Hvem får egentlig størst gevinst ved samarbejde på tværs af forskningsdisciplinerne, og hvordan ser den gode interdisciplinære forsker ud? Det er nogle af de spørgsmål, som postdoc Lars Alkærsig har undersøgt i sin ph.d.-afhandling fra Copenhagen Business School.
– De forskere, som får mest ud af at arbejde sammen med andre fagdiscipliner, er overvejende dem, der allerede har en lang track record af publikationer. Både stor erfaring og bred faglig viden øger muligheden for at kunne samarbejde på tværs, siger han.

Svært i starten af karrieren

Ved blandt andet at analysere bibliometriske data og publikationsmønstre inden for især sundhedsvidenskab har Lars Alkærsig og hans kolleger undersøgt, hvornår interdisciplinære forskningssamarbejder giver publikationer, der opnår højere faglig anerkendelse målt i publikationscitationer. Og mens topforskere kan vinde ved interdisciplinaritet, er det ikke altid tilfældet for de unge talenter.  
– Når man er i begyndelsen af sin forskningskarriere og for eksempel lige har afleveret sin ph.d.-afhandling, kan det være vanskeligt at bevæge sig uden for sit eget forskningsområde, fordi man ikke har den fornødne faglige ballast. Vores analyser viser, at selvom man godt kan indgå i et interdisciplinært samarbejde som ung forsker, vil udbyttet i form af citationer til publicerede artikler typisk være mindre, sammenlignet med mere erfarne forskere, siger han.
Det betyder ikke, at unge forskere skal afholde sig fra at indgå i interdisciplinære samarbejder, men det gode resultat kan udeblive, hvis man ikke har gavn af deltagelse af en forsker med erfaring i interdisciplinær forskning, siger Lars Alkærsig.

Hverken for lidt eller for meget udsyn

Men heller ikke alle topforskere er lige gode til at forske interdisciplinært, viser ph.d.-afhandlingen. Det kræver en vis mængde erfaring med tværgående samarbejde, før fordelen melder sig i form af publicering i de virkelig prestigefyldte publikationer.
– Det kræver, at man har erfaring med at relatere sin egen disciplin til andre fagligheder. Det kan være svært for to videnskabelige områder at snakke sammen; metoden og det videnskabelige sprog kan være forskelligt. Det kan være grundene til, at vores analyse viser, at erfarne interdisciplinære forskere får mere ud af et nyt samarbejde end dem uden erfaring, siger han.
Kurven over gevinsten ved tidligere interdisciplinær forskning er dog en omvendt U-formet kurve, fortæller Lars Alkærsig. Samarbejder man som forsker for meget med andre fra vidt forskellige discipliner, mindskes den publikationsmæssige gennemslagskraft af ens forskning.
– Vi mennesker har nok en begrænset evne og tid til at lære ny viden. Hvis du som forsker så at sige ved noget om mange forskellige ting, er din dybdegående viden inden for et enkelt fagområde måske ikke stor nok. Interdisciplinær forskning drives derfor af de forskere, der har en tilpas stor viden om et antal forskningsområder til at kunne samarbejde, men ikke nok til, at de har mistet deres egen faglighed, siger han.

Læs hele Lars Alkærsigs ph.d.-afhandling på openarchive.cbs.dk