100 AU-ansatte lyttede med i auditoriet, og endnu flere så med på livestreamingen, da interdisciplinaritet var til debat ved det årlige sommermøde i Søauditorierne.
Tre paneldeltagere fra tre af de nystartede interdisciplinære AU-centre diskuterede, hvor udfordringerne ligger ved at arbejde sammen med forskere fra andre traditioner og miljøer.
– Det er tvingende nødvendigt, at der er en gensidig respekt for hinandens faglighed og de forskellige måder at drive videnskab på. Kvantitative og kvalitative forskere har nogle gange lidt svært ved at forstå hinanden og respektere hinandens måder, fortalte professor MSO Lotte Meinert fra Center for Cultural Epidemics.

Forskere: opstår, når det er nødvendigt

Professor Anders Børglum fra Centre for Integrative Sequencing sagde, at udgangspunktet for interdisciplinaritet ligger i den problemstilling, man ønsker at undersøge.
– Og hvis det er en problemstilling, der kræver, at man går sammen i interdisciplinære konstellationer, så er det det, man skal gøre. Og hvis ikke, kan man opnå fremragende videnskab ved at holde sig til sin faglighed alene.
Også professor Søren Rysgaard, Center for Arktisk Forskning mener, at samarbejdet som regel kommer, når der er brug for det.
– Så kan det selvfølgelig være, at man fysisk sætter folk i nogle centre og siger ”nu skal i snakke sammen”. Den model kan måske i første øjeblik virke en smule mærkelig, men jeg glæder mig til at få folk fra forskellige fagdiscipliner til at samarbejde, sagde han.

Rektor: Måske opdager man det ikke

I sin del af sommermødet bakkede rektor Lauritz B. Holm-Nielsen op om, at interdisciplinaritet ikke skal betyde mindre faglighed, og at alt ikke kan løses i et fagligt samarbejde. Men han understregede samtidig, at Aarhus Universitet har en forpligtelse til at være med til at løse de store interdisciplinære samfundsudfordringer.
– Vi har en forpligtelse til at gå efter nybrud i forskningen, fordi vi er så stor en spiller i det danske videnssamfund. Men det betyder ikke, at vi skal gå i den anden grøft og glemme dybdefagligheden. 
Lauritz B. Holm-Nielsen var ikke helt enig i, at samarbejdet kommer helt af sig selv.
– Jo, det kommer, når man har brug for det, men det er ikke altid, at man opdager, at man har brug for interdisciplinaritet. Det skader ikke, at vi fokuserer på noget af det, vi har været mindre gode til i fortiden.

Faglighederne skal ikke gøres ens

Anders Børglum fremhævede, at det er hans erfaring, at det stiller store ledelsesmæssige krav, når forskere fra forskellige miljøer og institutter skal arbejde sammen.
– Interdisciplinaritet skaber selvfølgelig en hel del interdependens, og det betyder, at forskningen skal foretages i en vis sekventiel orden, hvor nogle grupper ikke kan komme videre, før andre er færdige. Vi er endnu ikke kommet så langt på mit center, men det vil komme til at kræve en vis styring, sagde han.
Lotte Meinert understregede, at man også skal lade være med at forsøge at ensrette alle samarbejdspartnere i et projekt.
– Det er enormt vigtigt, at faglighederne ikke bliver ens, at det ikke bliver en pærevælling af det samme. Men det kræver faktisk lidt mod at lade de andre forblive anderledes og ikke ville gøre dem til det, man selv er, sagde hun.
Det betyder dog ikke, at man skal afholde sig fra at udfordre hinanden.
– Vi skal være modige nok til at stille hinanden nogle af de der lidt frække spørgsmål – sådan lidt ”Kejserens nye klæder”. På den måde skubber vi hinanden ud over de grænser, som vi i vores forskellige discipliner tager for givet som selvfølgeligheder, så man på den måde bliver udfordret på noget af det grundlæggende.