Zygmunt Bauman er et verdensnavn. Den polsk-britiske sociolog har i 50 år og lige så mange bøger hudflettet sin samtid og sat ord på den usikkerhed og flygtighed, der kendetegner den. Og mandag den 16. april talte han i CESAU’s (Center for Sociologiske Studier ved Aarhus Universitets) nye forelæsningsrække ”Aarhus Lectures in Sociology” for et auditorium fyldt med især unge studerende, der var kommet for at se og høre en af vor tids mest kendte samfundstænkere.
Bauman har i sine seneste værker brugt begrebet ”liquid” som det gennemgående træk ved vores udgave af moderniteten. Med det mener han, at der ikke længere findes nogen faste strukturer eller givne retninger og mål. Hverken for samfundet som sådan eller for os som enkeltindivider. Alt er konstant under forandring. Vi lever også i en tid, der er negativt bestemt: Vi ved, hvad vi ikke er længere, men kan til gengæld ikke helt sige, hvordan vi så adskiller os fra tidligere generationer, og vi aner heller ikke, hvor vi er på vej hen. Til gengæld er det indlysende, at vi ikke kan fortsætte, som vi gør – for truslerne er linet op lige foran os.

I får opgaven

Zygmunt Bauman havde kaldt sit foredrag på Aarhus Universitet for ”Liquid Modernity revisited”. Det er 12 år siden, hans bog om flydende modernitet udkom første gang, og som han ser det, er der blot kommet endnu flere ustabile faktorer siden dengang. Vi lever med andre ord stadig i en meget flydende verden, uden sikker grund under fødderne.
– Da jeg skrev bogen dengang, havde vi for eksempel stadig en ide om USA som den førende verdensmagt, både militært og økonomisk. Den er der ikke længere. Bare se på den nylige finanskrise, hvor de traditionelt store økonomier kollapsede. Og mens nye spillere kommer på banen, som for eksempel Kina, Brasilien og Sydafrika, så er vores klode ved at bukke under alene på grund af den vestlige verdens nuværende levestandard. Fremover vil vi også se flere og flere mennesker, der flygter fra deres hjemlande på grund af hungersnød, borgerkrig og knappe ressourcer i det hele taget. Så både økonomisk, økologisk og socialt skal der gøres noget radikalt – ellers frygter jeg det værste, lød det fra Zygmunt Bauman.
Med et glimt i øjet tilføjede han, at det jo er de unge i auditoriet, der får opgaven.
– Det er jeres generation, der kommer til at tage de her udfordringer op. Jeg kan ikke hjælpe jer, for jeg er her ikke så meget længere, sagde han.

Nutidens pilgrim

Bauman har selv oplevet modernitetens omskiftelighed. Han måtte sammen med sin familie flygte fra Polen i 1939, da nazisterne invaderede landet. Senere vendte han tilbage og blev professor ved universitetet i Warszawa indtil 1968, hvor han igen forlod Polen på grund af politisk og antisemitisk pres. Siden opholdt han sig nogle år i Israel, indtil han i 1971 flyttede til England og blev professor i sociologi ved universitetet i Leeds. I nogle af sine værker har han betegnet nutidens menneske som ”en pilgrim uden bestemmelsessted”, og han har især været optaget af, hvordan der hele tiden sker forskydninger i vores opfattelse af begreber som frihed og tryghed samt fællesskab og individualitet.
– Samtidig med at de fleste har et eller andet ønske om tryghed i deres liv, så lærer nutidens mennesker for eksempel, at fleksibilitet og netværkspleje er afgørende. Og begge er karakteriseret ved deres grad af flygtighed og uforpligtethed. Hvis vi møder for mange forpligtelser og bindinger, frygter vi nemlig, at de forhindrer os i at gribe nye muligheder – og vi tør ikke lade nogen chancer gå os forbi, lød hans karakteristik af nutidsmennesket.
Bauman pegede blandt andet på sociale netværk som Facebook som eksempler på, hvordan vi heller ikke som individer vil lægge os fast på en bestemt identitet, men derimod gerne optræder med forskellige profiler og i flere forskellige netværk, som vi uden videre bare kan hoppe ind og ud af.

Interregnum

Den polsk-britiske sociolog sluttede sin forelæsning med at betegne den tid, vi lever i, som et ”interregnum”. Det er den tid, der går, fra den ene konge dør, til den næste krones, og som Bauman beskrev som tiden, hvor vi har sagt farvel til noget uden at vide, hvad vi skal sige goddag til. Og i den periode er der især ét forhold, som optager manden med den hvide hårkrans og det nysgerrige blik, og en udfordring, han hermed har givet videre.
– Jeres liv kommer til at handle om, hvordan vi igen får politik og magt til at hænge sammen. Før var de to bundet sammen i nationalstaten, men i dag er magten blevet global, mens politikken stadig er lokal, og det er et kæmpe problem. Det betyder helt konkret, at vi måske nogle gange godt kan se, at noget skal gøres på verdensplan. Men vi kan ikke se, hvem der skal gøre det. I er nødt til at binde de to størrelser sammen igen, så vi også kan operere politisk på det globale plan, lød Baumans opgave til auditoriets bragende bifald.