Aarhus University Seal / Aarhus Universitets segl

Utøya: Skylden over at leve

Mediestormen efter Utøya er ved at lægge sig, men først nu begynder det psykiske efterspil for de overlevende. Mange vil føle sig overmandet af et virvar af tanker, og ud af dem kan en skyldfølelse gro frem: Hvorfor lever jeg, mens andre døde? I psykologien kendt som ”survivor’s guilt”.

Nogle vil føle en eufori over at være i live efter at have overlevet en traumatiserende begivenhed som massakren på Utøya. Andre vil overmandes af skyldfølelse. Begge dog naturlige psykiske efterreaktioner. Foto: Scanpix

I årene efter befrielsen af nazisternes KZ-lejre opstod en bølge af selvmord blandt de overlevende. Psykiatere og psykologer var i vildrede. Kun få selvmord var rapporteret fra lejrene, så hvorfor nu, efter de mirakuløst havde overlevet de mest dehumaniserende pinsler? Forklaringen blev i løbet af 1960’erne omtalt som fænomenet ”survivor’s guilt”. Skyldfølelsen over at have overlevet frem for andre eller ikke føle, at man i tilstrækkelig grad havde ydet hjælp eller modstand. Sådanne destruktive tanker kan føre til angst, depression og i ekstreme tilfælde selvmord.
”Survivor’s guilt” var også hyppig blandt vietnamkrigsveteraner, ligesom det er observeret hos overlevende efter terrorangreb og masseskyderier. Faktisk kan enhver, der har gennemlevet en traumatiserende oplevelse, blive ramt – således også de unge fra Utøya. Men som med andre psykologiske efterreaktioner, viser symptomerne sig først omkring en måned eller længere tid efter selve oplevelsen. Indtil da er man i en form for choktilstand.
Først senere når traumet skal flettes ind i ens selvforståelse og livshistorie, så hverdagen kan fortsætte, melder en række refleksive tanker om katastrofen sig.

Høje forventninger giver skyld

– I traumelitteraturen taler man om, at ens selvforståelse før og efter traumet skal bindes sammen. Vi har alle nogle fundamentale forestillinger om, hvordan vi er, og dem kan der blive rokket ved, når en så voldsom oplevelse som den på Utøya indtræffer. Man kan have nogle forventninger om, hvordan man ville reagere i en sådan krise, men i situationen handlede man måske anderledes, siger adjunkt i psykologi ved Aarhus Universitet Helle Spindler, der arbejder med psykotraumatologi – hvordan psyken påvirkes af et traume. 
Disse tanker kan føre ind i en destruktiv spiral, og så starter skyldfølelsen. Hvorfor lå jeg bare og gemte mig bag en busk, mens min sårede ven skreg på hjælp? Hvorfor tog jeg med i redningsbåden, mens hende bagved var mere afkræftet? Hvorfor gjorde jeg ikke mere for at hjælpe? Og endnu værre: Hvorfor overlevede ubetydelige jeg, når fremtidens helte døde omkring mig?  
Man kan ikke få selvbilledet fra før katastrofen til at hænge sammen med den overlever, der står tilbage.
Et kendt eksempel – og et af de første – er den italienske forfatter Primo Levi, fange i Auschwitz. Han skrev engang: ”De værste overlevede, de bedste døde.” Med det mente han, at dem, der delte brødet, hjalp de lidende eller modsatte sig SS-officererne, døde, mens de egoistiske overlevede. Der er stadig mystik omkring, hvor vidt Primo Levis død var en ulykke eller selvmord.
Graden af ekstremitet er selvfølgelig forskellig fra Auschwitz til Utøya, men tankemønstrene kan alligevel være nogle af de samme: at man overlevede på bekostning af en mere heltemodig person. 
For eksempel har vi fra Utøya hørt om danske Hanne Anette Balch Fjalestad, der brugte sig selv som et menneskeligt skjold. Sådanne historier kan få nogle til at spekulere i, om de skulle have risikeret livet for at redde andre.
Uanset graden af skyldfølelsen er den dog irrationel og selvdestruktiv.
– Det gælder om at acceptere, at man har sådanne tanker, men samtidig, at man ikke kunne have handlet anderledes i den aktuelle situation. Alle gør deres bedste, og ingen kan klandres for at have ydet for lidt, siger Helle Spindler, der peger på, at skyldfølelsen kan være særlig svær at slippe af med, fordi oplevelser af utilstrækkelighed ikke er nemme at dele.

Ud af tankespiralen

Der er bare ikke nogen anden vej. Kuren mod en ond tankespiral går gennem italesættelse. Enten med de nærmeste eller en professionel.
Men en person alvorligt ramt af ”survivor’s guilt” eller andre efterreaktioner har sjældent overskud til selv at søge hjælp, og derfor er det vigtigt, at omgangskredsen er årvågen. Det gælder ikke kun ved terror, men også ved overlevende og vidner til bilulykker, dødsfald, voldtægt eller voldsoverfald, røveri, naturkatastrofer og krigsoplevelser. 
Har du en i omgangskredsen, som kunne være i risikogruppen, skal du især være opmærksom på, om vedkommende lukker sig inde. Altså udebliver fra fritidsaktiviteter og takker nej til invitationer. Det er normalt med en sådan reaktion efter en voldsom oplevelse, men er symptomerne stadig til stede flere måneder efter, kan det være en god ide at opsøge personen og tilbyde din hjælp.
– Man må gerne være lidt konfronterende: ”Jeg kan se på dig, du har det skidt, vil du gerne tale om det? Eller skal jeg hjælpe dig til at finde en at tale med?” Det er okay, hvis man ikke vil dele tankerne med sin bedste ven, men så kan man opfordre til at søge hjælp. Måske er der mere behov for ”praktiske gris”, dvs. en, der kan finde nummeret på lægen eller tilbyde at tage med første gang, siger Helle Spindler.
Vigtigst er det dog at forstå, at selvom man føler sig overvældet af et morads af tankespind, er man ikke ved at blive sindssyg. Symptomerne er en del af en helt almindelig reaktion på en ualmindelig oplevelse. Giv tid, og langt de fleste kommer op til overfladen af sig selv, og dem, der ikke gør, kan hjælpes – uanset traumets uvirkelige, uhyggelige og uforståelige natur.


 

En overlever fortæller

”Jeg kan ærlig innrømme at ting begynner å gå opp for meg nå, jeg ser daglig klipp fra øya og jeg ser bildene i mitt hode. Følelsene mine nærmer seg så, jeg gjør meg mentalt for sammenbruddet men jeg vet at jeg ikke kommer til å være klar. Jeg gråter hele tiden samtidig som jeg føler meg så tom, jeg føler tårene mine noen gang stopper opp og jeg føler meg så borte.”

Emma, 18 år, overlevende efter Utøya. Citaterne er fra hendes blog: utoyahelvette.blogg.no