What dælen do we do?
Hverdagen byder på små og store udfordringer for Annette Kudahl Jensen, der er institutsekretær på Institut for Biomedicin. Her fortæller hun om en helt almindelig onsdag, der stadig er præget af forandringsprocessen.
06.15 Vækkeuret ringer. Er øm i kroppen, fordi jeg brugte dagen i går på at stille borde op, da nobelpristager Edmond Fischer besøgte instituttet.
08.05 Ankommer til Victor Albeck Bygningen.
08.15 Thomas G. Jensen, vores institutleder, stikker hovedet ind. Der er som sædvanlig et hav af dokumenter, han skal underskrive. Vi får ros for arrangementet i går. Dejligt med anerkendelse.
08.20 Ringer til en kollega for at drøfte oprydning og hængepartier efter gårsdagens arrangement.
08.30 Åbner min mailboks. Der er kommet en del mails, da jeg ikke var på min plads i går. Flere mails handler om afvisninger i AURUS. Jeg forsøger at følge op på nogle transaktioner, men jeg bliver konstant smidt af systemet. Frustrerende. Før jeg blev flyttet i forbindelse med forandringsprocessen, var der ikke problemer. Ringer til en kollega, der kan hjælpe. Flere mails handler også om mit nye tillidshverv. Jeg er blevet HK-suppleant for Aase Pedersen. Vidste ikke, at der var så meget arbejde forbundet med at blive suppleant. Men det er spændende.
09.50 En dame henvender sig på kontoret. Hun har en aftale med vores driftsleder, som tilsyneladende er gået til et møde. Jeg tilbyder en kop kaffe og udfylder ventetiden med lidt smalltalk om vores dejlige bygning, som gæsten beundrer meget. Det er et dejlig lyst lokale, som jeg nu er flyttet til, og det er jeg meget glad for. Før så jeg aldrig solen før fyraften, og det påvirkede mit humør. Det fysiske arbejdsmiljø er meget vigtigt.
10.15 Telefonsamtale om valg til LSU. Det er vanskeligt at holde styr på de mange nye organisatoriske benævnelser. Hovedområderne er til at finde ud af, men hvem kan huske, hvad samtlige ni søjler hedder?
10.40 Der er kommet intern post. Vi drøfter alle de kuverter, som er gået forkert i byen. Det er vanskeligt både for intern post og andre, hvad der skal stå på de brune kuverter, for at være helt sikker på, at pakker og bilag havner de rigtige steder.
12.00 Forsøger stadig at tømme min mailboks, men det er allerede tid til frokost.
12.40 Tilbage til mailboksen. Blandt andet mail fra en ansat, der spørger, hvornår hun får tilsendt et skema om de kommende lønforhandlinger.
13.40 Indkaldelse til møde i morgen vedrørende en personalesag. Får lidt ondt i maven. Samtidig tænker jeg, at vi er flere om at løse problemet.
14.00 Åbner fakturahåndteringssystemet INDFAK. Det kniber generelt med at få alle de mange systemer til at køre, da mine rettigheder er blevet ændret efter forandringsprocessen. I min mailboks ligger en mail fra en VIP om, at det nu har taget en måned at få udsendt en regning via AU Debitor. De medarbejdere, som skulle udsende regningen, havde ikke fået besked om, at det faktisk var dem, der skulle gøre det. Og driften kører jo uden hensyn til, at alle først skal finde ud af, hvem der gør hvad, og hvordan vi gør. Hvis en VIP henvender sig i ”Regnskab”, men ikke det korrekte sted, så kan der pludselig gå over en måned med at få sendt en opkrævning eller en betaling. Det er ikke godt. Jeg måtte ringe til fire-fem personer og forklare sagen, og vi fik sammen lavet en ekspres-overførsel. Det er frustrerende for VIP’en, der ikke nødvendigvis ved en masse om debitor, kreditor, disponent, manager osv. Jeg ved jo heller ikke noget om dna-analyser.
15.00 Jeg bliver nødt til at pakke sammen.
15.30 Er hjemme og råber: ”Hej børn!” Vi tager ud og handler, så jeg kan få madpakke med i morgen. Det er for dyrt at gå i kantiner på AU hver dag.
16.50 Hjemme igen. Tænker på AU. Ved juletid var jeg helt utrolig træt. Jeg tror, det skyldtes alle de forandringer, vi var igennem. Jeg sad i en fællesadministration, hvor alle efterhånden flyttede, blev syge eller gik på pension, men opgaverne og henvendelserne stoppede ikke, og ledelsen ville have ”sikker drift”. Det var hårdt. Men nu er jeg flyttet og må se fremad. Selvom det stadig ikke er helt klart, hvad jeg skal tage mig af.
17.00 Jeg er ikke færdig med AU for i dag, så jeg logger på min mailboks igen. Mange tror, at vi TAP’er ikke arbejder efter 16.00. Det er en skrøne. Der var kommet fem nye mails, og så er der i alt 21 mails i min indbakke. De fleste mails er ting, jeg skal huske at følge op på – blandt andet har jeg en mail med overskriften: What dælen do we do?