Tak for dansen
Kort før påske afholdt DMU personalekonference. Medarbejderne forberedte sig ved hjælp af faglige og sociale aktiviteter på at blive en del af Science and Technology og Fællesadministrationen.
"Du må ikke bruge hænder!” hviner én, da målmanden kaster sig efter bolden. De tumler ind i hinanden og ender grinende på gulvet i gymnastiksalen. Men det er bare om at komme på benene igen, for ligesom i almindelig bordfodbold går det stærkt, og straks er bolden videre. Tolv DMU’ere er bundet sammen med snore i en oversize, oppustelig bordfodboldbane. Spillerne er ikke lavet af rødt og blåt plastic, men af kød og blod, og den lille, hårde bold er skiftet ud med en blød af gummi.
”Sådan skal det være!” brøler det vindende holds kaptajn og deler high fives ud til sine medspillere, da kampen slutter.
Leg med legoklodser, gå en tur i skoven, og find din personlige farve. Det lyder umiddelbart som et frikvarter, men ikke desto mindre var netop disse aktiviteter noget af det, der optog medarbejderne fra det tidligere DMU, da de i begyndelsen af april afholdt den sidste personalekonference i DMU-regi.
Der blev dog ud over boldspil også debatteret faglig synergi, branding, påvirkning og håndtering af forandringsprocessen samt karrieremuligheder og personlig trivsel. I det store hele var temaet at finde ind til, hvordan de gode erfaringer fra DMU kan overføres til fremtidens AU.
En helt særlig identitet
DMU’ere er stolte af deres identitet, og der regerede en særlig holdånd på Hotel Nyborg Strand, hvor konferencen fandt sted. Men hvad vil det egentlig sige at være DMU’er? Og hvorfor er man så bekymret for at skulle være mere ”AU’er”?
– Det væsentligste, vi har, er vores frihed under ansvar. Det giver en tilfredsstillelse og arbejdsglæde, der gør os særlige. Og så har vi et godt kollegialt samvær! Det er vigtigt, at man føler sig tryg og glæder sig til at komme på arbejde, siger laborant Mette Thomson.
Som mange af sine kolleger peger hun på evnerne til at samarbejde på tværs, men hun er fortrøstningsfuld for, at de nye samarbejder også kommer til at gå godt. En forventning, hun deler med flere andre i løbet af konferencen.
– Man er bekymret for, hvordan der er i det klassiske universitet, i forhold til, at man forsker inden for sit eget lille felt, og om det samarbejde, vi er så gode til, forsvinder. Men er virkeligheden også sådan? Det kan jo være, vi bliver
overraskede, siger medarrangør Kirsten Bang.
Team spirit
Under konferencen blev der ud over faglige workshopper afholdt foredrag af blandt andre lektor Niels Villemoes, tale fra dekan Brian Bech Nielsen og forskerfight. Aftenerne var helliget sociale aktiviteter. For hvad er vigtigere for et godt samarbejde, end at man
også kan have det godt sammen
socialt?
– Det sociale er enormt vigtigt.
Man arbejder nu engang bedre, hvis man trives. Hvis man går og er trist, kan det ikke undgå at påvirke ens arbejdsindsats. Sådan
er det bare, siger Mette Thomson, som selv deltog i et kreativt malerværksted.
Mens en flok skutter sig i tæpper foran et bål på stranden og fortæller historier, nogle giver den gas i
en høvdingeboldkamp, og andre
har kastet sig over en øl i den der
til indrettede spillebule i kæl-
derbaren, har en flok svedende, glade DMU’ere stuvet sig sammen i et lille lokale. Bassen pumper, og rytmerne forplanter sig i hofterne. De danser zumba – og den får ikke for lidt! To timers godt humør og motion gør godt oven på en lang dag med faglige debatter og foredrag.
”Tak for dansen!” råber en medarbejder, da musikken ender.
DMU har produceret en 15 minutters video fra konferencen, som kan ses på bazaren.dmu.dk under "personale", "personalekonference 2011".