Aarhus Haandværkerforenings bygning i slutningen af 1800-tallet. Gengivet efter Århus dengang og nu, anden samling, udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, 1972.
I denne bygning foregik Studenterforeningens arrangementer fra 1940 og 3-4 år frem, nemlig indtil bygningen blev sprængt i luften ved schalburgtage i 1944.
Haandværkerforeningens ejendom i Paradisgade omfattede ud over den monumentale bygning ud til Paradisgade desuden et kompleks af bygninger tilbagetrukket fra gaden - omtrent midt mellem Paradisgade og Borggade - og disse dele blev ikke lagt i grus ved schalburgtagen. Således eksisterer stadig den bygning, hvis øverste etage efter krigen er blevet anvendt til restaurationsdrift - bl.a. Jazzhus Tagskæggets første inkarnation i 1960'erne og senere bl.a. Café Paradis og Den sidste Café - samt på etagerne herunder biografen Øst for Paradis.
Det bord, som har givet navn til Tage Skou-Hansen s romankvartet Det runde Bord - om en kreds af studenter ved Aarhus Universitet - befandt sig helt konkret i denne bygning:
"Han var mødt op til Julegildet i Studenterforeningen uden at ane uråd. Tove havde ikke fortalt at Aksel kom hjem på orlov. Men efter revyen, da dansen skulle begynde, sad han ved det runde stambord inde i hjørnet under balkonen, hvor samtaler ikke helt blev overdøvet af musikken." ( Det andet Slag. En historie fra det runde bord , 1989, s. 105-106).
Mødereferat i Studenterforeningens senioratsprotokol 24. juni 1940.