Dansk professor får Kinas højeste akademiske udmærkelse
Professor Flemming Besenbacher, iNANO, Aarhus Universitet, modtog den 18. januar 2012 den såkaldte Award for International Scientific Cooperation.
Prisen, der uddeles af Chinese Academy of Sciences (CAS), er den højeste udmærkelse, en udenlandsk forsker kan opnå i det kinesiske akademiske system, og den er aldrig tidligere blevet tildelt en dansker.
Den gives til de forskere, der har leveret særligt store bidrag til at fremme forsknings- og innovationssamarbejde mellem CAS og udenlandske forskningsinstitutioner.
Flemming Besenbacher, der har spillet en afgørende rolle for udviklingen af nanoscience på Aarhus Universitet og i Danmark, har samarbejdet med det kinesiske videnskabs-akademi siden 1990, og har haft stor betydning for dansk-kinesiske relationer inden for forskning og uddannelse.
Som leder af iNANO-centeret har han haft stor andel i udvekslingen af forskere og ph.d.-studerende til og fra Kina, og han har derfor ligeledes deltaget udviklingen af det såkaldte Sino-Danish Centre, der fra i år giver danske studerende mulighed for at tage en kandidatuddannelse i Kina.
Professoren, der både herhjemme og i udlandet er kendt som 'Mr. Nano', modtog i 2010 det prestigefyldte Einstein-professorat fra Chinese Academy of Sciences, og han er samtidig æresdoktor på ni kinesiske universiteter.
Han overtog med indgangen til 2012 posten som bestyrelsesformand i Carlsbergfondet, hvor han siden 2005 har været medlem af direktionen.
Yderligere oplysninger:
- Prof. Flemming Besenbacher; mobil: 2338 2204
- Videnskabelig koordinator Kaj Mikael Jensen; mobil 2338 2024