Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Umuligt at undgå Penkowa-sager i fremtiden

Det siger AU-professor Jens Christian Djurhuus. Som formand for Det Frie Forskningsråd havde han en central rolle, da den svindelanklagede hjerneforsker blev indstillet til en elitepris efter et usædvanligt dobbelttjek.

Formanden for Det Frie Forskningsråd dobbelttjekkede Milena Penkowa hos rektor på Københavns Universitet, før rådet indstillede forskerkometen til Videnskabsministeriets Eliteforskprise. Hun fik den overrakt i 2009 af kronprinsesse Mary. Foto: Mikkel Khan Tariq

Som en undtagelse blev hjerneforskeren Milena Penkowa dobbelttjekket, før Det Frie Forskningsråd (DFF) i 2009 indstillede hende til en eliteforskerpris. Formanden for bestyrelsen havde nemlig hørt, at der var opstået vanskeligheder med den disputats, hun indleverede i 2003. Han vidste dog ikke, at den var blevet afvist bl.a. på grund af det efterhånden berømte manglende regnskab for en del af de 784 rotteforsøg.
Men da rektor Ralf Hemmingsen fra Københavns Universitet afviste, at der skulle være noget betænkeligt ved den unge forsker, blåstemplede bestyrelsen, at Videnskabsministeriet tildelte hende en af årets fem priser på 1,2 millioner kroner. Det fortæller formanden for bestyrelsen, professor Jens Christian Djurhuus, der også leder Klinisk Institut ved Aarhus Universitet.

Oplagt kandidat

Sammen med bestyrelsens næstformand, professor Ebbe Nexø fra Århus Universitetshospital, behandlede Jens Christian Djurhuus alle de kandidater, der på det sundhedsvidenskabelige område var indstillet til eliteprisen. De var ikke i tvivl om, at Penkowa var en oplagt kandidat på grund af indstillingen fra KU og de næsten 100 artikler, hun havde publiceret.
– Det var måske ikke i toptidsskrifter, men tæt på. Vi måtte betegne hende som lidt af en komet, siger Jens Christian Djurhuus. Han oplyser, at DFF ikke vidste, at Forskningsrådet for Sundhed og Sygdom (FSS) havde afslået alle Penkowas ansøgninger om forskningsstøtte.
EliteForsk-prisen skal gå til fremragende forskere i international særklasse. Bør I så ikke kontakte de respektive forskningsråd for at høre deres vurdering af kandidaterne?
– Nej, vi har suverænt ansvaret for at finde kandidaterne. Og hvilke fonde skal vi så ikke spørge? Indstillingerne må bero på den tiltro, vi har haft og har til universiteterne. Alt hører op, hvis vi ikke tror på dem.

Hvor skal vi stoppe?

Jens Christian Djurhuus mener, det er umuligt for DFF at sikre sig mod fremtidige Penkowa-sager. Det vil være alt for omfattende at tjekke kandidaterne, siger han.
– Og hvor skal vi så stoppe? Skulle vi tage til Barcelona for at tælle rotter? Vi bedømmer dem på baggrund af den indstilling og det CV, vi får på den enkelte forsker.
Når I til sidst har fem indstillinger, vil det vel ikke være noget voldsomt arbejde at spørge de forskningsråd, som kandidaterne hører under. Så ville I jo få at vide, at FSS aldrig har fundet Penkowa værdig til støtte?
– Det kunne vi gøre, ja, men igen: Skal vi også tjekke andre forskningsfonde?
Hvordan kunne I undgå at vide, at Penkowas disputats blev forkastet med meget kritiske bemærkninger, og at der gennem nogle år var rejst tvivl om hendes forskningsmetoder?
– Jeg hørte, der havde været problemer, og gik derfor længere, end vi plejer, når det gælder eliteprisen. For at sikre mig, at alting var i orden, ringede jeg til rektor på KU og spurgte, om der var noget betænkeligt i forhold til Penkowa. Han svarede klart, at det var der ikke.

Ikke mere kontrol

I sine indstillinger til eliteforskerprisen skal FFR forsøge at ligestille fagområder med forskellige traditioner for at publicere i tidsskrifter eller bøger. Derfor mener Jens Christian Djurhuus, at det vil være vanskeligt i højere grad at inddrage forskernes publiceringer, når de skal gennem elite-øjet.
Eliteforskere skal være i international særklasse. Er det så godt nok at have mange publiceringer, men ingen i de bedste tidsskrifter på sit område?
– Nu er det jo de færreste, der kommer i Nature og Science. Og KU skriver altså til os, at man står med en exceptionel forsker.
I kunne  jo indføre forskellige kriterier for, hvad der er elite inden  for forskellige forskningstraditioner?
– Det har du fuldstændig ret i, men vi har ikke talt om at bruge andre kriterier. Og vi skal ikke til at nedgøre det grundlag, alle andre har fået eliteforskerprisen på. Det er de rigtige, vi har fundet indtil nu, og de skal være enormt stolte af den. At én så muligvis har lavet fup og svindel, er en anden sag. Det kan ske i alle sammenhænge. Tænk på, hvordan Stein Bagger blev hyldet, før han blev afsløret. Og jeg vil ikke være med til flere kontrolsystemer. Vi må tåle, at den slags kan optræde.
Kampen om forskningspenge er hård, og universiteterne vil gerne have forskere, der rager op og får store eksterne bevillinger. Er du enig med dem, der mener, det fremmer typer som Milena Penkowa? Der tales jo også åbenlyst om, at lidt snyd på vægten er ret udbredt.
– Tidspresset på forskerne betyder utrolig meget. Det betyder også meget, at man i dag skal bruge mere blomstrende vendinger end tidligere i sine ansøgninger om penge. De konkurrenceudsatte midler påvirker forskerne meget.