Når vi her taler om Grundstensnedlæggelsen i bestemt form og med stort begyndelsesbogstav, er det ikke udslag af universitetshistorisk krukkeri eller højstemthed, men blot en hensyntagen til den ånd, hvori man på Aarhus Universitet siden trediverne har omtalt denne skelsættende begivenhed. Det skal huskes, at der ved Grundstensnedlæggelsen 30. august 1932 jo ikke blot blev lagt grundsten til en enkelt konkret bygning, men til alt det, som vi i dag forbinder med Aarhus Universitet, sådan som dette fremstod, mens det endnu primært var identisk med universitetsbygningerne i og omkring Universitetsparken i Aarhus.
Den første bygning udgjorde det kompleks, som i dag benævnes ved bygningsnumrene 1340, 1341, 1342 og den sydlige halvdel af 1343.
En lang kamp var gået forud for universitetsstarten i Århus. Gennem flere hundrede år var der blevet fremlagt planer og idéer om et universitet i Jylland. Ikke mindst Viborg havde været inde i billedet siden 1720'erne og kom det igen 200 år senere sammen med Sønderborg, der havde været tysk siden 1864, men som i 1920 igen blev dansk. Kolding var også på tale. Den egentlige kamp mellem disse byer tog sin begyndelse, efter at Undervisningsministeriet i 1919 havde nedsat en universitetskommission.
Denne kommission havde fået til opgave at undersøge, om der var behov for et nyt universitet i landet, hvor det i givet fald burde ligge, og hvordan det i givet fald skulle indrettes, dvs. hvilke fagområder der skulle være repræsenteret. For at påvirke opinionen udfoldedes der fra hver af de involverede byer et stort propagandaarbejde for at fremhæve egne fortræffeligheder.
Det var i denne sammenhæng, at en bred kreds af borgere fra byens erhvervsliv, organisationer og institutioner i 1921 sluttede sig sammen i organisationen "Universitets-Samvirket, Aarhus", der sammen med Århus Kommune kom til at udgøre drivkraften i kampen for at få Danmarks andet universitet placeret i Århus. Man gjorde arbejdet godt og grundigt i Århus, fik opbygget videnskabelige samlinger, etableret videnskabelige foreninger og sørgede for at få Kommunehospitalet bragt op på et niveau, så det var førende i provinsen. Desuden foranstaltede man en indsamling af penge - i form af tilsagn på gavebreve - for det tilfælde, at det skulle blive nødvendigt for byen selv at bidrage til projektets gennemførelse, men sandelig også for at vise, at der eksisterede en betydelig lokal offervilje.
Den nævnte universitetskommission sad i hele seks år, inden den endelig afgav betænkning i efteråret 1925. Den pegede på, at Københavns Universitet i høj grad kunne trænge til aflastning, et stort flertal af medlemmerne pegede på Århus som bedst egnet til kommende universitetsby, og man leverede en virksomhedsplan, der kunne begyndes efter. Ikke mindst blev der lagt vægt på betydningen af et "Erhvervsfakultet".
På den baggrund troede nogle velsagtens, at alt nu var i orden, og at staten ville påbegynde etableringen af et universitet i Århus ... men nej, så let skulle det slet ikke gå.
For nu hævdede regeringen nemlig, at der slet ikke var statsmidler til at etablere et nyt universitet, end ikke en forholdsvis beskeden begyndelse med blot nogle få bygninger og et mindre antal fag.
Efter en række forgæves forsøg på at overbevise regeringen om, at der i Århus fandtes en betydelig offervilje - bl.a. et millionstort legat til et kommende universitets studerende og et betragteligt beløb indsamlet som tilskud til et universitetsbyggeri - løb man panden mod muren, indtil man i sommeren og efteråret 1927 fik udtænkt den strategi, som viste sig at kunne bære projektet igennem.
Strategien gik ud på, at man skulle starte i det små, dvs. ikke noget med at forlange store, omkostningskrævende lægevidenskabelige institutter og laboratorier med kostbart udstyr og maskineri. Nej, hvis man kunne opnå eksamensret i propædeutisk filosofi ("Filosofikum"), kunne man supplere den filosofiske undervisning med lidt sprogundervisning, som kunne foregå i lejede lokaler. Og Århus Kommune tilbød at betale lærernes løn. Staten skulle slet ikke punge ud.
Så gik man i gang, slog stillingerne op, forhandlede med Københavns Universitet om bedømmelse af ansøgere til lærerstillingerne, købte en bygning til studenterkollegium og lejede lokaler til undervisningen.
Fra universitetsstarten i september 1928 havde Universitets-Samvirket til opgave at deltage i universitetets bestyrelse sammen med repræsentanter for byrådet og en repræsentant for universitetets lærere. Nok så vigtig var dog organisationens opgave med at rejse midler til opførelse af universitetsbygninger på den grund, som kommunen i 1929 skænkede til den kommende universitetspark.
Undervisningsminister Byskov og et væld af honoratiores var til stede ved indvielsen af "Universitetsundervisningen i Jylland" 11. september 1928. Indvielsen fandt sted i Teknisk Skoles blomstersmykkede festsal, mens hele byen flagede, og skolebørnene havde halv fridag i anledning af den skelsættende begivenhed.
Århus Kommune havde stillet et budget på 33.000 kr. til rådighed for det første år, og man havde for et symbolsk beløb lejet undervisningslokaler i Teknisk Skole i Århus midtby og fået ansat en lærerstab bestående af en professor i filosofi og fire docenter i henholdsvis dansk, engelsk, tysk og fransk. På indvielsesdagen havde 64 studerende meldt sig. I løbet af første semester nåede tallet op på 78.
På denne baggrund så man fra regeringens side noget anderledes på sagen, end man havde gjort hidtil, også selv om der fra kredse ved Københavns Universitet udtryktes nogen betænkelighed ved forslaget. Det korte af det lange er, at der i april 1928 udstedtes en kongelig anordning, som for en 3-årig prøveperiode gav eksamensret i propædeutisk filosofi og gjorde det muligt at igangsætte en indledende universitetsundervisning i sprogfagene dansk, engelsk, tysk og fransk. Det blev understreget, at virksomheden ikke måtte ligge statskassen til byrde.
Prøveperioden på 3 år (1928-1931) forløb tilfredsstillende - men unægtelig akkompagneret af beske kommentarer fra repræsentanter for Sønderborg og Viborg. Fra disse byers side understregedes det skånselsløst, at der netop kun var tale om en prøveperiode, at der ikke var tale om et rigtigt universitet, men kun om en "universitetsundervisning" osv. Derfor var universitetskampen slet ikke slut efter indvielsen af "Universitetsundervisningen i Jylland".
At Århus Kommune i 1929 overdrog en grund til en kommende universitetspark til Universitets-Samvirket, og at denne organisation ikke blot havde lagt planer til en forberedende medicinsk undervisning, men også indsamlet midler til en første universitetsbygning, hvor denne undervisning kunne finde sted, var næppe uden betydning for fremkomsten i foråret 1931 af Lov om Anerkendelse af og Tilskud til Universitetsundervisning i Aarhus.
Med denne lov blev det endegyldigt slået fast, at staten ville kunne støtte driften af universitetet, forudsat Universitets-Samvirket finansierede opførelsen af universitetets bygninger. Og sådan blev det i en årrække. Frem til 1940'erne blev universitetets bygninger opført udelukkende for privat indsamlede midler. På baggrund af 1931-loven finansierede staten hovedparten af driften fra og med 1932. Det var naturligvis også på baggrund af denne lov - som satte en endegyldig stopper for al videre tale om Viborg, Sønderborg og Kolding - at en arkitektkonkurrence straks blev udskrevet. I denne konkurrence var der stillet to opgaver: dels ønskede man en oversigtsplan over udnyttelsen af hele det areal, som Århus kommune havde doneret, dels tegninger til en første universitetsbygning. Konkurrencen blev vundet af arkitekterne Kay Fisker, Povl Stegmann og C.F. Møller, og sidstnævnte kom til at stå for den praktiske udformning af byggeriet.
30. august 1932 var en tirsdag, og her skulle så Grundstensnedlæggelsen endelig finde sted. Højtideligheden med kongelig deltagelse var fastsat til klokken 14.00, og de inviterede gæster - med eller uden høje hatte - skulle derfor være på deres anviste pladser klokken 13.30. Blandt de officielle gæster var Lærerforsamlingen ved Universitetsundervisningen i Jylland, Universitets-Samvirkets bestyrelse og et væld af tidligere meget aktive universitetsforkæmpere – bl.a. fhv. direktør Fr. Lausen, der havde doneret et meget stort beløb til bygningens opførelse, og fhv. kgl. borgmester i Århus Ernst Drechsel - to af de tre prisvindende arkitekter samt de tilknyttede ingeniører, medlemmer af den ministerielt nedsatte universitetskommission af 1919, professorer fra Københavns Universitet samt dettes rektor, to departementschefer, embedsmænd og politikere – herunder fhv. undervisningsminister Byskov - samt repræsentanter for byens foreninger.
I dagens anledning optrådte Universitetsundervisningens studerende som ”ordensmarskaller” – som Amtstidende skrev - dvs. de viste folk hen til deres pladser og tog sig i øvrigt af en række praktiske forhold, naturligvis iført deres hvide studenterhuer.
Klokken 14 ankom kong Christian X sammen med universitetsprojektets primus motor, overlæge Victor Albeck via flagalleen med kronprins Fredrik og overkirurg Holger Strandgaard i deres kølvand. På brystet bar Victor Albeck fortjenstmedaljen i guld, som han havde modtaget tidligere på dagen.
Første punkt på dagsordenen var Victor Albecks tale. Et egentligt manuskript findes desværre ikke i Victor Albecks privatarkiv – kun nogle blyantsnotater – men det fremgår af pressedækningen, at Albeck i sin tale takkede kongen, fordi han var kommet til stede, og at han takkede repræsentanterne for landets regering og for Københavns Universitet, fordi de – som det hedder i Amtstidendes referat af talen – havde understreget betydningen af, at man denne dag kunne lægge grundstenen til Danmarks andet universitet. Herpå fulgte en gennemgang af forhistorien, en tak til alle, som ved kontante bidrag eller bidrag i form af naturalier havde muliggjort opførelsen af universitetsbygningen, hvorpå Albeck udtrykte håbet om, at der inden ret mange år ville kunne opføres flere universitetsbygninger. Efter at have udtalt håbet om og troen på, at det arbejde, som skulle udføres i den kommende bygning, måtte blive til lykke for det danske folk, til værn for ”vort dyrebare Modersmaal” og til fremme for videnskaben samt til Danmarks ære, oplæste overlæge Albeck grundstensdokumentet. Dettes ordlyd forelå i en tryksag, hvori man desuden havde opregnet samtlige bidragydere til universitetsindsamlingen.
Originaldokumenterne blev nu anbragt i et glasrør og et metalhylster, som Albeck overrakte kongen, der herpå nedlagde materialet og – med den forsølvede murske - murede den første sten, mens han råbte ”Til Guds ære og videnskaben til fremme!”
Derpå lagde undervisningsminister Borgbjerg den anden sten, idet han udtalte disse ord: "Med Ønske om Fremme af dansk Videnskab nedlægger jeg hermed den anden Grundsten til det jydske Universitet".
Endelig lagde borgmester Jakob Jensen (der i øvrigt selv var mureruddannet) den tredje sten. Han udtalte følgende:
"Idet jeg herved nedlægger den tredie Sten, gør jeg det i Haabet om, at denne Sten og det, der er nedlagt i Hylstret [grundstensdokument mv., red.] ikke maa komme frem de næste 500 Aar. Naar jeg tager et saa langt Tidsrum, er det fordi jeg ønsker, at denne Bygning her maa blive til Gavn og Glæde for det danske Folk. Der skal herfra udgaa sa mange gode og lyse Tanker til hele den danske Ungdom. Dette Universitet er ikke rejst for Jyder alene, det er et dansk Universitet, der er rejst i Jylland, og jeg haaber, at det maa blive besøgt af Unge fra hele Landet. Med dette Haab nedlægger jeg den tredie Grundsten."
Herpå takkede Albeck kongen og kronprinsen for deres tilstedeværelse og udbragte et nifoldigt hurra for kongen, og dermed var højtideligheden til ende, og man kunne bevæge sig hen i et stort telt i nærheden. Her blev der serveret en forfriskning, og der blev holdt taler – nemlig af undervisningsminister Borgbjerg og rektor Bloch, Københavns Universitet, overlæge Albeck, rektor Christiansen fra Aarhus Katedralskole og endelig borgmester Jakob Jensen.
Senere på dagen var der middag for særligt indbudte hos Victor Albeck i Fødselsanstaltens overlægebolig – idet kommunen ikke ville bekoste også et sådant traktement. Middagen var altså et privat arrangement, og der var ingen presse til stede (– hvilket dog ikke er ensbetydende med, at vi slet intet ved om, hvad der blev udtalt ved den lejlighed, jf. senere).
Et par personlige erindringsglimt skal her knyttes til de begivenheder, som fandt sted på selve den højtidelige dag.
Til forfatteren af disse linjer har Victor Albecks søn, professor, dr.phil. Gustav Albeck, kort før sin død fortalt, at det egentlig slet ikke var meningen, at også kronprinsen skulle have været med, idet et for omfattende kongeligt islæt i festlighederne mildt sagt ikke var den socialdemokratiske borgmesters kop te. Men det var ikke desto mindre kommet sig således, at kronprinsen om morgenen havde ringet til Overlægeboligen for at tale med Victor Albeck, der imidlertid ikke var at træffe. I stedet var Gustav Albeck, som netop da havde befundet sig i huset, blevet kaldt til telefonen. Kronprinsen havde uden omsvøb spurgt Gustav Albeck, om ikke også han måtte komme med til Grundstensnedlæggelsen om eftermiddagen, hvortil Gustav Albeck havde svaret, at det utvivlsomt ville kunne ordnes, og derfor var altså kronprinsen til stede på dagen.
Gustav Albeck har i en artikel i 1984 i Medicus også fortalt om, hvordan festlighederne i forbindelse med Grundstensnedlæggelsen foregik i en noget speciel atmosfære, idet såvel venner som fjender af det jyske universitet var til stede.
Gustav Albecks skriver:
”Til fjenderne hørte den daværende rector magnificus ved Københavns Universitet, den i øvrigt udmærkede børnelæge professor C.E. Bloch . Ved en middag bagefter for de tilrejsende i overlægeboligen […] havde Bloch det vanskelige hverv at bringe en hilsen fra moderuniversitetet i København. Det førte til en ret uforglemmelig episode, takket være hans lidt besyndelige lykønskningstale. Han havde, sagde han, i 1925 været i den hollandske universitetsby Leyden til byens berømmelige universitets 450 års jubilæum. Leyden var en by af samme størrelse som Århus. Han havde nok bemærket, at der vajede en hel del dannebrogsflag i Århus i anledning af grundstensnedlæggelsen, men slet ikke noget imod den flagudsmykning, som han havde set i Leyden på jubilæumsdagen. Heraf drog han den slutning, at der slet ikke var nogen folkelig opbakning bag tanken om et universitet i Århus, og det kunne jo blive skæbnesvangert for den fremtidige udvikling.”
Det ville borgmesteren ikke finde sig i at høre. Gustav Albeck fortæller videre:
”Borgmester Jakob Jensen rejste sig omgående og slog på sit glas. De stålgrå øjne bag pincenezen lignede et par bøssemundinger. Han gad nok vide, sagde han, hvor mange flag der var hængt op i København, da byens universitet i 1929 fejrede sit 450 års jubilæum. Han ville i øvrigt tilråde magnificensen at få Københavns kommune til at yde et lignende tilskud til Københavns Universitet vel at mærke i forhold til indbyggertallet, som Aarhus gav til sit universitet. Han fik intet svar. Bloch kunne ellers have bragt Jakob Jensen i vanskeligheder ved at have mindet ham om, at borgerne i Leyden i 1575 som løn for deres tapre forsvar blev stillet over for valget: skattefrihed eller et universitet. De valgte som bekendt universitetet. Havde Bloch spurgt borgmesteren, om århusianerne havde truffet et lignende valg, var han formentlig kommet i forlegenhed, såsandt han var en sandhedskærlig mand.” (Gustav Albeck: ”Fra kampplads til museum”, Medicus 6/84, s. 5-11, citaterne er fra s. 9, sp. 1).
Jo, det var sandelig en begivenhedsrig dag i det århusianske universitets tidlige historie - og altså en dag, hvor der også foregik mange ting bag de officielle kulisser!
