”Det er ikke længere nok at have et snit på 11”
Arbejdsløsheden for nyuddannede akademikere stiger og stiger og var i april måned på 27,2 procent. De studerende går dog ikke i panik af den grund, men er yderst bevidste om at gøre sig jobparate. UNIvers sætter på de næste sider fokus på, hvordan du undgår arbejdsløshedskøen.
Over hver fjerde nyuddannede akademiker i Danmark stod i april måned plantet i arbejdsløshedskøen ifølge Akademikernes Centralorganisations nyeste statistik. Dermed er ledigheden blandt de nyuddannede den højeste, siden krisen brød ud i efteråret 2008.
I Aarhus Kommune er særligt cand.merc.erne og de humanistiske magistre ifølge AC-statistikkerne blandt de hårdest ramte med henholdsvis 37,8 procent og 36,8 procent ledighed hos dimittenderne lige nu. Det får dog ikke de studerende til at gå totalt i jobpanik, fortæller Simon Hartington. Han er formand for det nystiftede Academic Business Council, der er en studenterpolitisk organisation for en række erhvervsøkonomiske uddannelser på BSS – herunder de cand.merc.-studerende.
– Det kan ikke undgås, at tanken om ledighed ligger i baghovedet, men det er ikke noget, vi snakker om hver dag i frokostpausen. Arbejdsløshed har været en del af vores virkelighed siden 2008, så vi har haft tid til at vænne os til det, siger han.
Mere bevidste valg
Heller ikke Rasmus Markussen, der er formand for Arts-rådet, ser den store panik i dagligdagen. De studerende er dog blevet meget mere opmærksomme på deres valg gennem studiet, fortæller han.
– Mange humanister er utroligt bevidste om, hvor deres fremtidige karriere kan ligge, og hvilke fag, praktikpladser og studiejobs, der kan hjælpe dem i den retning. Vi er langt hen ad vejen ansvarlige for at skabe vores egne jobs, siger han.
Den tendens kan Simon Hartington fra BSS nikke genkendende til.
– Det mit indtryk, at specielt kandidatstuderende gør mere for at skille sig ud fra mængden, fordi virksomhederne har brugt finanskrisen til at hæve overliggeren for deres krav til nyuddannede kandidater. Det er ikke længere nok at have et snit på 11 for at få de gode jobs serveret på et sølvfad. Alle studerende skal arbejde mere for at kunne få de samme jobmuligheder, som studerende med samme gennemsnit havde før krisen. Her er studiejobs, praktikforløb og frivilligt arbejde en naturlig måde at føje noget ekstra på CV’et, siger han.
Ingen grund til panik
Jette Hammer, som er leder for AU Career ved BSS, hvor studerende kan blive rådgivet om fremtidens jobmuligheder, kan også godt mærke det øgede fokus på at få de helt rigtige kompetencer.
– Hvor vi tidligere ofte formidlede kontakt fra virksomheder til de studerende, er det i dag omvendt. Nu kommer de studerende af sig selv og vil have hjælp til at få kontakt til virksomhederne, siger hun.
Jette Hammer understreger dog, at der trods de høje arbejdsløshedstal ikke er grund til at gå helt i panik.
– Studerende er i dag mere fokuserede på, hvad de kan gøre for at undgå arbejdsløshed. Nogle er næsten lidt stressede over alt det, de gerne vil nå at have på deres CV i løbet af studietiden. Der er virkelig fokus på at få det bedst mulige CV lige nu, siger hun