På toppen af den røde seksetagers bygning 1461 i Nobelparken har en yngre forsker og en professor med en lang fortid på universitetet sat hinanden stævne. Søren Fauth – ung, internationalt anerkendt germanist og såkaldt professor med særlige opgaver – har dækket op med kaffe og Bastogne-kiks i det kontor, han for kort tid siden rykkede ind i som følge af de igangværende lokaleomrokeringer på Aarhus Universitet. Fra de halvtomme hylder springer halvanden meter Duden-opslagsværker i øjnene.
Under dem har klinisk professor Raben Rosenberg sat sig til rette i en stol, man kun rejser sig fra med besvær. Han tilhører 68-generationen, er psykiater, dr.med. og videnskabelig leder af Center for Psykiatrisk Grundforskning ved Psykiatrisk Hospital i Aarhus.
Det var Raben Rosenberg, som Søren Fauth pegede på, da UNIvers bad ham finde en samtalepartner fra et andet fakultet til en snak om tilstanden i Akademia set fra to generationers perspektiv.
– Jeg kender ham ikke, men ved han har en ægte humanistisk interesse eller dannelse, om du vil, begrunder 40-årige Søren Fauth valget af den lægevidenskabelige forsker, der blandt andet har været aktiv i og et år formand for Det Lærde Selskab i Aarhus.

Den forsvundne dannelse

Og netop dannelse eller manglen på samme bliver et tilbagevendende tema i samtalen mellem de to generationer.
Raben Rosenberg: Som jeg ser udviklingen, er vi i læge- og naturvidenskaben blevet meget fagkompetente inden for et snævert område. For eksempel kan man som molekylærbiolog vide en masse teknisk om, hvordan gener undersøges uden nødvendigvis at have en større biologisk forståelse. De håndværksmæssige kompetencer bliver større, men den universitære dannelse, som vi kendte den, forsvinder.
Søren Fauth: På humaniora sker det samme og dog alligevel på en anden måde. Tendensen er at være meget målrettet, fordi vi er underlagt fordringer, der kommer udefra. Af hensyn til karrieren er det vigtigt at levere meget, og selvfølgelig skal vi præstere, men det går ud over den brede tænkning eller måske rettere den kritiske tænkning inden for humaniora.
Raben Rosenberg: Under ungdomsoprøret så vi megen galskab med antipsykiatri osv., men dengang var fagets grundlagsproblemer og etiske problemstillinger tilløbsstykker. Det gælder ikke på samme måde i dag. Men har man ikke tid til at interessere sig ikke for et fags grundlag og historie, bliver det pauvert og går ud over det akademiske, som vi følte os mere forpligtede på. Jeg synes, en god humanistisk baggrund giver et andet syn på patienten. Derfor er videnskabsteorien også nødvendig for at kunne analysere svagheder i sin erkendelse. Uden den refleksion bliver læger håndværkere.

Tværfaglighed som ideologisk doktrin

Søren Fauth: Jeg er som humanist misundelig på den kernefaglighed, jeg ser inden for naturvidenskaben. På humaniora er der en tendens til, at man spreder sig for meget og ikke værner nok om kernefagligheden. Det kan være mindre problematisk inden for nogle fagligheder, men for sprog har det voldsomme konsekvenser, at 50 ECTS points nu er reserveret til tværgående faglighed løsrevet fra kernefagligheden. Og skal vi som humanister dokumentere innovation og nytænkning, har man inden for de sidste år set en beklagelig tendens til, at vi så gør os til hjælpedisciplin for naturvidenskaben. Bevillingsgiverne og først og fremmest Danmarks Grundforskningsfond, har bidraget til det humanistiske selvhad. Dén strategiske tænkning er af og til grotesk. Lingvister skal være neurolingvister, og litterater skal måle hjerneaktivitet under læsning af et skønlitterært værk. Hvorfor kan vi dog ikke på linje med naturvidenskaben få grundforskningsbevillinger til vores kernefaglige ydelser.
Raben Rosenberg: Det er også farligt, hvis man i den grad går efter det tværfaglige, når vi har begrænsede resurser. Er det nu så sandsynligt, at antropologer kan bidrage til at bekæmpe cancer? Næppe, men man lader sig fange af ordene. Det skal være tværdisciplinært, og her bestemmer management lidt for meget. Jeg tror, man overvurderer betydningen af struktur og organisering.
Søren Fauth: Store enheder kan nu også være frugtbare. Jeg har et fremragende samarbejde med folk fra flere discipliner, som jeg lærte at kende, fordi jeg var på et relativt stort institut, der nu er fem gange større. Men man skal passe på ikke at gøre tværfaglighed til en ideologisk doktrin. Tvungen tværfaglighed giver absolut ingen mening. Og ud fra et nytteargument giver kun kernefaglighed mening, for det er den viden, vi kan bygge vores samfund på. Og viden er konkrete færdigheder, ikke luft. Men inden for mit fag ophæver man i stigende grad færdighedsviden og erstatter den med metaviden, der ikke er forankret i vores konkrete virkelighed. Argumentet er, at det er, hvad de studerende vil have. Det er et meget nemt argument, for ingen har sandheden om det. Det eneste, jeg oplever, er tværtimod, at de studerende meget gerne vil have det, jeg har at tilbyde dem: indsigt i tysk sprog, kultur, litteratur og åndshistorie.

Snakkeviden og terperi

Raben Rosenberg: Nu hvor vi taler om de studerende: Jeg har haft fire børn i gymnasiet, som undrede sig over, at jeg kunne hjælpe dem med matematik, kemi og fysik. De grinede, når jeg sagde, det var fordi, jeg gik i den sorte skole. Mærker du noget til, om de studerende i dag kommer på universitetet med et dårligere uddannelsesniveau, eller om det for nogen er et problem at skulle gå mere i dybden med stoffet på universitetet?
Søren Fauth: Jeg tror det bedste om de næste generationer. De vil, og de kan. Og tør man fortælle dem, at her er en masse, I ikke ved, som er vigtigt af de og de grunde og betyder meget for mig, så bliver alle interesserede.
Raben Rosenberg: Trods min skepsis over gymnasiet, så har jeg heller ikke noget negativt at sige.  De studerende ender jo med at blive både dygtige og fornuftige, men der er mange færdigheder, de ikke har. Men jeg er ikke bekymret. De skal vurderes på deres faglighed, og den er der ikke noget i vejen med. Jeg er mere bekymret for bredden. Man skal passe på, at man ikke kun er dygtig inden for et lille område og ikke har forståelse for eksempel for de brede biologiske og etiske aspekter.
Søren Fauth: Problemet er, at de studerende kommer ud af gymnasiet med en fuldstændig diffus snakkeviden uden konkrete færdigheder. Og bygger vi det her vidensamfund på abstrakt konfus viden, bliver vi kørt midt over af de samfund, som bygger deres indlæring på det stik modsatte. Vi skal have det bedste fra den skandinaviske reformskole og genindføre noget fra den sorte skole eller indlæringsskolen, som jeg hellere vil kalde den. Den har de stadig i Tyskland, hvor de studerende har en helt anden paratviden end mange danske studerende, og hvor man stadig tør stille krav til de næste generationer.

Forskning og strategier

Raben Rosenberg: Da forskerne styrede universitetet, gik det måske dårligere, men risikoen er, at nutidens managementfolk skaber strukturer uden at vide meget om, hvad de gør. I hvert fald for grundforskningen er det farligt. Politisk efterlyses mere målrettet forskning. Men nogle af de store medicinske opdagelser er altså grundvidenskabelige, og der kan man ikke forudsige, hvad investeringerne vil give. Derfor bliver dele af den strategiske forskning også for kortsynet og dermed banal. Og megen forskning bliver nedprioriteret, fordi forskning er politisk styret.
Søren Fauth: Indtil nu har jeg undladt at tænke strategisk i mine ansøgninger, fordi en indædt stædighed har tilsagt mig at gå efter det, som jeg vil vide mere om og finder vigtigt at undersøge. Men jeg kan mærke, at jeg kan blive helt desperat ved tanken om, at jeg ikke får en ny bevilling. Jeg arbejder også ekstremt målorienteret og tænker over, hvordan de artikler, jeg arbejder på, kan bindes sammen til en bog. Jeg tænker ikke omvendt, at nu vil jeg skrive en bog, og det bruger jeg fem år på. Det behøver ikke at være dårligt, for så presser man også sig selv mere, og det skal man. Alligevel er det forkert, for vi er her ikke for at tænke strategisk. De store europæiske åndsfolk efterlod sig ikke tusinder af peer-reviewartikler i tidsskrifter, men monografier på stribe. Det er dem, der efterlader sig blivende spor.

En privilegeret eksistens

Søren Fauth: Men nu er vi så kritiske. Der er jo også meget godt ved at være ansat på et universitet.
Raben Rosenberg: Ja, det er en gave. At være del af et miljø, der omfatter uddannelse, det historiske, det faglige og formidlingen, er en privilegeret ansættelse. Jeg har også meget fornøjelse af at undervise på Folkeuniversitetet. Og i dag er miljøet meget mere levende og dynamisk end i 70’erne. Dengang kunne du jo komme ind på et institut og tro, du var landet i en arkæologisk udgravning. Alt stod stille.
Søren Fauth: Det er, som du siger, et enormt privilegium, som jeg dagligt glæder mig over. Jeg underviser i noget, jeg brænder for, kan forske og har det som blommen i et æg. Jeg ville ikke bytte denne eksistens for noget, men derfor er man som kritisk intellektuel nødt til at pege på, at der kan være farlige tendenser. Som en kollega sagde, burde vi jo stå på Ndr. Ringgade hele tiden og protestere for eksempel over den udvandede kernefaglighed. Alle taler om det på gangene, men får ikke sagt fra.
Raben Rosenberg: Spørgsmålet er så, hvor kritisk tør man være? Jeg oplever, der er plads til debat på universitetet, men det ligger i tiden, at folk er blevet mere forsigtige og bange for at sige noget. Inden for lægeverdenen har der været flere eksempler på, at kritik blev stoppet. Men hvis kritikken forsvinder, mister man noget karakteristisk for universiteterne, hvor intern kritik er en vigtig del af et akademisk miljø. 
Søren Fauth: Man skal virkelig lytte og handle efter det, der kommer nedefra og ikke bare sende sager til høring og så overhøre svarene. Eller sende et forslag om sammenlægning af biblioteker i høring, efter man er begyndt at køre bøgerne væk. Det er helt uhørt og skaber en utrolig mistillid. De bøger skal tilbage. Det dur ikke med et slogan som ”brugere frem for bøger”. Brugere af hvad, bitte schön? Af bøger selvfølgelig. Jeg gad nok vide, hvad naturvidenskabsfolk ville gøre, hvis man fjernede halvdelen af deres laboratorier.