Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

The Lost Graduation

Amerikanske David Vranicar er både tidligere AU-studerende og international UNIvers-studenterskribent. Nu har han skrevet en bog om sine oplevelser som nyuddannet midt i en krisetid, og hvordan rejsen mod et fast arbejde indtil videre har bragt ham på en nomadetur verden rundt.

”Mom continued to implore patience. Dad, not so much.” David Vranicar i "The Lost Graduation" om at bo hjemme. Foto: Roar Lava Paaske

For millionvis af verdens unge er året 2008 skelsættende. Før det blev man tudet ørerne fulde med, hvordan en uddannelse var den sikre vej til job. At en stor del af arbejdsstyrken snart ville gå på pension og give god plads på jobmarkedet, og at arbejdsgiverne ville stå i kø, så snart eksamensbeviset var i hus.
Men så væltede økonomien som et overbelånt korthus. Ungdomsarbejdsløsheden voksede eksplosivt, og mange af dem, der blev færdige i 2008 og årene derefter, stod tilbage med en meget vanskelig jobsituation.
En af dem, der så jobmulighederne visne stort set samtidig med, at blækket på eksamenspapiret blev tørt, er den nyuddannede amerikaner David Vranicar. Han drømte om at bruge sin kandidatgrad i filosofi og sine mange fritidsjob som skrivende på blade i og omkring Colorado og Kansas til en karriere i journalistik.
Nu har den tidligere AU-studerende og studenterskribent på UNIvers skrevet en bog om sine egne oplevelser med at spejde forgæves efter beskæftigelse på et presset jobmarked, med at flytte hjem til forældrene igen som voksen og med at måtte rejse om på den anden side af jorden til Kina og Danmark for at kunne tjene til dagen og vejen. Bogen hedder ”The Lost Graduation”, fordi han mener, at krisen har kostet en hel generation af unge de muligheder, der burde følge med et eksamensbevis. 

Grin, så du ikke græder

– Der er dele af min historie, som er speciel. Det er selvfølgelig ikke alle, der tager til Danmark, og heller ikke alle, der underviser i Kina. Men den helt grundlæggende knibe, jeg endte i, da jeg blev færdiguddannet med kombinationen af store studielån og dårlige job-udsigter, er helt almindelig i både USA og i stigende grad i Europa, siger han.
Er det her en beskrivelse af din generation?
– Der er offentliggjort mange statistikker om krisen. Alle ved, at studielånene aldrig har været højere, og at ungdomsarbejdsløsheden også er ganske stor. Men jeg ville gerne gøre tallene levende og vise, hvordan det føles at klare sig igennem krisen som ung, siger han.
Du bruger meget humor i din beskrivelse af dine og din generations problemer. Er der noget at grine af?
– Nej, det er der ikke. Men i USA har vi en talemåde: ”Vi griner, så vi ikke græder.” Så det er derfor, jeg prøver at lave sjov med en ellers alvorlig situation, siger han.

Emigrerede som alle andre

Efter at have sendt dusinvis af ansøgninger og forsøgt at sparke enhver mulig dør til et job ind i hjemlandet USA efter universitetet besluttede David som så mange andre unge at immigrere – i første omgang til Kina som engelsk-lærer og siden til Europa og blandt andet Aarhus Universitet via Erasmus Mundus-programmet.
– Det var på ingen måde det, jeg havde planlagt. Da jeg blev færdiguddannet, prøvede jeg desperat at finde et arbejde i USA. Jeg ansøgte alle mulige steder, og jeg satte absolut ikke forventningerne særligt højt. Og at jeg derefter besluttede mig for at rejse til udlandet, krævede da, at jeg justerede mine drømme og de tanker, jeg gjorde mig om, hvor jeg skal arbejde i fremtiden.  
Du har oplevet både Danmark og for eksempel USA. Prøv at beskrive forskellen for unge arbejdsløse?
– Jeg tror, danskerne har en fordel, fordi det ikke haster helt så meget for dem med at få et godt og højtlønnet job. De har lavere studielån og ikke mindst offentligt betalt sygeforsikring. Det kan være en virkelig skræmmende situation at bo i USA som arbejdsløs med stor gæld, siger han.

Kast nettet bredt

I sin bog beskriver David Vranicar på galgenhumoristisk vis, hvordan han har sendt ansøgninger til hundredvis af medier i hele USA og flere gange har været få centimeter fra et job, men hver gang alligevel er blevet slået tilbage til start af nedskæringer, ansættelsesstop eller bare rene tilfældigheder.
Hvordan børster man det af sig, når man har været så tæt på at få et job?
– Det ved jeg ikke. Det var virkelig noget skidt. Der er ikke nogen nem måde at komme over den slags. Det var smertefuldt i situationen at få et afslag, men det blev endnu værre, da jeg efterhånden fandt ud af, at ingen virksomheder ansatte nye folk, så de få afslag i sidste ende kunne betyde, at jeg slet ikke fik et fast arbejde.
For halvanden måned siden fandt David Vranicar endelig et job, og han skal nu arbejde fuld tid som kommunikationsmedarbejder i Berlin i de næste 18 måneder. Dermed er hans internationale arbejdssøgnings-odysse midlertidigt slut.  
Nu blev du færdig i 2008 – men situationen ser mindst lige så slem ud for dem, der bliver færdige i 2011 og 2012. Hvad er dit gode råd til studerende, der er på vej ud på samme rejse som dig?
– Mit råd er, at du skal være klar til at nøjes og klar til at lede efter job på steder, hvor du normalt ikke ville kigge. Jeg underviste børn i Kina og tiggede om stipendier i Danmark, og jeg endte med at arbejde med kommunikation i Berlin. Hvis du kaster nettet bredt nok ud, fanger du formentlig noget. Men på den anden side så tog det mig fire år at finde et fast arbejde, så måske er jeg ikke den bedste til at give gode råd, siger han.    

The Lost Graduation af David Vranicar er på engelsk og kan købes som e-bogpå Amazon.com for 10 $.