Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Svar: Den faglige udviklingsproces set nedefra

Af Svend Hylleberg, dekan på Business and Social Sciences

Kære kolleger på Statskundskab.

Tak for jeres indlæg. Som I godt ved, deler jeg en stor del af de synspunkter, I giver udtryk for, og det gør resten af universitetsledelsen også. Jeg er således helt enig i, at kernefagligheden er afgørende. Uden den bliver de krav om interdisciplinaritet, som løsningerne af det moderne samfunds meget store problemer kræver, ikke andet end gode ord og tomme løfter. Bemærk, at jeg her anvender ordet interdisciplinaritet og ikke tværfaglighed. Begrebet tværfaglighed blev i min optik ødelagt i den periode, hvor nogle troede, at de kunne klare sig uden kernefaglighed. At kernefagligheden kommer først, kan imidlertid også udgøre en fare, fordi nogle så fejlagtigt kan tro, at kernefaglighed er nok, og det er den uhyre sjældent.

I ved også, at jeg er enig i, at universitetets indtægter i meget høj grad skal følge optjeningsprincippet, således at de enheder, der reelt tjener pengene, også får en meget væsentlig del af disse. Og det er da også, hvad der sker. At universitetets bestyrelse har besluttet, at 200 mio. kr. af universitetets indtægter på knap 6.000 mio. kr. – dvs. at godt 3 % skal være til rådighed for universitetets strategiske satsninger – er meget beskedent, set i en større universitetssammenhæng. Når man så ydermere betænker, at halvdelen af disse allerede er delt ud på hovedområder, og at Business and Social Sciences og dermed Institut for Statskundskab har fået godt en femtedel af pengene, er det næppe det, der vælter noget læs.

Jeg er selvfølgelig også enig i, at et budgetsystem, der giver incitament til pengeafbrænding, ikke er et hensigtsmæssigt system. Derfor har vi selvfølgelig heller ikke skabt et sådant. Det er besluttet, at hovedområdernes budget skal forsøges balanceret, men der er bestemt ikke nogen beslutning om, at ex post overskud inddrages. Samtidig skal det bemærkes, at det er hovedområdets budget, der skal forsøges balanceret. Men dette er ikke sket internt på Business and Social Sciences. Her forsøger vi at få balance mellem institutternes indtægter og udgifter på langt sigt. Og mig bekendt har reaktionen på Institut for Statskundskabs underskud i de senere år kun vist sig i form af et forslag om, at man optog lidt flere studenter. Er underskuddet på Statskundskab da begrundet i opsamlingen af midler til strategiske formål på universitetsplan? Nu er et underskud jo forskellen mellem de samlede indtægter og udgifter, og ikke mellem dele af disse. Men man kunne med lige så god ret hævde, at underskuddet skyldes væsentlige forbedringer af forholdene for instituttets medarbejdere, herunder mad- og kaffeordninger med tilskud, hovedområdets højeste lønninger til professorerne, osv. VIP-lønudgiften på Institut for Statskundskab er således steget fra 21,2 mio. kr. i 2007 til 26,8 mio. kr. i 2010, samtidig med at lønudgifterne på delregnskab 4+5 (eksterne midler) er steget fra 3,3 mio. kr. i 2007 til 8,0 mio. kr. i 2010.

Det forekommer yderst naturligt, at man i forbindelse med en fusion, som Business and Social Sciences er, udmelder, at man vil støtte initiativer, der ligger i fællesområder mellem fusionsparterne. At det skulle være et angreb på kernefagligheden er ikke rigtigt, medmindre man definerer kernefaglighed som det, der mere eller mindre tilfældigt har udviklet sig på en enhed. Og det er vist at gå for vidt i egen selvtilstrækkelighed.
Og så til navnet. Hvis man tog udgangspunkt i diskussionens heftighed, skulle man tro, at det er det emne, der sammen med farverne på murstenene, betyder mest for den faglige identitet. Branding var jo et hot emne for businesslitteraturen tidligere, men at institutnavne har en meget lille brandingeffekt, kan man se af den omstændighed, at Business and Social Sciences har enheder, der har skiftet navn adskillige gange i den tid, jeg har arbejdet på universitetet, uden at det har haft nogen målelig effekt på uddannelsernes og forskningens ”branding”.  At tillægge navnet en så stor betydning forekommer mig at være tegn på en manglende tillid til, at produkternes kvalitet kan bære. Endelig er vi jo ved at komme frem til navne, der synes acceptable for alle.