Studenterrådet samler inspiration fra hele verden
Studenterrådet på Aarhus Universitet ruster sig til kampen mod forringelser af SU’en ved at samle erfaringer fra studenterbevægelser i hele verden.
Kampen mod de besparelser på SU’en, som regeringen varsler i 2020-planen, kommer formentlig ikke til at gå stille af sig. For Studenterrådet på Aarhus Universitet har taget initiativ til en international gruppe, der skal indsamle viden og erfaringer fra studerendes protestbevægelser i udlandet.
– I tilfælde af at det brænder rigtigt på herhjemme, vil vi gerne være klar til at kæmpe imod en eventuel SU-reform eller nedskæringer og forringelser af uddannelserne. Derfor samler vi inspiration fra hele verden i forhold til, hvordan man mobiliserer og organiserer en protestbevægelse, forklarer Simon Chievitz, der er koordinator for Studenterrådets internationale gruppe.
I både Spanien og Canada har studenterbevægelser det seneste års tid kæmpet indædt mod forringelser af velfærden og uddannelsessystemet. Derfor havde Studenterrådet i juni inviteret spanske Aitor Tinico til at dele sine erfaringer med at starte den spanske protestbevægelse Democracia Real YA! (Reelt Demokrati NU!, red.).
Succes med sociale medier
Protestbevægelsen, der blandt andet kæmper for mere velfærd og borgerinddragelse og mod finansverdenens magt, har med stort held benyttet de sociale medier i mobiliseringen af bevægelsen.
Selvom de danske studerende endnu ikke er på vej på barrikaderne med bannere og protestråb, så fik Simon Chievitz dog meget ud af foredraget med Aitor Tinico.
– Jeg synes, det var meget inter-essant at høre Aitor Tinico fortælle om opbygningen af bevægelsen og om kommunikationsvejene internt i bevægelsen. Uanset om man mener, at de sociale netværksplatforme er et centralt politisk middel eller ej, så må man anerkende, at de i Spanien har været i stand til at mobilisere hundrede tusinder af mennesker til at gå på gaden, mange gange over en længere periode, forklarer han.