Udflytterne: ”Man starter fuldstændig fra square one”
I City Vest, som er et af Aarhus’ største indkøbscentre, kunne kunderne i påsken bruge deres mobiltelefon til at scanne en række såkaldte QR-koder rundt omkring i centeret og på den måde deltage i en elektronisk æggejagt. Fandt og scannede de mere end fem ud af de tyve gemte koder, blev de også belønnet med et virkeligt chokoladepåskeæg.
Bag det koncept stod virksomheden Playground Marketing, der indtil for nylig holdt til i Studentervæksthus Aarhus og blev startet for et år siden af to, nu tidligere, AU-studerende. I februar, da den sidste af de to blev færdiguddannet, flyttede virksomheden til nye og større lokaler i Aarhus midtby, men tiden i væksthuset er stadig en stor gevinst for virksomheden, fortæller Morten Fryland, der er bachelor fra Handelshøjskolen og kandidat i oplevelsesøkonomi.
– Vi har været superglade for væksthuset på flere planer. Det har været dejligt at have et konkret sted at være, så man ikke skulle sidde derhjemme. Det har været rart at have nogle gode mennesker omkring sig, og så har vi haft stor gavn af at have en mentor fra studentervæksthuset, fortæller han.
Hans medstifter Lasse Haugsted Rasmussen, der er ingeniør med en overbygning i teknisk it fra Aarhus School of Engineering, siger, at huset især har været godt for ham, fordi han ikke på forhånd havde nogen som helst forstand på iværksætteri.
– Man starter fuldstændig fra square one, fuldstændig. Derfor har det været godt at kunne få lidt sparring på de helt almindelige problemer som iværksætter.
Lasse Haugsted Rasmussen har nydt at have den lidt mere jordnære virksomhed til at give andre inputs end studierne.
– Med min lidt nørdede ingeniøruddannelse har det været rart at kunne komme over på kontoret og lave noget, som helt almindelige mennesker kan lege med på. For eksempel en påskeæg-jagt, siger han.
Se mere på Playgroundmarketing.dk