Grundlæggerne af Studenterrådet i Århus lever ikke længere, men i et erindringsinterview fra 1993 fortalte en af dem, fhv. museumsdirektør, dr.phil. Henning Henningsen (1911-2005), følgende: 

”Jeg var med allerede i det forberedende arbejde i de sidste måneder af 1931. Ifølge min lommebog blev jeg på en generalforsamling i Koncertpalæet som repræsentant for de dansk-studerende indvalgt som medlem af en studenterrådskomité 23. november 1931. En uge senere udarbejdede jeg sammen med stud.mag. W. Opderbeck et forslag til vedtægter for det kommende studenterråd, og 7. december var Leo Wad og jeg som komiteens repræsentanter til møde med docenterne Albert Olsen og Christen Møller og forhandlede, og 15. december var studenterrådsvedtægterne færdige.” 

Næste skridt var, at vedtægterne skulle forelægges på et studentermøde 11. februar. I et bevaret udklip fra Afholdsdagbladet udtrykkes håb om, at studenterne vil møde talrigt op, for – som det hed – formålet med rådet var jo ikke blot at gøre studieforholdene så gode som muligt, men også at varetage studenternes materielle og økonomiske interesser. Mødet skulle foregå i Teknisk Skole s festsal. (Når det skulle foregå lige netop dér, skyldtes det, at det århusianske universitet, der var oprettet i 1928, stadig boede til leje det nævnte sted)

Studenterne mødte da også op og vedtog på mødet oprettelsen af Studenterrådet, som kort efter godkendtes af Undervisningsministeriet som repræsentationsorgan for de studerende ved Universitetsundervisningen i Jylland 

Studenterrådets næstformand, S. Ingemann Jensen, fortalte i maj 1932 i Den jydske Akademiker, som rådet nu havde overtaget redaktionen af, om Studenterrådets historie og arbejde og fremhævede, hvor lykkeligt det var, at ”flere af Universitetssagens betydeligste Mænd” havde været positive over for rådets oprettelse (nemlig universitetsbestyrelsens formand Victor Albeck, lærerforsamlingens formand Christen Møller og borgmester Jakob Jensen). Foreløbig havde Studenterrådet nedsat et økonomiudvalg, hvorunder der var oprettet et ”Engageringsbureau”. Dette bureaus opgave var iflg. næstformanden at skaffe studerende ”chancer for lønnet og passende arbejde”, og Ingemann Jensen forestillede sig, at det ville vokse til ”en selvstændig Institution”. Desuden planlagde man et rusbureau, der skulle vejlede ”russerne” (den nye studerende kaldes en rus ), og som skulle arbejde tæt sammen med et ”Boliganvisningsbureau”, der kunne være behjælpeligt ”ved Leje af Værelser og lignende”. Økonomiudvalget havde i øvrigt på forskellig vis søgt at skaffe studerende rabat på adgang til forskellige institutioner (teatret, biografer bl.a.), og der arbejdedes stadig i foråret 1932 på ”Oprettelsen af en Forbrugsforening”.               

Visionen var iflg. næstformanden, at Studenterrådet iflg. sine love og sin oprindelse skulle være et naturligt bindeled mellem Lærerforsamling og studenter, ligesom den enkelte fagrepræsentant forventedes at påtage sig enhver opgave, som naturligt faldt ind under dennes område. Og inden for dette område skulle fagrepræsentanten så vidt muligt støtte enhver af sine studiefæller med råd og vejledning. Studenterrådet bestod af én repræsentant fra hvert af fagene, og dem var der endnu kun 6-7 stykker af (alle sproglige og historiske).              

Sjovt nok nævner næstformanden ikke, at en deputation bestående af medlemmer af Studenterrådet i Århus allerede 3. marts 1932 havde haft foretræde for undervisningsminister Borgbjerg. Hensigten var at fremføre de studerendes krav om at få indført skoleembedseksamen i Århus. (Den fik man først i 1935).              

Senere i grundlæggelsesåret drejede det sig om at protestere mod den bebudede tre-fagsordning for cand.mag.er. Et studentermøde om sagen fandt sted lørdag den 29. november 1932, og Studenterrådets sekretær, stud.mag. Henning Henningsen, oplæste en af rådet foreslået resolution: "Århusstudenter samlede på et møde lørdag d. 12. november 1932 har vedtaget at protestere mod vedtagelsen af den bebudede tre-fagsordning, idet vi finder det farligt i en økonomisk vanskelig tid som denne at gøre studietiden længere og som følge heraf dårligere. Studenterrådet er bemyndiget til at lade protesten gå videre." 

I 1933 oprettede Studenterrådet en filial i Århus af det københavnske studenterråds ekspeditionskontor. Der var tale om en midlertidig ordning og der forhandledes her billige kollegiehæfter og visse lærebøger. Desuden solgte man brugte filosofikumsbøger. I 1934 var Ekspeditionskontoret rykket ind i den første universitetsbygning i Universitetsparken – og boede i ”værelse nr. 40”, som det fremgik af den allerførste Studenterhåndbog, der kom i 1934 og er kommet årligt siden. 

Af Studenterhåndbogen for 1935 fremgår, at der nu faktisk var oprettet et antal faste udvalg: Udvalget for Ekspeditionskontoret, der nu også sælger ”skrivematerialer af enhver art til meget lave priser”, Udvalget for Arbejdsanvisning, der stærkt opfordrede til ikke at lade sig hyre til lavere løn end den, som Studenterrådet havde fastsat, og Udvalget for Boliganvisning ”og lignende”. Dette sidste drejede sig om forespørgsler vedr. ”kost og deslige”, altså fx priser på pensionater og andre spisesteder. I øvrigt anbefalede udvalget universitetets egen frokoststue. Det nævnes samme år, at Studenterrådet i samarbejde med Kommunehospitalet havde skaffet adgang for samtlige studenter til gratis (og derfor moralsk forpligtende) tuberkuloseundersøgelse – et vedvarende tema gennem en længere række år. 

At henvende sig til en minister og at oplæse en resolution er vel ikke, hvad vi i dag – med tanke på det senere studenteroprør – opfatter som studenteraktivisme, men i betragtning af, hvordan studenter dengang normalt gebærdede (og klædte) sig, så måske alligevel, og går vi frem til februar 1936, var der sagen om Dr. Domes og Studenterrådets kamp for at undgå at have den (formentlig) nazistiske lærer ansat. Ud over at protestere i pressen, hvor studenterrådsformand Krei Horn forlangte Domes fjernet, blev der iværksat forskellige former for protester, noget med vedvarende at stampe hårdt i gulvet og banke under bordet under Domes’ forelæsninger. Hans ansættelse blev ikke forlænget. 

Flere blandt de studenter, som deltog i modstandsarbejdet under besættelsen, var samtidig aktive i Studenterrådet, så derfor rådede de over visse faciliteter, som befandt sig i rådets gavlværelse i universitetsbygningen, og som gjorde det muligt at trykke forskellige sager og få dem uddelt. Det var folk som Erik Reske-Nielsen (repræsentant for historikerne) og Aksel Stenderup (repræsentatnt for medicinerne), der sammen med andre på den baggrund udviklede den illegale trykkerivirksomhed og fremstillede ”Budstikken”. Det foregik ikke mindst, mens stud.med. Peder Linnet-Jepsen fungerede som studenterrådsformand. 

Nogle gange i den tid kom det til sammenstød mellem Studenterrådet og universitetets rektor. Det var, når Studenterrådet ønskede at manifestere en protest mod tyskernes overgreb – i hvert fald skete det ved jødeforfølgelserne, ved Gestapos beslaglæggelse af parkkollegierne og efter at tyskerne havde taget fire professorer som gidsler 29. august 1943 og lukket universitetet. I alle tilfældene blev Studenterrådet standset af rektor, som stærkt frarådede voldsomme demonstrationer og anbefalede spagere protestformer. Man frygtede selvfølgelig ”norske tilstande” – dvs. tyskernes arrestation af ansatte og studenter, sådan som det skete i Oslo. 

Tyskerne antydede i øvrigt, at de århusianske studenter selv var skyld i, at universitetet var blevet lukket, men havde ikke villet sige mere. Rektor og bestyrelsesformanden forestillede sig dog, at det kunne hænge sammen med, at Studenterrådet under 29. august-urolighederne skulle have udsendt et opråb. Sagen var blevet efterforsket af et par kriminalbetjente, som skulle have fundet ud af, at opråbet var trykt på lige netop den slags papir, som studenterrådet et stykke tid i forvejen bevisligt havde anskaffet fra en handlende i Horsens. Efter et par uger åbnede universitetet i øvrigt igen – efter ikke mindst en stor indsats fra bestyrelsesformandens side. 

Under besættelsen blev der uddelt middagslegater til de dårligst stillede studerende. Her havde Studenterrådet til opgave at indstille ansøgere – der var fx 73 studerende, der i vinteren 1941-42 modtog spisebilletter til Århus Folkekøkken. 

Lige efter befrielsen var der en voldsom virkelyst – og det var her Studenterrådet med den senere professor Torben Agersnap ved Handelshøjskolen i København som formand (efter svensk forbillede) oprettede Aarhusstudenternes Kursusvirksomhed. Formålet var såvel ideelt – at udbrede kendskab til sprog og kultur samt forskellige andre fag – som økonomisk: her kunne studenterne lære at undervise og samtidig tjene lidt penge. Virksomheden eksisterer stadig i bedste velgående, men nu - kort sagt og uden mellemregninger - under navnet Folkeuniversitetet i Århus.

I slutningen af samme årti udgav Studenterrådet i øvrigt In Usum Delphini (en sangbog samlet og redigeret af kollegiernes sangbogsudvalg), og omkring samme tidspunkt opnåede rådet betydelige studenterrabatter hos DSB og SAS. 

Også et andet efterkrigsinitiativ fik et langt og omfattende liv, nemlig Bogimporten, som Studenterrådet oprettede i 1949. Man var trætte af de danske boghandleres omregningskurs og satte sig for at sælge udenlandske bøger langt billigere end disse. Det lod sig kort sagt gøre og blev en succes. Nogle år senere opnåedes ret til også at forhandle danske bøger, og Bogimporten, der oprindelig var en del af ekspeditionskontoret, omdøbtes til Akademisk Boghandel. Dens mangeårige leder N. Stubbe Østergaard (1928-1996) fortalte et par år før sin død, at boghandelen med de efterhånden mange afdelinger – herunder en i Odense - omkring 1970 var landets tredjestørste, og at den havde været den første af sin slags i Europa, hvor den blev forbillede for en lang række andre, hvoraf den kendteste er Universitetsbogladen (nu Universitetsforlaget) i Oslo. Desværre kom det fra slutningen af 1960’erne og hen i begyndelsen af 1970’erne til svære uoverensstemmelser mellem Studenterrådet og Stubbe Østergaard. (Den nuværende ”Akademisk Boghandel” i København har ikke noget at gøre med den i Århus, som ikke længere eksisterer).Ifølge forlydender bestod den første bogimport i 1949 i øvrigt af græske bibler leveret i en whisky-kasse. Senere blev whisky-kasser anvendt som reoler. 

Da universitetet havde 25-års-jubilæum i 1953 arrangerede Studenterrådet – med formand Niels Jørgen Andersen (der senere tog navnet Ebbensgaard) i spidsen – sammen med Studenterforeningen Jubillefesten, som gennem et par septemberdage med stort anlagt festivitas prægede universitetet såvel inde som ude. Overskuddet skulle gå til en fond, som skulle samle ind til opførelsen af et studenterhus – ønsket realiseredes 11 år senere - i 1964. 

1950’erne var også årtiet, hvor studenterbladet Den jydske Akademiker gik ind. Bladet havde under skiftende redaktioner eksisteret siden 1929 – og altså en del af årene under redaktion af Studenterrådet. Men Studenterhåndbogen var der stadig. Den var dog netop mestendels beregnet på nye studenter, så for at skaffe en kommunikationskanal, hvor der (relativt!) hurtigt kunne udsendes meddelelser fra Rådet til de studerende, oprettede man Rådsnyt - et stencilleret blad massivt fyldt med maskinskrevet tekst - som udkom med i hvert fald seks numre i 1953. Det var daværende redaktør af Studenterhåndbogen , Henrik Munck, der opfandt bladet. Om det fortsat udkom derefter, har ikke kunnet opklares – måske læserne kan hjælpe? Det var samme Munck, der fandt, at tiden var inde til at få farver på håndbogens omslag, hvilket man fik første gang i 1954 -  finansieret gennem en flerfarvet annonce for Mejerikontoret på bagsiden. Fra og med samme år og nogle år frem blev universitetets læseplan i øvrigt trykt i håndbogen – mod at universitetet betalte 25% af udgifterne til trykning. 

Endnu et studenterrådsinitiativ realiseret i 1950’erne skal nævnes. Flere studenter end tidligere giftede sig og kunne ikke længere nøjes med et værelse hos en privat udlejer eller på kollegium, men fik behov for en lejlighed, og på den baggrund opførtes i 1952 De studerendes Bolighus på Gustav Wieds Vej nr. 31. Rådet var dog ikke blevet bygherre, det var juridisk ikke muligt, men fik huset opført i samarbejde med boligforeningen Ringgaarden. Studenterrådet fik i øvrigt selv i en periode kontor i bygningen. 

Frem til 1960 havde universitetet udgjort en overskuelig verden, men dette ændredes med de store studenteroptag og dermed følgende ansættelse af mange lærere, som ikke var professorer, men amanuenser. Om det nu reelt var amanuensernes kamp op gennem tresserne for at opnå medbestemmelse, eller det var studenternes oprør og tilsvarende krav om medbestemmelse, der udløste Styrelsesloven af 1970, eller om det var en kombination, kan diskuteres, men her skal vi nøjes med kort at se på Studenterrådets rolle i perioden, hvor parolerne var: Væk med professorvældet, ind med samfundsrelevante uddannelser og medindflydelse for studenterne. 

Fra ca. 1950 havde Studenterrådet hvert år forfattet en forholdsvis traditionel årsberetning. Men i 1968/69 havde redaktøren Max August Pedersen givet den hidtil traditionelle årsberetning en ny form. På forsiden står i kasser over hinanden stablet ordene ”Universitet”, ”Student”, ”Samfund” og ”Uddannelse”, og i forordet skriver formand Lars Engberg - (senere kendt som borgmester i forskellige magistratsafdelinger i København) – at man nu ville forsøge gennem en indgående behandling af de største studenterpolitiske sager, som man havde beskæftiget sig med, dels at informere om disse sager, dels at sætte yderligere debat i gang. Der fulgte så artikler med overskrifter som ”Medbestemmelse” (af John Houmann Sørensen), ”Uligheden grundlægges i folkeskolen” (af Anders Mathisen), ”Uddannelsesløn” (af Aage Holst Petersen) og ”Internationalt engagement” (af Vibeke von Sperling). Emnerne antyder måske ikke ligefrem, hvad der trak op i Berkeley, Berlin, Paris og København, men siger i hvert fald noget om, hvordan man i Studenterrådet så på studenternes opgaver. Skulle man tro pressen, ønskede studenterne at "overtage" universitetet og transformere det til et "kritisk universitet". 

Styrelsesloven blev vedtaget i 1970, og ved dennes ikrafttræden året efter gled Studenterrådet ud af universitetets statutter – efter siden oprettelsen i 1932 at have haft officiel status som repræsentationsorgan for de studerende ved Aarhus Universitet.        

Harmen var mægtig, og rådet boykottede valgene til styrende organer, dog således at en konservativ minoritet faktisk deltog og blev indvalgt. For at henlede opmærksomheden på sit overordnede repræsentationskrav, men også på den indvalgte gruppes mangel på repræsentativitet, forestod Studenterrådet og dennes ledende fraktion Studenterfronten et antal besættelsesaktioner i foråret 1971. Bl.a. søgte man at forhindre valget til konsistorium og derefter forhindre det valgte konsistorium i at mødes. Dette medførte, at rektor  Søren Sørensen en eller flere gange tilkaldte politiet – han og ordensmagten havde aftalt et kodeord, har Sørensen senere fortalt. Konsistoriums medlemmer måtte så mødes på hemmelige steder, hvortil de ankom ad snirklede veje og med det ene øje på bakspejlet. Et af stederne var Hotel Mercur i Viby. Dette foregik, mens Mihail Larsen stod i spidsen for Liste Q, som dominerede Studenterrådet, og det er fra denne periode, at de velkendte fotos af studenter og politi stammer. Det kan tilføjes, at blandt de ting, som man fra Studenterfrontens side revolterede imod i kølvandet på Styrelsesloven af 1970, også var, at der ikke ikke for studenternes vedkommende blev tale om 50 procents repræsentation i fakultetsrådene og i konsistorium, sådan som der blev det i studienævnene, men kun om 33 procent. Man ønskede "en mand - en stemme"-princippet indført.         

De næste tre årtier stod den borgerlige studenterorganisation Moderate Studenter uden for Studenterrådet, men efter at der i forhold til 1970-tilstanden var indtrådt en afpolitisering af Studenterrådet, forenedes parterne igen i 1999. På Studenterrådets egen hjemmeside kan man læse følgende: ”70’ernes fraktionsstridigheder findes ikke i Studenterrådet i dag. Studenterpolitik anno 2000 handler udelukkende om uddannelsespolitik”.         

Et af de fornemme initiativer, som blev udført af de genforenede organisationer, var den såkaldte " frafaldsundersøgelse ", som udkom i 2000 og blev fyldigt refereret i dagspressen.         

Har Studenterrådet mon i dag en rygepolitik? Det kunne være sjovt at vide, for i 1947 skrev rådets formand, den senere EF-kommissær Finn Gundelach, til Lærerforsamlingen for at spørge, om ikke der kunne gives tilladelse til at ryge i institutter, biblioteker og læsesale. Formanden forsikrede, at ”renligheden i de nævnte lokaler ved hjælp af askebægre, evt. alm. krukker, nemt kan holdes på samme niveau som hidtil”. Lærerforsamlingen svarede, at den ikke fandt grundlag for at tilbagekalde eller modificere det udstedte forbud mod rygning.        

Og nu- og fremtiden? Ja, i ugen op til jubilæumsdagen 11. februar udtalte den måske kommende formand for Studenterrådet her i avisen, at den store opgave i fremtiden ville være at samle studenterne fra de nu fusionerede institutioner, som siden årsskiftet har udgjort det nye Aarhus Universitet.         

Der er stadig nok at se til for den 75-årige.

^{[Dele af ovenstående fremstilling blev først publiceret i JP Århus 11.2.2007 ]} .