Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Studerende formidler forskning

Firmaet Talerøret ansætter studerende og uddanner dem til foredragsholdere. Det er anderledes forskningsformidling med generalprøver, der er gratis og åbne for alle.

Alle kan få glæde af universitetsstof. Ud fra det mantra startede to studerende tidligere i år foredragsvirksomheden Talerøret, der ansætter aarhusianske studerende for at gøre dem til professionelle foredragsholdere, som efter et grundigt formidlingskursus skal rejse rundt i hele Jylland.
– Jeg kommer fra en lille sønderjysk by, og der sker det ofte, at man kører rigtig langt og betaler rigtig mange penge for at høre et foredrag, som viser sig ikke at være særlig godt. Der er et behov for gode, kvalitetssikrede foredrag der, hvor folk er. Og det behov forsøger vi at udfylde, siger den ene af grundlæggerne, Mie Nielsen.

Formidlingskursus sikrer kvalitet

Det er ikke tilfældigt, at foredragsholderne lige præcis er studerende.
– De er meget fleksible, og frem for alt har de den fordel, at de er unge og friske. Det gør det også nemmere at vinkle foredragene lidt skævt, siger Mie Nielsen.
Fleksibilitet og friskhed er dog ikke nok. For at sikre kvaliteten sender Talerøret således sine ti studerende igennem et omfattende formidlingskursus. Det skal de bestå, før de bliver ansat officielt.
– Her snakker vi først og fremmest vinkel. Den skal være original. Allerede tidligt i forløbet tvinger vi dem også til at formulere deres pointer i manuskriptform og på en måde, så de bliver forståelige for alle, siger Mie Nielsen.

Stor succes

Begge grundlæggere har erfaring med foredrag fra højskoleophold og søger løbende information om teoretiske formidlingsfif. Alligevel mener de ikke, man behøver være ekspert for at vide, hvordan et godt foredrag er.
– Nogle lærer med kroppen, andre med tørre tal. Vi forsøger at henvende foredragene til så mange forskellige intelligenser som muligt, så det er også vigtigt for os med et uafhængigt publikum til feedback, siger Mie Nielsen.
Det sidste led i formidlingskurset er derfor en generalprøve på foredraget, hvor både den kommende foredragsholders venner og familie og alle andre interesserede er velkomne. Både til at lytte og give feedback bagefter.
– Generalprøverne har været en stor succes. Sidste gang var der så mange tilmeldte publikummer, at vi var nødt til at flytte lokale. Foredragsholderne er også allerede blevet booket til efterskoler, højskoler og foreninger rundt omkring i hele Jylland, siger Mie Nielsen.


TALERØRET

Se mere på www.taleroeret.dk. Vil du gerne se generalprøverne, så tilmeld dig Facebook-gruppen ”FaSiA (Foredrag af Studerende i Aarhus)”.