Humanisterne: ”Vi vidste jo egentlig ikke, hvad vi gik ind til”
For de tre iværksættere i virksomheden Studieriet startede karrieren som selvstændige ikke med et klokkeklart forretningskoncept. I stedet begyndte det hele for et år siden, da de læste på det daværende Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og så et opslag for sandbox-forløbet på Studentervæksthus Aarhus.
– Vi havde egentlig vidst i lang tid, at vi gerne ville være selvstændige, og da finanskrisen kom, blev det jo ikke mindre aktuelt. Vi var bare ikke helt klare på, præcist hvilken type virksomhed vi skulle starte, fortæller Lise Lefevre Olsen, som netop har afleveret sit speciale i pædagogisk psykologi og samtidig er en af de tre stiftere af Studieriet.
Da de tre mødte frem til forløbet på studentervæksthuset, var de med deres egne ord ”helt solgte” med det samme.
– Vi vidste jo egentlig ikke, hvad vi gik ind til, men første gang, vi kom herop, mødte vi nogle kompetente mennesker, der bare sagde ”Prøv det, forfølg jeres drøm”, fortæller Lise Lefevre Olsen.
Da en af de tre stiftere var tidligere studievejleder, og de alle tre havde været både tutorer og instruktorer, fandt de hurtigt ud af, at de ville starte en virksomhed, som hjælper studerende med at skabe overblik og struktur på studielivet eller med at genfinde gejsten og glæden ved det at læse.
– Lige nu arbejder vi blandt andet med eksamensangst og har en række individuelle og kollektive forløb for studerende, forklarer Lise Lefevre Olsen, som fortæller, at de i dag blandt andet samarbejder med en række uddannelser på VIA University College, er ved at få et samarbejde op at stå med AU og samtidig er begyndt at få henvendelser fra studerende, der gerne vil betale for forløbene af egen lomme.
At være placeret i Studentervæksthus Aarhus i tilknytning til universitetsmiljøet giver stadig energi til virksomheden, selvom den nu har et lille år på bagen, og to ud af tre af stifterne netop har afleveret deres speciale.
– Vi sidder med en masse andre iværksættere, og hvis man er lidt flad for energi og ikke ved, hvordan man skal komme videre, så er der altid nogle andre, der har en idé. Eller også har den coach fra studentervæksthuset, som vi stadig har tilknyttet, siger hun.
Se mere på studieriet.dk