fem kvartaler, hvor der fem gange skal tages stilling til, hvor meget der skal bruges på markedsføring og medarbejderudvikling, hvor høj salgsprisen for den fiktive salgsvare skal være, og ikke mindst hvor mange af de ”røde” og ”blå” medarbejdere der skal ansættes – hver med deres særlige evner til at levere serviceydelser.
Til sidst skal der afleveres et komplet kvartalsregnskab, inden hver rundes vindere og tabere udråbes på storskærm ud fra, hvor gode eller dårlige deres valg har været for virksomhedens overskud.

Både faglighed og fornøjelse

– Rød markedsføring holder vi på et minimum, ikke? Det giver ikke ret stor ekstragevinst, så vidt jeg kan se, lyder det til holdkammeraterne fra Jonas Sølvsten Khalili, der til daglig læser økonomi, men i dag deltager på PwC-holdet sammen med blandt andet Kasper Elkjær Nielsen.
Jonas Sølvsten Khalili fortæller, at spillet er lige dele fornøjelse, faglighed og networking.
– Nogle gange er det svært at komme ud og møde virksomheder direkte. Selvfølgelig er der en lang række erhvervsmesser, men der taler man bare hurtigt med virksomhederne, inden den næste i rækken kommer til. Her laver vi noget sammen, og det giver en meget bedre mulighed for at lære hinanden at kende, siger han.
Og selvom en stor del af deltagelsen handler om at have en sjov aften, er det heller ikke kun for skæg, at en virksomhed som PwC sender to hold med hver to medarbejdere til et virksomhedsspil, fortæller Kasper Elkjær Nielsen.
– Vi vil gerne være meget synlige i studiemiljøet, og vi gør meget for at præsentere virksomheden over for de studerende på uddannelsesmesser og via gæsteundervisere. Sådan et arrangement som det, vi deltager i nu, er bare en anderledes måde at gøre det på, fortæller han, inden han brat bliver afbrudt af endnu en studerende, der gerne vil købe fiktive ansatte.
– Som du kan høre, er det meget vigtige forretninger, der skal passes, smiler han.

Kunne spille ludo – næsten – Så er der tre minutter tilbage.

Efterhånden som aftenen skrider frem, bliver de strategiske beslutninger truffet med dybere og dybere rynker i panden, og tallene bliver nedskrevet i større og større hast, når spilmesteren skynder i mikrofonen for at få de komplicerede årsregnskaber afleveret til tiden. Alle grupper handler febrilsk indbyrdes, og trafikken på gulvet i Stakladen minder efterhånden mere og mere om scener fra filmen Wall Street.
Dorte Holst er medievidenskabsstuderende og aktiv i Erhvervsgruppen under Studenterhus Aarhus, der har stået for alt det praktiske omkring arrangementet. Hun fortæller, at meningen med aftenen blandt andet er at give de studerende et realitetstjek og at bringe de studerende og virksomhederne sammen. 
– Vi gør det så virkelighedsnært som muligt for at give de studerende en mulighed for at snuse til erhvervslivets præmisser, og hvad der kræves, når man kommer ud på den anden side. Grundlæggende kunne vi have sat dem til at spille ludo, mens de dannede netværk. Men vi har i stedet valgt at lade det ske, mens de dyster i et spil med fagligt indhold, siger hun.

De studerende er de bedste

Som spillet skrider frem, står det efterhånden klart, at det er aftenens mest specielt sammensatte hold, der løber med de største overskud. Studenterrådet stiller nemlig med både formand og generalsekretæren samt to forretningsudvalgsmedlemmer til et helt rent studenterhold.
– Mig og generalsekretæren, vi er også en virksomhed, og forretningsudvalgsmedlemmerne er også studerende. Vi kender bare hinanden lidt bedre end alle de andre, griner formand Per Dalbjerg.
Og efter sidste runde kan de studerende triumferende løfte pokalen foran alle de erfarne erhvervsfolk.
Selvom det kun bliver til en fjerdeplads, er økonomistuderende Jonas Sølvsten Khalili glad for sin aften på PwC-holdet.
– For det første har det været rigtig, rigtig sjovt. Både fagligt og socialt. Jeg synes også, at jeg er kommet tættere på dem, jeg har arbejdet sammen med. Så det har været en rigtig god og udbytterig aften, det må man sige.


Om Business Fight Night

Business Fight Night blev arrangeret af AU Center for Entreprenørskab og Innovation, Erhverv Aarhus, Økonomisk Forening, Studenterlauget og ikke mindst Mette Bygbjerg Petersen, Thais Kvisgaard og Dorthe Holst fra erhvervsgruppen under Studenterhus Aarhus. Selve spillet blev afviklet af paghConsult.

Har du fået lyst til at teste dine evner som virksomhedsleder, så vender arrangementet tilbage næste år. Du kan se hvornår i løbet af foråret 2013 på studenterhusaarhus.dk