Studenterhuset mister måske millionstøtte
Et nyt forslag lægger op til at skære alvorligt i den kommunale støtte til Studenterhus Aarhus. Det kommer bag på både universitetsledelsen og Studenterhusets direktør.
Det gik ellers lige så godt. Efter flere år med tårnhøj husleje og alt for få besøgende flyttede Studenterhus Aarhus tidligere i år fra Toldboden og ind bag Stakladens gule mure på Aarhus Universitet, hvor det økonomiske overskud og de studerende vendte tilbage. Oven på succesen har Aarhus Kommune nu imidlertid lagt op til gradvist at afvikle det milliontilskud, de har ydet til Studenterhus Aarhus siden åbningen i 2004. Det betyder, at studenterhuset allerede næste år vil miste 325.000 kroner.
– Og i 2013 står vi til at miste yderligere 250.000. Så mange penge bliver svære at finde uden at lave besparelser. Også selvom vi ikke længere kører med underskud. Det er smaskhamrende ærgerligt, for der var lige kommet rigtig god fart i tingene, siger direktør for Studenterhus Aarhus Anne Thorø Nielsen.
Svært at betale gæld
Forslaget om at afvikle studenterhusstøtten blev fremlagt på et magistratsmøde den 3. november – en slags formøde til byrådsmøderne. Her anbefalede de fremmødte rådmænd sammen med borgmesteren, at støtten bliver skåret, men der er endnu ikke dato på, hvornår forslaget bliver behandlet i byrådet.
Af referatet fra magistratsmødet fremgår det, at Studenterhus Aarhus samtidig forventes at betale af på den gæld, der opstod på grund af den dårlige økonomi før flytningen.
– Jeg har svært ved at se, hvordan det harmonerer med over en halv million færre støttekroner, siger Anne Thorø Nielsen.
Skuffet over udspil
Aarhus Universitets prorektor Søren E. Frandsen sidder også i bestyrelsen for Studenterhus Aarhus. Han er med egne ord ”skuffet” over kommunens udspil til reduceret tilskud.
– Da Studenterhus Aarhus flyttede til Stakladen, valgte Aarhus Universitet at modernisere de lidt ældre lokaler, så de blev målrettet Studenterhusets aktiviteter, og samtidig renovere Stakladen, så det i dag måske er byens bedste spillested. Alt sammen for at give Studenterhuset de bedste muligheder for at udvikle sig økonomisk bæredygtigt, siger han.
Søren E. Frandsen forklarer, at Aarhus Universitet moderniserede i forventning om, at husets øvrige interessenter – herunder kommunen – fortsat ville bakke op, i hvert fald indtil studenterhuset har fået en blot rimelig mulighed for at afvikle fortidens gældsætning.
– Aarhus Universitet har selvfølgelig en interesse i et stærkt studenterhus. Derfor håber jeg også, at forslaget om besparelser bliver taget af bordet. Men sker det ikke, må vi i Studenterhusets bestyrelse vurdere, hvilke nødvendige tilpasninger i husets aktiviteter, der må gennemføres, siger han.